Den her kunne jeg ikke modstå at dele :
------------------------------
I dag kom sorgen forbi.
Den sagde ikke noget. Den satte sig bare.
Jeg tilbød den hverken vådt eller tørt.
Jeg havde egentlig håbet, den var gået bort,
at jeg havde knust de sidste salte tårer.
Men dér var den.
Ikke buldrende eller nedbrydende,
men som en skygge uden hast, uden anger,
som en gammel ven, man havde glemt,
men ikke helt har tilgivet.
Jeg prøvede at ignorere den –
det er ikke nu, ikke tid.
Lod blikket glide mod horisonten,
skiftede rum, vaskede hænder,
åbnede vinduer, lukkede tanker.
Men sorgen ventede.
Ikke insisterende,
ej grædende, knugende eller skræmmende.
Bare nærværende –
en tilstedeværelse, en mindesten.
Den havde ingen krav.
Den ville ikke fikses.
Den ville bare mærkes.
Ikke høres, ikke ses.
Og jeg…
jeg gav op.
Ikke i nederlag,
men i overgivelse,
i hengivelse, i accept –
som et væsen, der fik plads.
Jeg lod den sidde ved siden af mig,
uden at forklare, uden at forstå.
Og pludselig kunne jeg trække vejret igen –
som om der var plads til os begge.
Vi spiste sammen,
vi sov i samme krop.
Vi gik tur, uden ord –
en forsoning, en større indsigt.
Og så forstod jeg det;
Det er ikke sorgen, der skal forsvinde.
Sorgen er efterkommer af kærligheden.
Sorgen er mindet, om levet liv
Det er kærligheden, der nægter at dø.
Og kun ved at forstå sorgens væsen,
kan den vise vej til den kærlighed, som var engang –
og som igen kan blomstre.
For sorgen er den samme gren,
hvor kærligheden blomstrede.
Sorg og kærlighed er ikke adskilt,
men uadskillelige.
Tager du imod kærligheden,
vil du møde sorgen.
Og hvis du favner sorgen,
så kommer kærligheden.
©Mads Vang Christensen
Den her kunne jeg ikke modstå at dele :
------------------------------
I dag kom sorgen forbi.
Den sagde ikke noget. Den satte sig bare.
Jeg tilbød den hverken vådt eller tørt.
Jeg havde egentlig håbet, den var gået bort,
at jeg havde knust de sidste salte tårer.
Men dér var den.
Ikke buldrende eller nedbrydende,
men som en skygge uden hast, uden anger,
som en gammel ven, man havde glemt,
men ikke helt har tilgivet.
Jeg prøvede at ignorere den –
det er ikke nu, ikke tid.
Lod blikket glide mod horisonten,
skiftede rum, vaskede hænder,
åbnede vinduer, lukkede tanker.
Men sorgen ventede.
Ikke insisterende,
ej grædende, knugende eller skræmmende.
Bare nærværende –
en tilstedeværelse, en mindesten.
Den havde ingen krav.
Den ville ikke fikses.
Den ville bare mærkes.
Ikke høres, ikke ses.
Og jeg…
jeg gav op.
Ikke i nederlag,
men i overgivelse,
i hengivelse, i accept –
som et væsen, der fik plads.
Jeg lod den sidde ved siden af mig,
uden at forklare, uden at forstå.
Og pludselig kunne jeg trække vejret igen –
som om der var plads til os begge.
Vi spiste sammen,
vi sov i samme krop.
Vi gik tur, uden ord –
en forsoning, en større indsigt.
Og så forstod jeg det;
Det er ikke sorgen, der skal forsvinde.
Sorgen er efterkommer af kærligheden.
Sorgen er mindet, om levet liv
Det er kærligheden, der nægter at dø.
Og kun ved at forstå sorgens væsen,
kan den vise vej til den kærlighed, som var engang –
og som igen kan blomstre.
For sorgen er den samme gren,
hvor kærligheden blomstrede.
Sorg og kærlighed er ikke adskilt,
men uadskillelige.
Tager du imod kærligheden,
vil du møde sorgen.
Og hvis du favner sorgen,
så kommer kærligheden.
©Mads Vang Christensen
English
