Jeg er simpelthen ved at være godt og grundigt træt af det her.

Hver eneste gang Donald Trump åbner munden og holder endnu en af de der fuldstændig usammenhængende taler, så sidder medierne bagefter og analyserer og analyserer og analyserer. Hvad mente han. Hvad sagde han egentlig. Hvad er strategien.

Men helt ærligt. Der er jo ikke noget at analysere.

Det er jo det rene kaos. Han springer fra det ene til det andet, modsiger sig selv konstant og ændrer kurs fra den ene dag til den anden. Først skal der ikke være hjælp. Så skal der være hjælp. Først er det hård linje. Så er det noget helt andet. Der er ingen rød tråd, ingen retning og ingen stabilitet.

Og imens sidder vi andre og skal forholde os til konsekvenserne i en verden, der i forvejen er presset.

Jeg forstår godt, at medierne vil prøve at finde mening i det hele. Men måske er tiden kommet til at sige det, som det er. Ikke alt giver mening. Og ikke alt skal pakkes ind i analyser, som om der ligger en gennemtænkt plan bag.

Nogle gange er det bare støj.

Og det er ærligt talt ved at være trættende at høre på.

#Verdenspolitik #Trump #Geopolitik #Medier #Debat #Lederskab #Sikkerhed

Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.

Vinteren slog til lige efter nytår. Kulde og sne lagde et tæppe af ro over haven og en illusion om, at verden er blevet god igen.
Når jeg sidder med morgenkaffen og kigger ud, falder der en velsignet ro over livet. Pindsvinene ligger forhåbentlig trygt i deres vinterhi og venter på forår.
Fuglene sidder stille rundt om i træer og buske. Et par musvitter, gærdesmutter og en rødhals flokkes omkring foderstederne sammen med en større gruppe af solsorte.
Mellem fuglesporene i sneen, er der kattespor!
Et øjeblik føler jeg mig fanget mellem den Trumpske udgave af verdensfred, Putins menneske ofringer i nabolaget og behovet for at sætte kedlen over til endnu en kop kaffe, eller at gå i seng igen for at få varmen og det hele til at gå væk.
Jeg slukker for nyhedsstrømmen og en af kattene springer op for at få lidt omsorg. Når Xantippe har fået sit behov dækket, så er det Sokrates der springer op og sætter sig til rette. Nogle gange er det omvendt. Det kan der godt gå lidt tid med.
Jeg har i mange år brugt januar til eftertanke. Om livet der var og det liv der venter.
Forleden genså jeg en film på DR. Filmen så jeg første gang da den blev vist i biografen i 1980: Velkommen Mr. Change, hedder den. Det er Peter Sellers der har hovedrollen som gartneren Mr. Change. Forventningen dengang i 1980 var, at jeg skulle ind for at se en sjov film, for det er jo sådan vi husker Peter Sellers, bl.a. i Den lyserøde panter eller i den evigt tilbagevendende film nytårsnat: Kom og vask min elefant.
Hele sit liv har Mr. Chance boet isoleret som gartner i en rig excentrikers villa. Han kan hverken læse eller skrive. Da ejeren dør, kommer Chance ud i en verden, han kun kender gennem tv. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin. Chance bliver skiftevis fortolket som poet og filosof af den finansielle elite.
Når gartneren Chance siger noget banalt om havearbejde, så fortolker politikerne det som dyb filosofi: Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.
Change lyver aldrig. Nogle tilfældigheder senere er han præsidentens personlige rådgiver!
Det vil aldrig kunne ske i dag. Ikke at en enfoldig kan blive præsidentens rådgiver eller præsident for den sags skyld, men at vedkommende aldrig lyver.
I filmens slutscene går Mr. Change på vandet.

Ind imellem lyder fuglene som om det er forår, og et par blåmejser ser ud til at have reserveret plads i havens to mejsekasser. Det ser ifølge DMI ikke ud til, at vinteren har tænkt sig at overgive sig lige med det første.
Og som det er med verdenspolitikken, er vejret uforudsigeligt i denne tid. Vi må håbe, at rødderne ikke bliver skåret over, så skal det nok gå alt sammen.