En lille historie fra det virkelige forfatterliv, som det udfolder sig det herrens år 2026.
Jeg skulle til tandplejeren og have shinet bisserne. Jeg er lidt speciel på det punkt, for jeg kan faktisk godt lide at gå både til tandlæge og tandplejer. Det er ikke det. Eller det er lidt det. Det med at gå.
For jeg valgte nemlig at gå fra Grøndal Station op til Hulgårdsvej i stedet for at tage bus 2A, for jeg var lidt for tidligt på den. Og vejret var, nå ja, altså det er februar. Der ligger sne, det er tøvejr og vådt. Men det er godt for ens helbred at gå lidt, ikke?
For nogle år siden brændte et stort boligkompleks lige ved stationen, og der er ved at blive bygget noget nyt der, så fodgængere må gå ude på cykelstien på det sted. Der var alligevel igen cykler, så det gik nok.
Men der kom en bus. Den skønne linje 2A. Og der var en stor vandpyt ude på kørebanen, sådan en lækker brunsnasket en, fuld af beskidt smeltevand. Nu kunne buschaufføren have taget farten af og udvist hensyn til den ellers veloplagte forfattertype, der alene måtte forsvare kulturlivet der på det ydre Frederiksberg i det øjeblik. Det gjorde buschaufføren så ikke. Han kørte gennem vandpytten for fuld skrue og var dermed årsag til, at en mindre tsunami af ikke-sundhedsgodkendt vand væltede ind over cykelsti og ikke mindst de tilstedeværende fodgængere. Deriblandt mig.
Jeg var derfor gennemblødt fra top til tå af dette brunsnaskede snotslimede smeltevand, da jeg lidt senere tog plads i tandlægestolen. Min søde tandplejer tog det nu pænt.
Men jeg skulle jo samme vej hjem og belært af konsekvenser ved mit tidligere valg om at gå fra stationen, valgte jeg på hjemvejen at tage bus 2A, for hellere side indenfor i bussen end stå model til endnu en tsunami brunt slim.
Så jeg satte mig på bænken i busstoppestedet. De er i dag så tjekkede, at de er udstyret med en lystavle, der tæller ned til næste bus kommer. Der stod 7 minutter. Der kom en mand med en gravhund og satte sig ved siden af mig. En ung kvinde, der talte højlydt i telefon på et sprog, jeg ikke kender, stillede sig op. Så nåede nedtællingen nul, eller NU, som der rent faktisk stod.
Ingen bus.
Nedtællingen begyndte igen. Der kom en ung mand og stillede sig op. En ung kvinde mere. Nedtællingen nåede igen nul. Eller NU. Men stadig ingen bus.
Det ville selvfølgelig kun have taget mig fem-syv minutter at gå ned til stationen, men nu var beslutningen jo taget, og der var jo ikke Copenhell i den anden ende af 2A her om vinteren, så det måtte vel være muligt at ...
Nedtællingen nåede NU for tredje gang og stadig ikke skyggen af en bus. Jeg havde nu ventet på bussen i 22 minutter ifølge min rejsekortsapp, da jeg overgav mig og gik de få minutters gang ned til Grøndal Station, mens jeg frygtede, at 2A ville dukke op lige i det øjeblik, jeg igen var ud for den store vandpyt.
Det gjorde den ikke. Så der er skam godt at sige om mine oplevelser med linje 2A i dag. Man skal være retfærdig og huske at få det gode med også.
Toget kørte til tiden og uden problemer, og jeg er hjemme nu, lidt kold i det og småsnottet, men i tørt tøj og med en kop te af varme mig på.
Om manden med gravhunden og de andre, der ventede sammen med mig på 2A stadig står ved stoppestedet, ved jeg ikke.
En lille historie fra det virkelige forfatterliv, som det udfolder sig det herrens år 2026.
Jeg skulle til tandplejeren og have shinet bisserne. Jeg er lidt speciel på det punkt, for jeg kan faktisk godt lide at gå både til tandlæge og tandplejer. Det er ikke det. Eller det er lidt det. Det med at gå.
For jeg valgte nemlig at gå fra Grøndal Station op til Hulgårdsvej i stedet for at tage bus 2A, for jeg var lidt for tidligt på den. Og vejret var, nå ja, altså det er februar. Der ligger sne, det er tøvejr og vådt. Men det er godt for ens helbred at gå lidt, ikke?
For nogle år siden brændte et stort boligkompleks lige ved stationen, og der er ved at blive bygget noget nyt der, så fodgængere må gå ude på cykelstien på det sted. Der var alligevel igen cykler, så det gik nok.
Men der kom en bus. Den skønne linje 2A. Og der var en stor vandpyt ude på kørebanen, sådan en lækker brunsnasket en, fuld af beskidt smeltevand. Nu kunne buschaufføren have taget farten af og udvist hensyn til den ellers veloplagte forfattertype, der alene måtte forsvare kulturlivet der på det ydre Frederiksberg i det øjeblik. Det gjorde buschaufføren så ikke. Han kørte gennem vandpytten for fuld skrue og var dermed årsag til, at en mindre tsunami af ikke-sundhedsgodkendt vand væltede ind over cykelsti og ikke mindst de tilstedeværende fodgængere. Deriblandt mig.
Jeg var derfor gennemblødt fra top til tå af dette brunsnaskede snotslimede smeltevand, da jeg lidt senere tog plads i tandlægestolen. Min søde tandplejer tog det nu pænt.
Men jeg skulle jo samme vej hjem og belært af konsekvenser ved mit tidligere valg om at gå fra stationen, valgte jeg på hjemvejen at tage bus 2A, for hellere side indenfor i bussen end stå model til endnu en tsunami brunt slim.
Så jeg satte mig på bænken i busstoppestedet. De er i dag så tjekkede, at de er udstyret med en lystavle, der tæller ned til næste bus kommer. Der stod 7 minutter. Der kom en mand med en gravhund og satte sig ved siden af mig. En ung kvinde, der talte højlydt i telefon på et sprog, jeg ikke kender, stillede sig op. Så nåede nedtællingen nul, eller NU, som der rent faktisk stod.
Ingen bus.
Nedtællingen begyndte igen. Der kom en ung mand og stillede sig op. En ung kvinde mere. Nedtællingen nåede igen nul. Eller NU. Men stadig ingen bus.
Det ville selvfølgelig kun have taget mig fem-syv minutter at gå ned til stationen, men nu var beslutningen jo taget, og der var jo ikke Copenhell i den anden ende af 2A her om vinteren, så det måtte vel være muligt at ...
Nedtællingen nåede NU for tredje gang og stadig ikke skyggen af en bus. Jeg havde nu ventet på bussen i 22 minutter ifølge min rejsekortsapp, da jeg overgav mig og gik de få minutters gang ned til Grøndal Station, mens jeg frygtede, at 2A ville dukke op lige i det øjeblik, jeg igen var ud for den store vandpyt.
Det gjorde den ikke. Så der er skam godt at sige om mine oplevelser med linje 2A i dag. Man skal være retfærdig og huske at få det gode med også.
Toget kørte til tiden og uden problemer, og jeg er hjemme nu, lidt kold i det og småsnottet, men i tørt tøj og med en kop te af varme mig på.
Om manden med gravhunden og de andre, der ventede sammen med mig på 2A stadig står ved stoppestedet, ved jeg ikke.