En dag er det for sent.

Det fik mig til at booke en rejse jeg har udsat i årevis.

Næste lørdag tager jeg toget til Sydslesvig for at køre med en rød tysk skinnebus - den samme type tog jeg bladrede om som barn i mine Märklin- og Fleischmann-kataloger. Dengang kørte de stadig i daglig drift på de mindre tyske jernbanestrækninger. Nu er de veterantog.

Jeg kan ikke helt forklare hvad der er sket - men jeg har fået en stigende indstilling om ikke altid at udskyde de ting man gerne vil opleve. For en dag kan det være for sent.

Måske er det alderen der minder om at vi ikke bliver yngre. Måske er det at se mennesker omkring sig forsvinde - nogle alt for tidligt. Eller se kultur og historie forsvinde for evigt.

Det gælder selvfølgelig ikke kun togrejser. Det er måske også en god påmindelse om at huske at kontakte dem man savner - og fortælle dem man elsker at man elsker dem.

Næste lørdag tager jeg toget. Følg med her.

Det var nemmere at gå til bageren og køb #fransbrød dengang jeg var barn - der var fransbrød med eller uden birkes at vælge imellem. Det mener #Brian, hvad mener du?



Har Brian fuldstændig ret — dengang var et franskbrød enten glat som en skaldet isbjørn eller dryssets med birkes. I dag skal man tilsyneladende have en ph.d. i botanik, surdejsvidenskab og eksistentielt filosofi blot for at købe noget til sin tandsmør.

Se bare på staklen i bageriet: Sikkerhedsudstyr påkrævet: Manden har udstyret sig med pandelampe og vandrestrømper blot for at navigere igennem hylderne. Og det giver god mening, når man skal vælge mellem en "Pumpernickel Punisher" og en "Sprouted Emperor".

Eksistentielle valg: Bageren sælger ikke bare brød mere. De sælger livsstile. Vil du have "Gluten Free - Taste Free" eller satse hele butikken med en "Cheesy Jalapeño Jubilee" klokken syv om morgenen?

Puns og ordspil overalt: Du kan ikke engang få et flutes uden at skulle bede om en "Baguette About It", eller tilstå dine følelser med et "Olive You Loaf".

Det var alt sammen lettere, da svaret bare var: "Et med birkes, tak – og skær det gerne for." Skal du have noget med hjem fra hylden, eller skal vi bare nøjes med en rundtenom kiks?

Et plus er at der er mange bagerier, så man skal ikke på en #togrejse for at købe "det daglige brød"

#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.
Du er velkommen til at like, kommentere og følge mig.

Nødkøreplan for #togrejse på ubestemt tid.
De danske togbaner er snart på alle måder ustabile - alle snakker om det, men ingen gør noget ved det!
Det mener #Brian hvad mener du?


De danske togpendlers evige dilemma utroligt præcist med en god portion humor. Brian har tydeligvis taget "forberedelse" til et helt nyt ekstra niveau, som måske nærmere hindrer ham i overhovedet at komme med toget.

Det absurd-humoristiske ved Brians "strategi".
Overforberedelse slår til: Brian har Plan A til E i mapper, en "reserve-skammel", mikro-vejrstation, nødkiks og lup, men han misser det helt åbenlyse: Toget holder lige bag ham, og togføreren står bogstaveligt talt med et skilt, der siger "Dette er helt sikkert dit tog".

Paralyse gennem analyse: Hans tankeboble ("Hvad hvis køreplanen opdateres midt i ventetiden, og jeg ikke kan bekræfte det rigtige tog?") fanger den angst og usikkerhed, som mange pendlere føler, når sporændringer og forsinkelser ruller ind over appen i sidste øjeblik.

Bureaukratisk tilgang til hverdagen: Flowcharted til venstre med trin som "Tjek afgangstavle -> Bekræft perron -> Verificer tog-ID -> Hvis usikker -> Genovervej" viser, hvordan man kan blive fanget i sine egne systemer.

DSB og Banedanmark har i perioder givet anledning til mange frustrationer med spornære arbejder, signalfejl og manglende materiel. Men Brians tilgang viser også det absurde i at forsøge at kontrollere kaotiske systemer 100 %. Nogle gange skal man bare slippe sine ringbind og stige på toget, når det reelt holder der.

#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.
Du er velkommen til at like, kommentere og følge mig.

Så skal endnu en togrejse gennem Europa planlægges.

I dag er jeg nemlig blevet inviteret til et internationalt højniveau-møde i Madrid til juli, et arrangement som blandt andet får deltagelse af en modtager af Nobels Fredspris.

Det bliver både spændende og inspirerende, og naturligvis håber jeg igen at kunne klare rejsen med tog så langt som muligt. Der er nu noget særligt ved at krydse Europa på skinner på vej til internationale møder og samtaler.

Europa ser anderledes ud fra et togvindue.

Ikke kun landskaberne, men også rytmen, stationerne og alle de små øjeblikke mellem destinationerne.

Efterhånden er det blevet til mange togkilometer mod Bruxelles, Berlin, Hamborg, Stockholm, Göteborg, Malmö, Paris og længere sydpå. Mange møder og samtaler, men noget af det mest interessante sker ofte mellem møderne.

På en næsten tom ICE tidligt om morgenen.
På en travl perron i Hamburg Hbf.
Over en hurtig kaffe før næste afgang.
Eller i tilfældige samtaler med mennesker, man ellers aldrig ville have mødt.

Det er noget af det særlige ved tog gennem Europa. Rejsen bliver ikke bare transport, men også oplevelser, indtryk og møder undervejs.

Samtidig bliver det også tydeligt, hvor meget Danmark stadig mangler, hvis toget for alvor skal være et naturligt europæisk alternativ for flere. Internationale forbindelser må ikke kun handle om København. Fyn og Jylland skal naturligvis også tænkes med.

Europa føles ganske enkelt tættere på fra skinnerne.

Hvilken station eller togrejse har gjort størst indtryk på dig?

Jeg sidder i en gruppe om internationale togrejser her på nettet, og jeg må indrømme, at jeg ofte ser opslag om rejser, der mere eller mindre går i vasken.

Helt fair, for man kan virkelig havne i nogle møgsituationer.

Men sandheden er jo også, at rigtig mange togrejser faktisk lykkes helt uden problemer.

Dem hører vi bare sjældent om. For hvem laver et opslag om, at man kom frem til tiden? Og hvem har brug for hjælp, når alt kører efter planen?

Det kan desværre give et lidt skævt billede af togrejser.

Ja, især Tyskland kan være udfordret med forsinkelser og aflysninger. Men det er altså ikke sådan, at det går galt hver gang. Jeg rejser jævnligt i og gennem Tyskland, og helt ærligt er det ret sjældent, overraskende sjældent faktisk, at noget går helt skævt.

Bare for lidt perspektiv:

Sidste år tog jeg tog og bus hele vejen til Valencia. Der var små forsinkelser undervejs, men ingen missede forbindelser, og jeg ankom faktisk lidt før tid. Heldigvis, for få minutter efter forsvandt strømmen på den Iberiske halvø.

Senest til Stuttgart ankom mit tog med 2 minutters forsinkelse. Min formand tog fly og endte med en aflysning, en omvej via Hamburg og 5 timers forsinkelse.

Pointen er ikke, at tog altid er perfekte.

Men fly er det bestemt heller ikke.

Og tog kommer altså ret ofte frem til tiden, eller meget tæt på

I søndags sparede jeg omkring 83 kilo CO₂ ved at tage bus og tog hele vejen fra Assens til Liège i stedet for at flyve via København og Bruxelles.

For de fleste er 83 kilo CO₂ lidt abstrakt, men det svarer faktisk til noget meget konkret. Det er omtrent det samme som

CO₂-optaget fra fire træer på et helt år
en måneds elforbrug i en lille bolig
160 pakkeleveringer
en uges pendling i bil for mange danskere

Det er ikke småting.

Når vi vælger toget, dér hvor det giver mening, kan forskellen mærkes både i klimaaftrykket og i samvittigheden. Og internationale togrejser kan faktisk lade sig gøre også, med hjælp fra bus, fra steder som Assens.

Jeg vil gerne dele en mere alvorlig observation fra dagens bus- og togrejse.

På det sidste DSB-tog jeg skulle med i dag, var døren til lavgulvsektionen aflåst. For de fleste virker det måske som en mindre ting. Cyklister og folk med barnevogne kan ofte (med besvær) slæbe sig op ad trappen i en anden vogn og videre gennem toget, barnevogne dog typisk kun hvis man er to, eller hvis en venlig sjæl hjælper.

Men hvad med kørestolsbrugere?

De kan ikke bare lige forcere en trappe ind i en anden vogn. Og assistance skal bestilles i god tid i forvejen. Så når lavgulvet er låst, er det ikke bare irriterende, det kan i praksis betyde, at man slet ikke kan komme med, eller at man pludselig står fast midt i sin rejse.

Jeg ved godt, det skal blive bedre, når de nye tog kommer. Men en del af det nuværende materiel kommer jo til at køre på skinnerne i lang tid endnu.

Og det stopper ikke dér:

Mange busser har ikke fungerende ramper – eller ramper der kræver, at man har en hjælper med til at slå dem ud og ind igen.

Det er desværre heller ikke unormalt, at stationernes elevatorer ikke virker, eller at kørestolsliften er ude af drift. Jeg har fx gentagne gange set det ved Aarup Station.

Alt det her kan skabe store udfordringer. Ikke bare “besvær”, men reel utryghed og utilgængelighed for kørestolsbrugere og i sidste ende en følelse af, at kollektivtrafikken ikke er et tilbud til alle.

Jeg har set markant bedre forhold i flere andre europæiske lande end dem, vi tilbyder herhjemme. Så burde vi ikke også kunne gøre det bedre i Danmark?

Vi kan i det mindste starte med det, vi selv kan gøre:
Hvis du ser en defekt elevator eller lift på en station, så fejlmeld den. Nummeret står typisk ved elevatoren/liften og det kan faktisk gøre en konkret forskel for den næste, der kommer.