Der er i Dagbladet Politiken en disputs mellem Mikkel Bolt og Pelle Dragsted, som OGSÅ kan analyseres med værktøjerne fra Det progressive fængsel. Det sjove er at, mens Pelle Dragsted indlysende er den begavede part, er det Mikkel Bolt som kan påråbe sig Enhedslistens formelle støtte. Det har jeg skrevet nedenstående om. Kunstprofessor Mikkel Bolt kritiserede d.6.juli (https://politiken.dk/.../I-takt-med-at-v%C3%A6lgerne...) Enhedslisten for ikke at prioritere Palæstina-solidariteten højt nok, da partiet skulle forhandle rollen som støtteparti for den nye regering. Pelle Dragsted forsøgte i et modsvar d.8.juli at tilbagevise Bolts kritik, men i forsøget på at overbevise Bolt og hans revolutionære følgere om Enhedslisten socialistiske intentioner og handlekraft, opnår Dragsted ikke andet end at styrke Bolts samfundsanalyse. Dragsted forklarer i sit modsvar, hvordan Enhedslisten konkret har udvist en kolossal solidaritet med befolkningen i Gaza, og efterfølgende forklarer Dragsted hvordan Enhedslistens forhandlinger med regeringen indlysende nok, handler om prioriteter og det konkrete styrkeforhold mellem Enhedslisten og de øvrige partier. Dragsted har ubetinget fornuften, befolkningen og fremtiden på sin side, når han udstiller Mikkel Bolt som verdensfjern revolutionsromantiker, men Mikkel Bolt kan i høj grad hævde at repræsentere både Enhedslistens principprogram og traditionelle progressive værdier i konflikten med Dragsted. Bolt aktiverer i sin kritik den traditionelle progressive mistillid til ledelse og magt, når han kritiserer Enhedslistens rolle. Mon ikke håbet om fine poster og måske endda en ministertaburet har spillet en rolle, når nu Folketingsgruppen har svigtet palæstinenserne, er den underlæggende anklage. Dragsteds forsøg på at forklare nuancerne og betingelserne i en forhandling er spildt på de progressive læsere, fordi i den progressive verden handler det om ’absolutter’. Er vi tættere på en socialistisk samfundsomvæltning? Er vi tættere på frihed til befolkningen i Gaza? Svaret på begge dele er et ’nej’, og dermed har Enhedslistens svigtet deres rolle. Bolts fundament i de nævnte progressive værdier styrkes, når vi kigger i Enhedslistens principprogram (https://vores.enhedslisten.dk/enhedslistens-principprogram/). Principprogrammet er fra start til slut en omfavnelse af de progressive værdier Bolt står på, og som en særskilt pointe er der ingen undtagelser fra individets komplette frihed. Enhedslisten lover deres støtter, at ’solidariteten gælder alle’, og at mennesket skal sættes ’frit fra alle former for undertrykkelse’. Intet sted nævnes behovet eller nødvendigheden for at gå på kompromis med partiets værdier, eller blot behovet for politisk prioritering. Principprogrammet er bygget på præcis samme ’absolutte’ samfundsanalyse, som Bolts kritik står på. Enhedslistens udvikling er sket uden den nødvendige oprydning i det ideologiske arvegods, og derfor kan Bolt rejse den samme kritik igen og igen uden at Dragsted eller andre kan tage substantielt til genmæle. Så længe Enhedslistens principprogram ikke tager politik og samfundets modsætninger seriøst, vil partiets arbejde blive saboteret af revolutionsromantikere og sekterikere. I den aktuelle diskussion repræsenterer Dragsted Enhedslistens ledelse, mens Bolt repræsenterer Enhedslistens principprogram. Se mindre

Tak til alle som dukkede op til receptionen i dag. I er nu for evigt en del af mine minder, selvom I skulle glemme dagen.

Information har været så venlige at bringe en kronik, skrevet med udgangspunkt i tankerne i det progressive fængsel. Du kan læse indlægget her: https://www.information.dk/debat/2026/06/binder-venstrefloejen-sammen-dag-marx-moral Bogen udkommer formelt d.1.juli, men du kan købe den direkte fra forlaget her: https://forlaget-legimus.dk/produkt/det-progressive-faengsel/

Dette opslag fra den gode Rasmus Brygger illustrerer også på fornem vis hvordan også Bygger må navigere indenfor rammerne af "det progressive fængsel". Han italesætter de korrekte kønsmarkører som progressiv far. De deler barslen, han bruger lige så meget tid på forældrerollen som mor gør. Han italesætter hvordan en samfundskultur med 12-talspiger og studiestress. Alt godt så langt. Når vi kommer til at formulere en fælles debat om forældrerollen fremadrettet, så forsvinder "køn" fuldstændigt fra teksten. Mine umiddelbare tanker efter at læse Bryggers indledning, er følgende Børneopdragelse er historisk en opgave for moderen. Det må på en eller anden måde påvirke de eksisterende strukturer. Hvordan kan "køn" IKKE nævnes? Dernæst skriver Brygger direkte, at "han" gerne vil være forældre på en bestemt måde, og antyder dermed at han og hans kone ikke er 100% enige. Konteksten taler i retning af, at konen i højere grad end Brygger er opvirket af omverdens forventninger til hendes forældreskab. Det vil - i så fald - ligge i direkte forlængelse af Bryggers kommentar om 12-talspiger. Jeg ser (ikke kun på baggrund af Bryggers opslag) at der er et klart element af "køn" i diskussionen om forældreskabet, hvor fars ideer og ønsker til pædagogikken bliver presset i baggrunden til fordel for mors ideer og ønsker. Mor har en klar magtposition i denne konflikt, men ideen om "kvinden som magtfuld" er utænkeligt når du skal leve op til de progressive idealer. Derfor kan Brygger ikke italesætte forældreskabets dilemmaer som også et spørgsmål om køn. Det er ikke som udgangspunkt et problem, at mor har magten, men hvis mor (eller far) bruger deres magt til at gennemføre omverdens forventninger til forældreskabet, så bliver det et problem. https://politiken.dk/debat/kroniken/art10845554/B%C3%B8rnev%C3%A6lde-er-blevet-normalen-i-Danmark

Den aktuelle sag i SF, hvor et medlem og folkevalgt på Frederiksberg (LK) kritiserer forkvindens (POD) ansættelsen af en ministerrådgiver, er et godt eksempel på, hvordan "det progressive fængsel"/dogmatisme i praksis forhindrer venstrefløjens politiske udvikling. Først til spørgsmålet om, hvorfor jeg mener LKs holdninger/reaktion stammer fra "det progressive fængsel". Det progressive fængsel bygger på to primære dogmer: verden fortolkes i absolutter og der er mistro til ledelsen. LK bygger sin kritik på, at ministerrådgiveren tidligere har krænket hende (og andre kvinder). LK skelner ikke mellem grader af krænkelser, og vi ved derfor ikke "hvor grov en krænkelse" hun har været udsat for. Vi ved, at den pågældende person fratrådte sin stilling, så krænkelsen har været alvorlig nok til, at der i 2020 skulle reageres på den. Selvom krænkelsen ikke dengang blev meldt til politiet, kan fraværet af en politianmeldelse være en del af et uformelt forlig, hvor manden stopper i sin stilling og til gengæld anmeldes krænkelsen ikke. Der kan altså være tale om alt mellem en upassende bemærkning og en grov voldtægt suppleret med dødstrusler. For LK er det irrelevant, hvor grov en krænkelse der er tale om. Hun ønsker, at omverdenen alene forholder sig til, at der er sket en krænkelse, og at hun ikke skal gentraumatiseres ved at støde ind i manden i sit politiske arbejde. Krænkelsen bliver puttet ind i boks, hvor der ikke eksisterer nuancer eller grader af handling, den bliver "absolut". Forholdet mellem forbrydelse og straf vil normalt være genstand for politisk opmærksomhed og diskussion, men den diskussion kommer aldrig i gang her. Vi kender ikke forbrydelsens omfang og karakter, og må tage LKs udmelding for gode varer - straffen er ikke hård nok. Det fører os til det næste dogme, som handler om mistillid til ledelsen. Vi må antage, at POD kender til den konkrete karakter af den krænkelse LK blev udsat for. POD var nemlig med til at håndtere sagen tilbage i 2020. Dvs. at POD har (som en af de eneste udover LK) mulighed for at vurdere forholdet mellem forbrydelsen og straffen. Hun har på den baggrund vurderet, at straffen er udstået. POD må i sine overvejelser have vægtet både krænkelsens karakter, den efterfølgende straf, LKs forventede reaktion og kvaliteten af den rådgivning hun forventer at kunne få ved ansættelsen. Dvs. at "alt taget i betragtning" vil ansættelsen af den pågældende person øge mulighederne for at gennemføre SF-politik i et omfang som mere end opvejer LKs følelser af gentraumatisering. Denne beslutning træffer POD som leder af SF, som minister og som den formelt vigtigste person i gennemførslen af socialisme i Danmark. Når LK går op imod PODs beslutning, er budskabet det omvendte. LKs følelser og mulige gentraumatisering er et vigtigere hensyn end at få gennemført SFs politik i regeringen og folketinget. LK har indlysende ikke lyst til at redegøre for hvad krænkelsen gik ud på, og på samme måde er POD afskåret fra at forholde sig til det konkrete. Det burde være simpelt at tage stilling: Manden er straffet, der er gået 6 år siden da, POD er valgt til at lede et politisk projekt, og fællesskabets behov bør (som socialister) vægtes højere end individets behov. Det ser anderledes ud i DPF: Her arbejder vi ikke med nuancerne i krænkelsen, ligesom vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den subjektive oplevelse af en krænkelse. Hertil kommer at vi som udgangspunkt har mistillid til ledelsen, hvilket forklarer hvorfor LKs kritik kan vinde forståelse og opbakning blandt SFs progressive medlemmer. Støtte til LK er det lette valg, fordi vi dermed vælger side med den svageste part i konflikten. Når vi som progressive i forvejen leger med tanken om, at SF primært er i regering fordi nogen vil have en ministerpost og ikke fordi det er bedst for Sf, så er virker det fornuftigt at vælge side med LK i konflikten. Det som den progressive overser, er 1) at vi bytter gennemførsel af socialistisk politik til fordel for enkelte personers følelser, og 2) at vi fratager ledelsen dens ledelsesret. LK kunne søge en løsning ved at kontakte POD og bede hende sikre, at LK og den pågældende person ikke møder hinanden. Når LK søger konfrontationen i offentligheden skylder det formentligt, at hun mentalt er låst i det progressive fængsel, hvor der dels arbejdes i absolutter, dels som udgangspunkt er mistillid til ledelsen og hvor der i høj grad sættes lighedstegn mellem subjektive oplevelser og samfundsstrukturer. Vi kender ikke sagens reelle indhold, og LK har dygtigt etableret et paradigme hvor vi enten støtter hendes kritik, eller afslører os selv som kyniske, onde magtmennesker. https://www.dr.dk/nyheder/politik/i-sf-plejer-man-ikke-staa-paa-kraenkerens-side-det-goer-man-her

Velkommen til Socii-siden for debatbogen "Det progressive fængsel". Jeg håber, du vil have lyst til at debattere bogen med mig, og glæder mig til at høre hvad du tænker om den. Mvh. Claus