🧐 En luftlæk på ISS blotlagde for nylig en konflikt mellem NASA og Rusland. Samtidig understreger sagen, at verdens vigtigste rumstation nærmer sig slutningen på sin levetid - uden en oplagt afløser. Læk på ISS afslører et større problem: Hvad sker der, når rumstationen "dør"? I juni måtte fem astronauter forlade ISS og gå ombord på et Dragon-rumskib parate til at vende tilbage til Jorden, mens to russiske kosmonauter søgte at reparere en læk, der får luft fra rumstationen til at forsvinde ud i rummet. Det lyder jo dramatisk, men gradvist er der kommet flere oplysninger om, hvad der skete. Det gennemgår vi nu, men vi vil også se på, hvad hændelsen betyder for rumfarten de næste 4-5 år, som er den tid, der er tilbage, før ISS i 2030 efter planen sendes ind i atmosfæren for at brænde op et sted over det sydlige Stillehav. 🧐 Hvad skal der ske når Rumstationen "dør" - kommer der en afløser og et nyt samarbejde???

🇩🇰 Søværnet og Flyvevåbnet øver fremtidens luftforsvar. Med fregatten Absalon placeret i Kattegat, på Sjællands Odde og Air Control Wing i Karup, skød Flyvevåbnet og Søværnet for nylig et nyt samarbejde i gang med det jordbaserede luftforsvarssystem, som omdrejningspunkt. Samarbejde genoptages efter 20 år: Der er intet nyt i, at enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet samarbejder, men alligevel var en ting ved denne samtræning bemærkelsesværdig. Med indkøbet af NASAMS i 2025 kunne Forsvaret for første gang i 20 år kalde sig indehavere af et jordbaseret luftforsvar, og med det kommer en del logistisk arbejde. En af de vigtigste faktorer for et effektivt, jordbaseret luftforsvar er at få opsat en stabil kommunikation imellem de involverede enheder. Altså NASAMS, Søværnets fregatter og Air Control Wing i Karup via det militære dataudvekslingsformat Link 16. Netop dette skulle testes for første gang under træningen. Link 16 er den platform, hvor Forsvarets enheder kommunikerer med hinanden via data. Her kan de udveksle taktiske informationer gennem tekstbeskeder, billedfiler og lyd. Ifølge major og eskadrillechef ved Flyvevåbnets Eskadrille 541, Martin, er det afgørende for NASAMS effektivitet, at få Link 16-kommunikationen op at køre. ”Vores koncept som jordbaseret luftforsvar går ud på at stå så skjult som muligt, så længe som muligt. Først, når det er absolut nødvendigt, tænder vi vores radar. Når vi tænder den, bliver vi selv synlige, og så skal vi flytte os igen hurtigt for at stå skjult et nyt sted. Så hele ideen er, at vi kan bruge de andres Link 16-luftbillede til at stå og være klar.” #Socii #Søværnet #Flyvevåbnet #kommunikation

Nasa har udpeget astronauterne til Artemis III-missionen. Tre amerikanske og en italiensk astronaut er blevet udpeget til at deltage i det amerikanske rumagentur Nasas næste Artemis-delmission. Missionen finder efter planen sted i slutningen af 2027. Her skal de fire astronauter gennemføre en række tests i kredsløb om Jorden, som er en forudsætning for, at en planlagt bemandet rumfærd til Månens sydpol i 2028 kan gennemføres.

Det kommer til at tage "en god rum tid" at reparere den opsendelsesrampe, der i sidste uge blev beskadiget, da raketten New Glenn fra den amerikanske rumfartsvirksomhed Blue Origin eksploderede under en test i den amerikanske delstat Florida. Rumfartsvirksomhedens New Glenn-raket er udviklet til at kunne konkurrere med SpaceX's Falcon 9-raket. De to rumfartsvirksomheder konkurrerer om at levere landingsmodulet til Nasas første Artemis-landing på Månen. Det er rumfartsorganisationens plan, at få mennesker tilbage på Månen i 2028. #Socii #rumfart #BlueOrigin #NewGlenn

Skal Europa tage rumfart langt mere alvorligt? Vi står i en tid, hvor verden forandrer sig hurtigt. Magtbalancer flytter sig, teknologier udvikler sig med hastige skridt, og nye arenaer for indflydelse opstår. En af de mest oversete, men afgørende, er rummet. I dag er det i høj grad aktører som NASA, SpaceX, CNSA og Roscosmos, der sætter retningen. Europa deltager gennem European Space Agency, men vi er ikke dem, der definerer udviklingen. Det bør give anledning til eftertanke. For rumfart i dag handler ikke kun om prestigeprojekter eller at sætte mennesker på månen. Det handler om satellitter, kommunikation, overvågning, klimaindsigt, cybersikkerhed og i stigende grad også adgang til fremtidige ressourcer. Med andre ord: Det handler om infrastruktur, sikkerhed og suverænitet. Når så store dele af denne udvikling ligger i hænderne på stormagter med vidt forskellige interesser og værdier, og i nogle tilfælde også politisk ustabilitet, er det et legitimt spørgsmål, om Europa i for høj grad har overladt styringen til andre. Europa har ellers nogle helt særlige forudsætninger. Vi bygger på demokratiske værdier, vi har stærke forskningsmiljøer, og vi har en tradition for samarbejde på tværs af landegrænser. Det giver os en mulighed for ikke bare at deltage, men også for at sætte en retning, eksempelvis når det gælder ansvarlig brug af teknologi, regulering og internationalt samarbejde. Historisk har rumkapløb været drivkraft for enorme teknologiske fremskridt. Mange af de løsninger, vi i dag tager for givet, har rødder i netop den udvikling. Der er ikke noget, der tyder på, at det ikke kan gentage sig. Derfor bør spørgsmålet ikke være, om vi har råd til at investere mere i rumfart. Spørgsmålet er snarere, om vi har råd til at lade være. Hvis Europa ønsker reel indflydelse i fremtiden, kræver det, at vi engagerer os dér, hvor fremtidens teknologier, infrastrukturer og magtstrukturer bliver formet. Ellers risikerer vi at ende som tilskuere til en udvikling, som andre definerer. Europa behøver ikke dominere. Men vi bør tage ansvar. For i sidste ende handler det ikke kun om rummet. Det handler om, hvilken rolle vi ønsker at spille i verden. #Rumfart #Europa #Teknologi #Sikkerhed #Innovation #Fremtiden #StrategiskAutonomi

Tredje planet fra solen, og det er vores 😍 🤩 🥰 https://www.nytimes.com/2026/04/03/science/nasa-artemis-moon-photos.html?smtyp=cur&smid=fb-nytimes

Earth’s Magnetic North Pole is not fixed like the geographic pole. For over four centuries, it drifted slowly from northern Canada toward Siberia, but during the late twentieth century its movement accelerated dramatically, reaching speeds of more than 50 kilometers per year. Scientists link this rapid motion to changes deep inside Earth’s outer core, where flowing molten iron generates the planet’s magnetic field. Shifts in these powerful currents, particularly beneath Siberia, altered the balance of magnetic forces and pulled the pole faster across the Arctic. Although the pace has recently slowed to about 35 kilometers per year, the movement still matters. Navigation systems, aviation charts, satellites, and even animal migration rely on accurate magnetic models. Updated data from agencies like NOAA and NASA help keep modern technology aligned with a planet that is constantly changing. Source/Credit: Geomagnetic research; NOAA and NASA magnetic field studies