Da sagde Almitra (til Profeten Almustafa): Tal til os om kærlighed.
Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuld røst begyndte han at tale:
Når kærligheden kalder jer, følg den,
Er dens vej end stejl og stenet.
Og favnes i af dens vinger, da giv jer hen til den.
Skulle i end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer.
Og når den taler til jer, tro den.
Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.
Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer. Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige;
Og da overlader den jer til sin hellige ild, at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.
Alt dette skal kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.
Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder.
Da er det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,
til den uomskiftelighedens verden, hvor I skal le, men ikke al jeres latter, og græde, men ikke alle jeres tårer.
Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for kærligheden er kærlighed alt.
Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke:
”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal i sige : ”Vi dvæler i Guds hjerte”.
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs, thi dersom kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.
Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.
(Fra Kahlil Gibran: profeten)
Da sagde Almitra (til Profeten Almustafa): Tal til os om kærlighed.
Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuld røst begyndte han at tale:
Når kærligheden kalder jer, følg den,
Er dens vej end stejl og stenet.
Og favnes i af dens vinger, da giv jer hen til den.
Skulle i end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer.
Og når den taler til jer, tro den.
Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.
Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer. Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige;
Og da overlader den jer til sin hellige ild, at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.
Alt dette skal kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.
Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder.
Da er det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,
til den uomskiftelighedens verden, hvor I skal le, men ikke al jeres latter, og græde, men ikke alle jeres tårer.
Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for kærligheden er kærlighed alt.
Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke:
”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal i sige : ”Vi dvæler i Guds hjerte”.
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs, thi dersom kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.
Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.
(Fra Kahlil Gibran: profeten)
English