En ting jeg ofte tænker på for tiden:
Alt hvad vi køber, er skab at menneskehænder. I et eller andet skridt i processen, har en person udført et stykke arbejde, som maskiner ikke kan.
For eksempel er alle ærmer syet i. Der findes ingen maskiner, der kan sy et ærme. Og det tager mindre tid at have en person med en overlocker til at gøre det. Så den sjove t-shirt som man tænker "den vil jeg ikke betale 100kr for", er syet færdig af et menneske. Og det sjove logo er trykt på, efter en person har lagt det ind i tøjtryk maskinen.
Stof koster penge, transport koster penge, producenten og tøjbutikken vil gerne tjene penge. Og dem der syr og trykker, skal også betales ... lige pludselig er 100kr egentlig billigt.
Vi lever i en verden for LLM'er og robotter fylder meget, og der er meget fokus på at de overtager vores jobs.
Men alt fysisk vi kan købe, er blevet håndteret af et mennesker på et eller andet tidspunkt.
Vi ser det bare ikke.
Det meste bliver produceret i lande, hvor leveomkostningerne er lave. (Al produktion er efterhånden sendt hen hvor leveomkostningerne er lave, selvom det sagtens kunne produceres lokalt til kun en brøkdel mere i løn).
Men hvorfor er omkostningerne så lave? Fordi der gives en ussel løn til alle der bor der. Og lønnen er ussel fordi de kan presse den ned når folk er desperate. Og folk er desperate fordi lønnen er ussel. Ond cirkel der udnyttes.
Det er virkelig... Hver ting jeg kigger på, er produceret af en person som er meget fattigere end mig. Den stofgrydelap jeg køber til 15kr og overvejer at smide ud efter 3 mdr, fik kanten syet på af et andet menneske.
Jeg går rundt og kigger i butikker, og ser alt forbruget og køb, køb, køb kulturen omkring os... Andre mennesker har bygget, samlet, syet disse ting. De små perleøreringe med blomster, er samle med tænger af en person, der er så langt væk at jeg kun ser det som en ting.
Hvis jeg snakker med folk om hvor meget vi forbruger, får jeg ofte en "men jeg skal da ha!" og "dem der laver det skal jo også ha et arbejde".
Jeg ved ikke om det rent faktisk er forkert. Måske der er mange der har det fint med at have et job med at sy t-shirts eller samle værktøjskasser eller bygge telefoner, til en løn der matcher lokale leveomkostninger.
Og hvis alle holder op med at købe produktet, mister de ganske rigtigt deres job.
Et eller andet sted, er det også fantastisk at vi er nogle mennesker der får lov til at nyde så meget overflod og overskud som vi gør. Når man ser på menneskehedens historie de sidste 300,000 år, så har der været meget død og lidelse, og hårde liv. At vi har det så godt, er fantastisk. Det er måske meget godt at hvert fald nogle mennesker, i menneskets historie, får lov til at få og have og nyde. Selvom andre måske ikke får lige så godt et liv.
Hvis bare alle får hvad vi behøver og bliver respekteret, er det ikke dårligt at have produktionsjobs. Jeg kunne godt forestille mig at sidde og lave perleøreringe hele dagen ...Så længe jeg får en fornuftig løn og kun skal arbejde 24 timer om ugen (Fire dage om uge og seks timers dage, som forskning har målt er menneskers mest effektive arbejdstid.)
Men ved ved at sådan er det ikke. Der er ikke gode arbejdstider, god løn eller respekt.
Selvom vi ved det, er der svært at gøre noget. Det er de multinationale konglomerater og billionærerne, der presser og presser priserne og sænker kvaliteten og lønnen, i deres evige ønske om konstant kræftknudevækst og at se en linje i en graf gå opad. For dem handler det ikke om at have nok til et godt liv. De spiller et computerspil med fiktive tal der kaldes penge og kappes om at have linjer der stiger logaritmisk. Som kræftknuder og bakterievækst.
Jeg kan ikke alene ændre verden, bare ved at stoppe mit forbrug. Vi kan ikke alene ændre verden ved at stoppe forbruget. For der bliver stadig produceret, maskinen er i gang.
Der skal stærkere kræfter til, for at få fjernet kræftknuden og og gjort rent i systemerne.
Men stadig, hver gang jeg ser på et stykke tøj i en butik, kan jeg ikke lade være med at tænke: En anden person har syet denne.
Det føles så mærkeligt.
....
... jeg er nok på vej ind i en depression. Jeg plejer at have depression i marts, fordi dagene bliver lysere.
En ting jeg ofte tænker på for tiden:
Alt hvad vi køber, er skab at menneskehænder. I et eller andet skridt i processen, har en person udført et stykke arbejde, som maskiner ikke kan.
For eksempel er alle ærmer syet i. Der findes ingen maskiner, der kan sy et ærme. Og det tager mindre tid at have en person med en overlocker til at gøre det. Så den sjove t-shirt som man tænker "den vil jeg ikke betale 100kr for", er syet færdig af et menneske. Og det sjove logo er trykt på, efter en person har lagt det ind i tøjtryk maskinen.
Stof koster penge, transport koster penge, producenten og tøjbutikken vil gerne tjene penge. Og dem der syr og trykker, skal også betales ... lige pludselig er 100kr egentlig billigt.
Vi lever i en verden for LLM'er og robotter fylder meget, og der er meget fokus på at de overtager vores jobs.
Men alt fysisk vi kan købe, er blevet håndteret af et mennesker på et eller andet tidspunkt.
Vi ser det bare ikke.
Det meste bliver produceret i lande, hvor leveomkostningerne er lave. (Al produktion er efterhånden sendt hen hvor leveomkostningerne er lave, selvom det sagtens kunne produceres lokalt til kun en brøkdel mere i løn).
Men hvorfor er omkostningerne så lave? Fordi der gives en ussel løn til alle der bor der. Og lønnen er ussel fordi de kan presse den ned når folk er desperate. Og folk er desperate fordi lønnen er ussel. Ond cirkel der udnyttes.
Det er virkelig... Hver ting jeg kigger på, er produceret af en person som er meget fattigere end mig. Den stofgrydelap jeg køber til 15kr og overvejer at smide ud efter 3 mdr, fik kanten syet på af et andet menneske.
Jeg går rundt og kigger i butikker, og ser alt forbruget og køb, køb, køb kulturen omkring os... Andre mennesker har bygget, samlet, syet disse ting. De små perleøreringe med blomster, er samle med tænger af en person, der er så langt væk at jeg kun ser det som en ting.
Hvis jeg snakker med folk om hvor meget vi forbruger, får jeg ofte en "men jeg skal da ha!" og "dem der laver det skal jo også ha et arbejde".
Jeg ved ikke om det rent faktisk er forkert. Måske der er mange der har det fint med at have et job med at sy t-shirts eller samle værktøjskasser eller bygge telefoner, til en løn der matcher lokale leveomkostninger.
Og hvis alle holder op med at købe produktet, mister de ganske rigtigt deres job.
Et eller andet sted, er det også fantastisk at vi er nogle mennesker der får lov til at nyde så meget overflod og overskud som vi gør. Når man ser på menneskehedens historie de sidste 300,000 år, så har der været meget død og lidelse, og hårde liv. At vi har det så godt, er fantastisk. Det er måske meget godt at hvert fald nogle mennesker, i menneskets historie, får lov til at få og have og nyde. Selvom andre måske ikke får lige så godt et liv.
Hvis bare alle får hvad vi behøver og bliver respekteret, er det ikke dårligt at have produktionsjobs. Jeg kunne godt forestille mig at sidde og lave perleøreringe hele dagen ...Så længe jeg får en fornuftig løn og kun skal arbejde 24 timer om ugen (Fire dage om uge og seks timers dage, som forskning har målt er menneskers mest effektive arbejdstid.)
Men ved ved at sådan er det ikke. Der er ikke gode arbejdstider, god løn eller respekt.
Selvom vi ved det, er der svært at gøre noget. Det er de multinationale konglomerater og billionærerne, der presser og presser priserne og sænker kvaliteten og lønnen, i deres evige ønske om konstant kræftknudevækst og at se en linje i en graf gå opad. For dem handler det ikke om at have nok til et godt liv. De spiller et computerspil med fiktive tal der kaldes penge og kappes om at have linjer der stiger logaritmisk. Som kræftknuder og bakterievækst.
Jeg kan ikke alene ændre verden, bare ved at stoppe mit forbrug. Vi kan ikke alene ændre verden ved at stoppe forbruget. For der bliver stadig produceret, maskinen er i gang.
Der skal stærkere kræfter til, for at få fjernet kræftknuden og og gjort rent i systemerne.
Men stadig, hver gang jeg ser på et stykke tøj i en butik, kan jeg ikke lade være med at tænke: En anden person har syet denne.
Det føles så mærkeligt.
....
... jeg er nok på vej ind i en depression. Jeg plejer at have depression i marts, fordi dagene bliver lysere.
English