Kranie fra Stor Flagspætte.

Dagens Arne :

Som dykkerkuglens projektør
fejer over verdenshavets bund
og afslører dybhavsfisk
med øjne på glødende stilke
og de vældige rørorme
således spidder den pludselige
novembersol
med sit skarpe lys
de blege mennesker
der fimrer rundt
på lufthavets bund.

Vi stopper op og ser på hinanden
med stor og dump undren.
Så blege og sære vi er
med flapper og udvækster i ansigterne.
Ørets bruskskive
med indbygget konkyliegang
næsen der sprænger sig vej
ud gennem kraniets ben
og øjnene
der lukker af for verden.

Så kolde og kantede er menneskene
- skåret til af solens skalpel -
at mit blik vender sig indad
mod sindets mørke huler
hvor vores glidende kroppe
åbnede sig for hinanden
og jeg så gennem dine øjne
imod endeløse alleer
der førte gennem skumringsparker
hvor man inderst inde anede
en sky af fugle
flakse op fra kastanjetræet.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Nu vil jeg være humlebi
Det er ikke så svært

Man skal bare klemme
bevidstheden ud af sig
som tandpasta af tuben

Trykke nede fra anklerne
og små bevægelser hele vejen op
Så ligger den samlet i et lille garnnøgle
oppe i kraniet
Så skal man finde fontanellen
Den bløde sammensyning
fra dengang man blev født
og så et ordentligt klem
Så står den op i en tyk stråle
og ind i humlebien

Verden set gennem facetøjne
Det er ligesom glasmalerier
Små farvede felter
Tvetandens dunede blade
og lilla blomster
Ah, så suger vi

Jeg kravler rundt og rundt
Pelsen er varm i solen
og så griber jeg med alle seks arme
om tvetand
Snurff snurff
Den berusende lugt af mad
Den rene kravlefryd
Gribe og hage sig fast
Sutte ind i blomsterbunden
Pollenkorn overalt
Solglæde på pelsen
Hægte sig fast
og så slippe grebet
virre rundt med småbitte vinger
Dumbofornemmelse af at
løfte sig selv ved hårene
og svæve i sollys

Se ham der står der og måber
Mit tomme hylster
fyldt med humlebiens bevidsthed
Hvad mon den synes om det?

Men det må den selv om
for nu vil jeg videre
Der står en cikorie
ikke så langt væk.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Som dykkerkuglens projektør
fejer over verdenshavets bund
og afslører dybhavsfisk
med øjne på glødende stilke
og de vældige rørorme
således spidder den pludselige
novembersol
med sit skarpe lys
de blege mennesker
der fimrer rundt
på lufthavets bund.

Vi stopper op og ser på hinanden
med stor og dump undren.
Så blege og sære vi er
med flapper og udvækster i ansigterne.
Ørets bruskskive
med indbygget konkyliegang
næsen der sprænger sig vej
ud gennem kraniets ben
og øjnene
der lukker af for verden.

Så kolde og kantede er menneskene
- skåret til af solens skalpel -
at mit blik vender sig indad
mod sindets mørke huler
hvor vores glidende kroppe
åbnede sig for hinanden
og jeg så gennem dine øjne
imod endeløse alleer
der førte gennem skumringsparker
hvor man inderst inde anede
en sky af fugle
flakse op fra kastanjetræet.

©Arne Herløv Petersen