Da sagde Almitra (til Profeten Almustafa): Tal til os om kærlighed.
Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuld røst begyndte han at tale:
Når kærligheden kalder jer, følg den,
Er dens vej end stejl og stenet.
Og favnes i af dens vinger, da giv jer hen til den.
Skulle i end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer.
Og når den taler til jer, tro den.
Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.

Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer. Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige;
Og da overlader den jer til sin hellige ild, at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.

Alt dette skal kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.

Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder.
Da er det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,
til den uomskiftelighedens verden, hvor I skal le, men ikke al jeres latter, og græde, men ikke alle jeres tårer.

Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for kærligheden er kærlighed alt.

Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke:
”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal i sige : ”Vi dvæler i Guds hjerte”.
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs, thi dersom kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.

Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.

(Fra Kahlil Gibran: profeten)

https://youtu.be/gJOH-ue2g_E?is=RAG7Z_aSBnaU4WK7

I aften, igen i år, tænder jeg lys i vinduerne. I taknemmelighed til dem der ofrede sit liv for os alle.
Tak.

<h2> Den 16. februar rundede jeg endnu en milepæl</h2>og jeg oplevede noget, som er svært at forholde sig til.

Det handler om...
at det er underligt, pludselig at være jævnaldrende med gamle mennesker.

Ref. til #humor #ironi #samvær #fødselsdag #taknemmelighed #selverkendelse #selvironi #Socii

Ugens helt store emne for landets forfattere - vistnok uden undtagelse - er bibliotekspenge. Nogen har fået mere, andre mindre og en hel del slet intet. Et fåtal har fået så meget, at de vil kunne leve godt af det i et stykke tid.

Jeg hører til en af de heldige, der har fået lidt mere end sidste år og for det er jeg helt utroligt taknemmelig! Det betyder nemlig, at I stadig læser med, låner bøger på biblioteket og lytter på e-reolen.

Jeg har fået lidt mere end sidste år, så jeg nu er oppe på hele 29.388,83 kr. Det lyder måske ikke af meget, når beløbet dækker et helt år, og der er selvfølgelig også andre penge at tjene som forfatter - for eksempel ved salg og foredrag, men dette er faktisk min største 'lønseddel' siden jeg trak mig tilbage fra det knusende karrieliv jeg havde indtil 2018.

Tak til alle jer, der læser med og gør det muligt for mig at leve - måske ikke af, så i hvert fald med - et forfatterliv.

PS. Alle mine bøger kan lånes på biblioteket, lyttes på e-reolen eller... købes direkte hos mig. Det er bare at sende en besked bagom :-D

Polens taknemmelighed overfor Iran.

I dag faldt jeg over en polsk mand, der skrev, at Polen altid vil være Iran taknemmelig, fordi de tog imod polske flygtninge, og undersøgte det lidt:

Under Anden Verdenskrig (1942-1943) modtog Iran over 116.000 polske flygtninge, herunder soldater fra General Władysław Anders' armé samt tusindvis af civile og omkring 2-3.000 forældreløse børn. De var flygtet fra sovjetiske fangelejre i Sibirien og Centralasien efter at være blevet deporteret fra det østlige Polen.

Flygtningene var svækket af to års mishandling og sult, og mange led af malaria, typhus, feber, luftvejssygdomme og sygdomme forårsaget af sult. Mange flygtninge døde kort efter ankomst til Iran som følge af langvarig sult - deres kroppe kunne ikke tåle mad.

Iranerne viste stor gæstfrihed på trods af egne vanskeligheder - hungersnød, økonomisk pres og allieret besættelse. Selvom Iran led under dårlige forhold, åbnede landet dørene for de polske flygtninge. Der er historier om, hvordan iranere kastede mad og slik til flygtningene, da de ankom, og hvordan den lokale befolkning hjalp til med at pleje de syge.

Byen Isfahan blev kendt som "De polske børns by" ("The City of Polish Children"). Der blev oprettet polske skoler og børnehjem i Isfahan. Tusindvis af børn, der var blevet forældreløse under krigen, fandt et midlertidigt hjem i disse institutioner.

Polske kirkegårde i Iran bliver stadig passet. I Tehran ligger den største polske kirkegård, og der findes også polske kirkegårde i andre byer.

Den polske regering har officielt takket Iran flere gange - bl.a. i 2022 ved 80-års jubilæet, hvor udenrigsminister Zbigniew Rau takkede det iranske folk for "generøs støtte" og for at passe polske kirkegårde. I 2024 blev der holdt arrangementer i Iran for at mindes den polske flygtningebølge - bl.a. en udstilling i Isfahan. Arrangementet viser, at Polen stadig lægger vægt på historien.

Og det er ikke første gang, Iran har støttet undertrykte folk. Under krigen i Bosnien-Hercegovina (1992-1995) sendte Iran våben og hjælp til bosniakerne, som var udsat for folkedrab - alt imens FN's våbenembargo var i kraft.

Også under apartheid i Sydafrika støttede Iran frihedskampen - efter revolutionen i 1979. Før da samarbejdede shahens Iran desværre med USA og Israel og bakkede op om apartheidregimet. Men efter revolutionen brød Iran med apartheid, indførte boykot og støttede i stedet ANC's kamp.

En helt uforglemmelig film for både børn og voksne - om barndommen og livets mirakler 🩷🩷🩷 “Lille Amelie”

Føler mig taknemmelig for at have været til forpremiere i går i Park bio

https://m.youtube.com/watch?v=wpnaDqi1SzE

Sorg processen
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lave et “RIP” opslag, som så mange gør. Men denne proces har været så lærerig, givende og vigtig. Og jeg tænker mange vil kunne bruge at reflektere over dette emne. Døden. Sorgen.

Dette skriv er Ikke blot til heste mennesker. Vi har generelt her i vesten et lidt anstrengt forhold til sorg og død. Vi er opdraget til at det er noget vi skal over. Vi skal fikses så snart der er noget de gør ondt. Det samme med vores dyr. De må ikke lide. Og det gør at vi somme tider ikke giver det den tid det har brug for.

Søndag: Jeg sidder her i solen, på jorden, men Djuna ved min side. Vølven ligger under en presenning til højre for mig Lovis græsser foran mig og bevæger sig rundt. Og Flamme står og sover i solen lidt til venstre for mig. Det er to dage siden Vølven blev aflivet. Det var en fredag og derfor blev hendes krop først hentet flere dage efter - mandag morgen. Først tænkte jeg åh nej så skal hun ligge der og svulme op. Men det var så heldigt at hun skulle ligge her så mange dage. For de havde brug for tid til at give slip. De havde brug for flere dage, hvor de kunne gå til og fra.

Hegnet herude hvor hun er blevet lagt, er noget hurtigt midlertidigt noget jeg satte op for et par dage siden, og jeg turde ikke lade dem være her natten over. Den første aften da jeg tog den væk herfra, blev de så oprevet og løb fortvivlet rundt, frem og tilbage og skreg på hende. De vrinskede hele natten. Tidligt næste morgen da jeg åbnede løb de alt hvad de kunne ud til hende og stille sig og faldt straks til ro igen. Hele lørdag og søndag gik de herude til og fra. Men altid i nærheden. Og så snart jeg forsøgte at lukke et led herud eller tage dem væk herfra blev de oprevet, så de fik den tid de havde brug for og kun om natten blev de lukket fra. Gradvist blev de mere og mere rolige - i deres vej her ud om morgenen og når de blev fodret og drak, kunne jeg sætte spandenne længere og længere væk og de skyndte sig mindre og mindre tilbage.

Men jeg er spændt på at se hvordan de reagerer i morgen når hun bliver hentet. Når hendes krop bliver hentet. For de ved godt hun ikke er her mere, og de bevæger sig mere og mere væk fra hende selvom de stadig bliver herude omkring. Lugten af gas støder dem også naturligt fra. De står her kortere og kortere tid. Men Lovis har stadig brug for at stå ved hende indimellem.

Jeg er så taknemmelig for at jeg har kunne give dem muligheden for det.

Vi har sørget sammen. Jeg har grædt. Jeg har været her. Jeg har siddet her med dem, gået med dem, været i nærheden. Tiden i denne her proces har været anderledes end så mange andre gange jeg har måtte tage beslutningen om at slutte et liv. Det har været godt for mig og for flokken, som nu kun er to. De vil gerne hænge ud herude fordi de også er tættere på naboens flok på fem. Jeg tror gerne de vil (endnu mere nu hvor de er blevet en mindre) have inddraget dem i flokken.

Kan de finde ud af at være to. Flamme og Lovis. Og hvad når Flamme heller ikke er her mere. Han er jo en ældre herre, selvom han har det godt nu. Kan hun klare det igen Louis - at skulle sige farvel. Da jeg så hvor fortvivlet hun var lige da vi havde lagt Vølven ned - hvordan hun blev ved med at forsøge at få hende op - skrabede hårdt på hende med sin store kraftfulde, stærke forben - som hun har gjort så mange gange da Vølven var lille og skulle op og have mælk, og som Vølven har gjort ved hende, når hun var sulten. I det øjeblik tænkte jeg, at hun måtte med når Flamme skal her fra. Jeg kunne ikke få over mit hjerte af at hun skulle igennem det en gang til - at blive efterladt. Men selvfølgelig er båndet et andet mellem mor og datter, og mellem en voksen hest og hendes companion- en gammel onkel til hendes barn. Og denne sort er naturlig. Sorgen er altid naturlig. Og vi skal tillade den og givende den plads den skal have.

Fortsættelse i kommentarfeltet pga tekstlængde begrænsning nået..

Da kulturnatten fyldte 25 år, var der nogle børn, der lavede dette kunstværk til os.
Det var vi meget taknemmelige for. - Og næste år fylder vi 30

Sidste år i maj og juni, havde min kære hustru, Åse Fænø Meinhardt og jeg, to måneders orlov fra vores jobs.
Vi pakkede bilen med telt, Trangia, vandrestøvler og kajakker, og kørte, roede og vandrede op gennem Sverige og Lapland, hvor vi drejede til venstre over til Norge, for at ro og vandre i Vesterålen og Lofoten.
Det blev til 50 dage i noget af verdens smukkeste natur, og en rejse som vi aldrig vil glemme.
I år må vi så desværre nøjes med de obligatoriske tre ugers ferie, og når nu man ved, hvor meget både Sverige og Norge har at byde på, er det virkeligt svært at begrænse sig
Anyways, så gar turen nordpå igen, og mon ikke vi kan få proppet en uges god vandring, og en uges ligeså god roning ned i de sølle tre uge....Let´s hope so
Forslag til helt fantastiske vandre- og/eller ro-spots i Sverige og/eller Norge modtages med stor taknemmelighed
Her er lige en lille håndfuld billeder (ud af ca. 1.400) fra sidste års tur.

Et par timer i sneen og solen, med flokken

Jeg blir nødt til at dele, den sansende oplevelse. Lyset var så stærkt at jeg næsten var blændet. Det hvide og den stærke sol, der varmede hestenes pels. Mine hænder på deres krop, der hvor de tillod det. Taknemmelighed over blot at være i nærheden, når de sagde nej tak til berøring.

Vølven gik lidt for sig selv, og vi havde en stund alene, inden de to andre opdagede mig og kom op til os. Efter en stund i samlet flok - nærvær i tæthed, gik Lovis op mod en af løsdrifterme for at tage en lur i læ. Jeg mærkede en træthed og lagde mig i sneen. Vølven var optaget at at finde græs under sneen og Flamme ville bare gerne være tæt. Blid og blød som han kan være, næsten sov han en stund, inden han begyndte at visitere mig. Og gradvist gik han ind over mig. Han som ellers altid er så hensynsfuld. Han ville mig noget. Have mig op? Op at sidde, op på knæ. Så faldt han til ro igen og vi mediterede lidt videre. Ind til Vølven kom, så vågnede han op for at bide lidt i hende. Hun skulle åbenbart ikke blande sig.

Måske ville han have frokost, så vi gik mod stalden. Og jeg fik lyst til at se om sneen kunne bære en trav. Så jeg spurgte Lovis om hun var med på den. Jeg havde lyst til at blive båret, for sneen er dyb og tung.

Opsadling kan stadig være en udfordring for Lovis, men jeg kan efterhånden næsten altid få lov til at ligge sadel på, uden at hun går sin vej, hvis jeg giver mig tid nok. Det har været en lang proces og jeg syntes vi er kommet godt på vej. For i mål kommer vi nok aldrig. Vi kan altid gøre det lidt blødere, lidt mere mindfuldt, med lidt mere kontakt, accept og samhørighed.

Samme proces med trensen. Med indparkering, med opsidningen. God tid, spørge, pause, hjerte kohæreret vejtrækning, bede om tilladelse, vente, forbinde, nærvær, sammenhørigheden, taknemmelighed, ærefrygt.

Og vi fik den trav. Uden intention om retning eller form, fik vi den blødeste lækreste trav jeg nogen sinde har oplevet på Lovis. Tak Lovis.