Der er i Dagbladet Politiken en disputs mellem Mikkel Bolt og Pelle Dragsted, som OGSÅ kan analyseres med værktøjerne fra Det progressive fængsel. Det sjove er at, mens Pelle Dragsted indlysende er den begavede part, er det Mikkel Bolt som kan påråbe sig Enhedslistens formelle støtte. Det har jeg skrevet nedenstående om.
Kunstprofessor Mikkel Bolt kritiserede d.6.juli (https://politiken.dk/.../I-takt-med-at-v%C3%A6lgerne...) Enhedslisten for ikke at prioritere Palæstina-solidariteten højt nok, da partiet skulle forhandle rollen som støtteparti for den nye regering.
Pelle Dragsted forsøgte i et modsvar d.8.juli at tilbagevise Bolts kritik, men i forsøget på at overbevise Bolt og hans revolutionære følgere om Enhedslisten socialistiske intentioner og handlekraft, opnår Dragsted ikke andet end at styrke Bolts samfundsanalyse.
Dragsted forklarer i sit modsvar, hvordan Enhedslisten konkret har udvist en kolossal solidaritet med befolkningen i Gaza, og efterfølgende forklarer Dragsted hvordan Enhedslistens forhandlinger med regeringen indlysende nok, handler om prioriteter og det konkrete styrkeforhold mellem Enhedslisten og de øvrige partier.
Dragsted har ubetinget fornuften, befolkningen og fremtiden på sin side, når han udstiller Mikkel Bolt som verdensfjern revolutionsromantiker, men Mikkel Bolt kan i høj grad hævde at repræsentere både Enhedslistens principprogram og traditionelle progressive værdier i konflikten med Dragsted.
Bolt aktiverer i sin kritik den traditionelle progressive mistillid til ledelse og magt, når han kritiserer Enhedslistens rolle. Mon ikke håbet om fine poster og måske endda en ministertaburet har spillet en rolle, når nu Folketingsgruppen har svigtet palæstinenserne, er den underlæggende anklage. Dragsteds forsøg på at forklare nuancerne og betingelserne i en forhandling er spildt på de progressive læsere, fordi i den progressive verden handler det om ’absolutter’. Er vi tættere på en socialistisk samfundsomvæltning? Er vi tættere på frihed til befolkningen i Gaza? Svaret på begge dele er et ’nej’, og dermed har Enhedslistens svigtet deres rolle.
Bolts fundament i de nævnte progressive værdier styrkes, når vi kigger i Enhedslistens principprogram (https://vores.enhedslisten.dk/enhedslistens-principprogram/).
Principprogrammet er fra start til slut en omfavnelse af de progressive værdier Bolt står på, og som en særskilt pointe er der ingen undtagelser fra individets komplette frihed. Enhedslisten lover deres støtter, at ’solidariteten gælder alle’, og at mennesket skal sættes ’frit fra alle former for undertrykkelse’. Intet sted nævnes behovet eller nødvendigheden for at gå på kompromis med partiets værdier, eller blot behovet for politisk prioritering. Principprogrammet er bygget på præcis samme ’absolutte’ samfundsanalyse, som Bolts kritik står på.
Enhedslistens udvikling er sket uden den nødvendige oprydning i det ideologiske arvegods, og derfor kan Bolt rejse den samme kritik igen og igen uden at Dragsted eller andre kan tage substantielt til genmæle.
Så længe Enhedslistens principprogram ikke tager politik og samfundets modsætninger seriøst, vil partiets arbejde blive saboteret af revolutionsromantikere og sekterikere. I den aktuelle diskussion repræsenterer Dragsted Enhedslistens ledelse, mens Bolt repræsenterer Enhedslistens principprogram. Se mindre
Der er i Dagbladet Politiken en disputs mellem Mikkel Bolt og Pelle Dragsted, som OGSÅ kan analyseres med værktøjerne fra Det progressive fængsel. Det sjove er at, mens Pelle Dragsted indlysende er den begavede part, er det Mikkel Bolt som kan påråbe sig Enhedslistens formelle støtte. Det har jeg skrevet nedenstående om.
Kunstprofessor Mikkel Bolt kritiserede d.6.juli (https://politiken.dk/.../I-takt-med-at-v%C3%A6lgerne...) Enhedslisten for ikke at prioritere Palæstina-solidariteten højt nok, da partiet skulle forhandle rollen som støtteparti for den nye regering.
Pelle Dragsted forsøgte i et modsvar d.8.juli at tilbagevise Bolts kritik, men i forsøget på at overbevise Bolt og hans revolutionære følgere om Enhedslisten socialistiske intentioner og handlekraft, opnår Dragsted ikke andet end at styrke Bolts samfundsanalyse.
Dragsted forklarer i sit modsvar, hvordan Enhedslisten konkret har udvist en kolossal solidaritet med befolkningen i Gaza, og efterfølgende forklarer Dragsted hvordan Enhedslistens forhandlinger med regeringen indlysende nok, handler om prioriteter og det konkrete styrkeforhold mellem Enhedslisten og de øvrige partier.
Dragsted har ubetinget fornuften, befolkningen og fremtiden på sin side, når han udstiller Mikkel Bolt som verdensfjern revolutionsromantiker, men Mikkel Bolt kan i høj grad hævde at repræsentere både Enhedslistens principprogram og traditionelle progressive værdier i konflikten med Dragsted.
Bolt aktiverer i sin kritik den traditionelle progressive mistillid til ledelse og magt, når han kritiserer Enhedslistens rolle. Mon ikke håbet om fine poster og måske endda en ministertaburet har spillet en rolle, når nu Folketingsgruppen har svigtet palæstinenserne, er den underlæggende anklage. Dragsteds forsøg på at forklare nuancerne og betingelserne i en forhandling er spildt på de progressive læsere, fordi i den progressive verden handler det om ’absolutter’. Er vi tættere på en socialistisk samfundsomvæltning? Er vi tættere på frihed til befolkningen i Gaza? Svaret på begge dele er et ’nej’, og dermed har Enhedslistens svigtet deres rolle.
Bolts fundament i de nævnte progressive værdier styrkes, når vi kigger i Enhedslistens principprogram (https://vores.enhedslisten.dk/enhedslistens-principprogram/).
Principprogrammet er fra start til slut en omfavnelse af de progressive værdier Bolt står på, og som en særskilt pointe er der ingen undtagelser fra individets komplette frihed. Enhedslisten lover deres støtter, at ’solidariteten gælder alle’, og at mennesket skal sættes ’frit fra alle former for undertrykkelse’. Intet sted nævnes behovet eller nødvendigheden for at gå på kompromis med partiets værdier, eller blot behovet for politisk prioritering. Principprogrammet er bygget på præcis samme ’absolutte’ samfundsanalyse, som Bolts kritik står på.
Enhedslistens udvikling er sket uden den nødvendige oprydning i det ideologiske arvegods, og derfor kan Bolt rejse den samme kritik igen og igen uden at Dragsted eller andre kan tage substantielt til genmæle.
Så længe Enhedslistens principprogram ikke tager politik og samfundets modsætninger seriøst, vil partiets arbejde blive saboteret af revolutionsromantikere og sekterikere. I den aktuelle diskussion repræsenterer Dragsted Enhedslistens ledelse, mens Bolt repræsenterer Enhedslistens principprogram. Se mindre
Dansk