Forfatteren Carsten Jensen:
NÅR DEN STÆRKE YDMYGER
DEN SVAGE
Hvad føler du, når du overværer ydmygelsen af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus?
Jeg så først klippet efter midnat og stivnede fuldstændig. Jeg var på vej i seng, men begyndte i stedet at søge på nettet efter kommentarer. Det var ikke kun, fordi jeg måtte finde en mening i det, jeg havde overværet. Det var først og fremmest, fordi jeg ikke ville være alene i verden. For det var den følelse, der greb mig, ensomhed. og alle de kommentarer, jeg fandt, vidnede om den samme reaktion, en rådvildhed på kanten af fortabthed.
Hvorfor? Jeg har aldrig et øjeblik troet på, at Donald Trump ville verden noget positivt. Jeg har aldrig troet på, at USA kun var en beskytter af alt det gode i verden. Jeg er vokset op med Vietnam-krigen. Jeg har set Irak bryde sammen i vold efter en invasion baseret på løgne. Jeg har på nært hold været øjenvidne til Afghanistans traumer. Jeg har haft en tøvende tro på EU, men overværer også, hvordan fællesskabet nu bliver eroderet indefra af populisme og opportunisme.
Jo, Putin er Europas fjende. Men han står for det samme som stærke politiske kræfter i mange europæiske lande, racisme, misogyni, klimabenægtelse, had til demokratiet. Måske er det kun ønsket om at bruge rå magt, der endnu skiller ham fra de populistiske yderfløje i Ungarn, Italien, Holland, Tyskland og Sverige.
Donald Trump står for det samme.
Jeg tror, at det var derfor, vi er så mange, der er rystede over mødet mellem Zelenskyj og Trump. De sidste illusioner bristede. Maskerne faldt.
Mange skriver, at overfaldet på Zelenskyj var planlagt, og jeg tror dem. Det var de stærke, der belærte den svage om hans fuldstændige retsløshed. Det var de stærke, der belærte den svage om hans rette plads, som er på gulvet under deres sømbeslåede støvler. Prøver han at protestere, ender han med en knebel i munden.
Der var kun løgne om Ukraine og krigen fra den samme Trump, der for få dage siden beskyldte Zelenskyj for at være en diktator, skønt det er den storhedsvanvittige Trump selv, der aspirerer til at blive én. Og dog blev Zelenskyj, som en rollemodel for resten af os, ved med at prøve at komme til orde.
Her var ærlighed. Her var menneskelig integritet. Her var også en åbenlys fortvivlelse, der kun var alt for tydelig at læse i Zelenskys ansigt, alt det, der er forbudt på den politiske scene, ikke mindst i Det Hvide Hus. Og så var der Zelenskyjs påmindelse til den megalomane præsident om, at heller ikke USA, skønt landet ligger omgivet af to verdenshave, kan isolere sig fra resten af verden, denne simple kendsgerning, som hensatte Trump i et rødhovedet raserianfald.
Der var en dansk diplomat på DR, som her til morgen belærte Zelenskyj om, at han skulle have lagt sig ned, så var det ikke endt i det, diplomaten bagatelliserende kaldte et skænderi. Jo, det er læren af denne scene til hele verden. Læg jer ned, tal magthaverne, hvad enten det er Putin eller Trump, efter munden. Så vil verden bestå, måske ikke jeres verden, men deres.
Er det, hvad vi vil?
Forfatteren Carsten Jensen:
NÅR DEN STÆRKE YDMYGER
DEN SVAGE
Hvad føler du, når du overværer ydmygelsen af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus?
Jeg så først klippet efter midnat og stivnede fuldstændig. Jeg var på vej i seng, men begyndte i stedet at søge på nettet efter kommentarer. Det var ikke kun, fordi jeg måtte finde en mening i det, jeg havde overværet. Det var først og fremmest, fordi jeg ikke ville være alene i verden. For det var den følelse, der greb mig, ensomhed. og alle de kommentarer, jeg fandt, vidnede om den samme reaktion, en rådvildhed på kanten af fortabthed.
Hvorfor? Jeg har aldrig et øjeblik troet på, at Donald Trump ville verden noget positivt. Jeg har aldrig troet på, at USA kun var en beskytter af alt det gode i verden. Jeg er vokset op med Vietnam-krigen. Jeg har set Irak bryde sammen i vold efter en invasion baseret på løgne. Jeg har på nært hold været øjenvidne til Afghanistans traumer. Jeg har haft en tøvende tro på EU, men overværer også, hvordan fællesskabet nu bliver eroderet indefra af populisme og opportunisme.
Jo, Putin er Europas fjende. Men han står for det samme som stærke politiske kræfter i mange europæiske lande, racisme, misogyni, klimabenægtelse, had til demokratiet. Måske er det kun ønsket om at bruge rå magt, der endnu skiller ham fra de populistiske yderfløje i Ungarn, Italien, Holland, Tyskland og Sverige.
Donald Trump står for det samme.
Jeg tror, at det var derfor, vi er så mange, der er rystede over mødet mellem Zelenskyj og Trump. De sidste illusioner bristede. Maskerne faldt.
Mange skriver, at overfaldet på Zelenskyj var planlagt, og jeg tror dem. Det var de stærke, der belærte den svage om hans fuldstændige retsløshed. Det var de stærke, der belærte den svage om hans rette plads, som er på gulvet under deres sømbeslåede støvler. Prøver han at protestere, ender han med en knebel i munden.
Der var kun løgne om Ukraine og krigen fra den samme Trump, der for få dage siden beskyldte Zelenskyj for at være en diktator, skønt det er den storhedsvanvittige Trump selv, der aspirerer til at blive én. Og dog blev Zelenskyj, som en rollemodel for resten af os, ved med at prøve at komme til orde.
Her var ærlighed. Her var menneskelig integritet. Her var også en åbenlys fortvivlelse, der kun var alt for tydelig at læse i Zelenskys ansigt, alt det, der er forbudt på den politiske scene, ikke mindst i Det Hvide Hus. Og så var der Zelenskyjs påmindelse til den megalomane præsident om, at heller ikke USA, skønt landet ligger omgivet af to verdenshave, kan isolere sig fra resten af verden, denne simple kendsgerning, som hensatte Trump i et rødhovedet raserianfald.
Der var en dansk diplomat på DR, som her til morgen belærte Zelenskyj om, at han skulle have lagt sig ned, så var det ikke endt i det, diplomaten bagatelliserende kaldte et skænderi. Jo, det er læren af denne scene til hele verden. Læg jer ned, tal magthaverne, hvad enten det er Putin eller Trump, efter munden. Så vil verden bestå, måske ikke jeres verden, men deres.
Er det, hvad vi vil?
English