Vi piskes til at se børn blive skudt og bombet, til det punkt hvor de ikke engang kan samles i en plastikpose.

Ingen tænker over, at det, der sker dernede, også kan ske for dem selv.

Vi oplæres i at se væk. Men når det sker for dig, ser de også væk - fordi du selv gjorde det.

Min nye bog som udkommer til november på “forlaget De Berejste”. 425 sider, spækket med livseventyr. Hvis du er interesseret bogen, og evt. at deltage i bogudgivelsen, så drop mig en kommentar.

Et glimt ind i et rejseliv levet.
Et kludetæppe af små historier som får sin virkelighed, når man bor og har sin arbejdsplads i de lande man rejser i. De følgende fortællinger er ikke ordnet strengt kronologisk, de er oplevelser der flyder dig i møde på samme måde som drivtømmer på en flod eller spontane oplevelser på en rejse.
Jeg har altid været draget af livets skæve sider, de steder og situationer, hvor noget stritter, hvor tingene ikke passer ind, og hvor normalitetens fernis er begyndt at slå revner. Jeg opsøger med vilje de områder, som hverken guidebøgerne, turistbureauerne eller de eventyrlystne Instagram-profiler beskæftiger sig med.
For der ligger et paradoks i den måde, vi taler om eventyr på. Selv de mest garvede eventyrere ender ofte de samme steder; de ikoniske bjergtinder, de endeløse ørkener, gletsjerne, regnskovene, landskaber som uden tvivl rummer storhed. Men i min optik findes eventyret ikke kun på toppen af et bjerg eller midt i en uberørt vildmark. Det kan også gemme sig under bølgende plastiktag i en papkasse by, i rustens irgrønne mønstre på et skibsophugningsværft eller i stanken og stilheden på en forladt losseplads.
Det er i sprækkerne, der hvor civilisationen er begyndt at smuldre, at man finder ægtheden, eventyret.
Dér hvor verden er gået kulturelt skævt. Hvor systemerne har opgivet, men hvor
mennesker alligevel fortsætter, med skrammede blikke, opfindsomme løsninger og en livskraft, der trodser både fornuft og logik.
De ulovlige blikskurbebyggelser, har draget mig, der hvor elektricitet tappes fra skrøbelige ledninger, og hvor børn løber barfodede gennem affald, glasskår, støv og håb. Jeg har drukket te på kanten af levende lossepladser og ført lange samtaler med mænd, der har mistet næsten alt, arbejde, hjem, status, nogle gange endda værdigheden.
Jeg har vandret gennem labyrinter af skibsrester, klatret over bjerge af skrot og jagtet geder ned fra bunkerne.
Det er ofte netop dér, man finder de mest interessante situationer. De stærkeste
billeder. Og de mennesker, der for alvor sætter ens eget liv i perspektiv. Deres historier bliver sjældent skrevet ned, og måske netop derfor er det så vigtigt at lytte, se og mærke. For det virkelige eventyr findes ikke altid dér, hvor kompasset peger mod verdens ende. Nogle gange ligger det midt i verdens undvigelser, i de områder samfundet helst vender ryggen til, og hvor livet alligevel insisterer på at folde sig ud.
Denne bog er ikke fyldestgørende, men er smagsprøver, et potpourri af oplevelser som fortjener langt mere, flere ord og flere billeder, og det vil komme i efterfølgende bøger, hvor jeg vil forsøge at uddybe de enkelte oplevelser i selvstændige historier.

Voldtofte, Fyn den 12. april 2026
David Wiik Udbjørg

Efter 60 år kan man gøre som man vil....

Synes lidt det er en tarvelig måde at få opmærksomhed på, hvis jeg skal være ærlig. MEN, når man har været i branchen i 60 år, og levet af musikken i 60 år, og har betydet sindssyg meget for landets næst største by og dens musik liv igennem eget musik, og igennem eget pladeselskab - og hedder Gnags, så kan man sgu tillade sig hvad som helst

Godt nok er Gnags ikke et ægte Århus band, men vi adopterede dem da de flyttede hertil, de har om nogen i Dansk musik, været med til at sætte Århus på landkortet, uden Gnags, ingen Helmig mfl.

Jeg forstår ikke helt hvorfor de er færdige med Festivaller? Det er der de gode hurtige penge ligger, og eksponeringen.. Hvis det var for at drosle ned, ville det da give bedre mening at sige at man ikke laver "små jobs" længere (underforstået indendørs koncerter)..

Uanset, så vil jeg sindssyg gerne opleve Gnags på en lille scene, et lille spille sted - de store artister og bands er tit og ofte sindssyg fede på små spille steder.

Jeg er bare glad for at de ikke stopper helt, for så ville Danmark simpelthen være et musikalsk udmagret land og kun bestå af plastik og samlebånds musikere/artister med latterlige tekster, et mudret lydbillede og en attitude som et slapt elastik.

Så fortsæt endelig drenge.. der er brug for de vilde kaniner...


https://ekstrabladet.dk/underholdning/kultur/gnags-stopper-efter-60-aar-har-spillet-sidste-festivalkoncert/11253820

Det kræver sin helt egen form for selvkontrol, når ordsproget "at holde masken" går fra at være en talemåde til en direkte fysisk disciplin.
For hvad sker der egentlig, når vi kigger på begge verdener - både det figurative pokerfjæs og den faktiske, fysiske maske?

Det sociale pokerfjæs:
I hverdagen er det "at holde masken" en usynlig overlevelsesmekanisme. Det er den indre kamp for ikke at flække af grin, når en kollega siger noget utilsigtet morsomt under et stramt personalemøde, eller kunsten at se professionel ud, når alt sejler.

Den bogstavelige maske: Teater og illusion:
Tager vi udtrykket helt bogstaveligt, rammer vi den klassiske scenekunst - fra det antikke græske teater til Commedia dell'arte og den venetianske karnevalstradition.

At bære en fysisk maske ændrer spillereglerne fuldstændigt:
- Kroppen overtager: Når dit ansigtsudtryk er faststøbt i træ, læder eller plastik, skal dit kropssprog bære 100% af følelsen.
- Øjets magi: Selvom masken er stiv, snyder du tilskuerens hjerne til at tro, at masken skifter udtryk, blot ved at ændre hovedets vinkel i forhold til lyset.
- Ingen genveje: Hvis du griner inde bag en fysisk maske, ryster skuldrene - og så er illusionen ødelagt med det samme!

Den dobbelte udfordring:
Den ultimative disciplin opstår der, hvor de to mødes: At stå i fuld udklædning med en fysisk maske og et stift teateransigt, mens alt omkring dig skriger på, at du burde bryde karakter.

Står du midt i en specifik situation, hvor du har brug for enten teaterteknikker, et godt grin, eller konkrete tricks til at bevare roen i en akavet samtale - Hvor sikker føler du dig så i situationen, mestrer du spillet og kan du holde masken?

#Socii #masken #pokerfjæs #ironi #humor #selvkontrol
Se flere indlæg fra mig #OleVagnkjær du er velkommen til at følge mig.

Forskningens Døgn er en fantastisk ting. Jeg har lige nydt foredraget “Kejserens nye AI-klæder” med samfundsforsker Lisa Reutter Larsen - her i Guldborg. Det var to timer med vand på min mølle:
"De fleste forestillinger om AI og dets potentiale leveres af virksomheder med økonomiske interesser i AI”
“AI kan ikke løse nogen af de store samfundsproblemer som klimaforandringer, ulighed, plastik i havet…”
Og så anbefalde hun at anvende hvorfor-metoden, når chefen siger at vi skal bare have AI så hurtigt som muligt…..

Mit nyeste værk i serien “De Oprindelige” et lille et af slagsen på knapt 66 x 66 cm men med et dybt budskab om at huske på de mennesker der lever udenfor rækkevidde af det nuværende geopolitiske morads.

Forestil jer en lille, trodsig ø i et uendeligt hav af sand. Det er Kukumane, dybt inde i Central Kalahari Game Reserve – en vildmark, der i udstrækning er større end hele Danmark.

Mens myndighederne har tømt store dele af dette enorme område, er en lille håndfuld familier blevet tilbage. De lever under en usynlig, bureaukratisk belejring, hvor vand skal hentes langt væk, og hvor retten til overhovedet at være der er en daglig kamp.

Alligevel står hun her. Midt i sin kraal, omgivet af tæpper mod kulden, med en sort plastikstol solidt plantet i sandet. Den stol er ikke bare et møbel; den er et anker. I et landskab, hvor staten behandler dem som ulovlige indtrængere, bliver stolen det ultimative symbol på varighed.

Teksten på billedet, “Secure in a Tilting World”, indfanger hendes situation præcist. Verden omkring hende hælder – den er ustabil, politisk usikker og i forandring. Men hun vælter ikke. Hun står fast.

De digitale QR-koder, der svæver over hegnet, vidner om, at selv her, i isolationen, trænger den moderne verden sig på. Men hendes blik fortæller os, at dette sted tilhører hende

En af de skønne larver vi kan møde de næste uger, er den hyggelige Kanelbjørn- Phragmatobia fuliginosa

De har tilbragt vinteren i skjul under løs bark, visne blade og kvas, og i haverne også i skure, i brændestakke og kvashegn.

Når det er blot en smule lunt, begiver de sig afsted, for at finde et godt sted at forpuppe sig.
De spinder en kokon af deres hår, forpupper sig i den, og efter en god måneds tid, klækker den super smukke imago.

Den første af pupperne her, havde valgt at sidde på et plastiklåg, der stod på gulvet i et åbent drivhus, den anden der kun lige er begyndt at spinde sin kokon, havde valgt et område med græsførne

Den super smukke imago var jeg super heldig, at få lov til at følge, fra lige efter den var klækket, til den fløj ud i haven

Dette er Monty (Python) min nyeste kat.
Langhåret selkirk rex (desværre klippet da tidl. ejer havde forsømt ham lidt).
Han er super smart. Virkelig en eftertænksom og logisk arbejdende kat.

Han elsker plastikspiraler. Kan lege med dem i timevis. Han kan både komme med dem og bede om de bliver kastet, spille lidt frem og tilbage. Og han ved jeg putter dem jeg finder i legetøjskassen, så når han ikke kan se en, går han hen og roder i kassen. Jeg har kun haft ham i 3 uger, så jeg glæder mig til at se hvor meget jeg kan lærer ham (og han kan lærer mig).

#SelkirkRex #kat

jeg ved ikke, hvilken f... båtnakke, der har opfundet selvopløselig plastik, men skal vi sige, vedkommende <i>ikke</i> er populær her på matriklen, når plastposer, man vil genbruge, i stedet går i stykker, når man skal tage vejsalt op af posen med hænderne, fordi posen smuldrer (kan åbenbart ikke holde fra en kold vinter til den næste), når man rører ved den, og når man ikke engang kan tage en spand i hånden og kaste indholdet (salt) ud i indkørslen, uden spanden går i stykker, så man ender med at stå med et stykke af den i hånden.