Dagens Arne :
Som dykkerkuglens projektør
fejer over verdenshavets bund
og afslører dybhavsfisk
med øjne på glødende stilke
og de vældige rørorme
således spidder den pludselige
novembersol
med sit skarpe lys
de blege mennesker
der fimrer rundt
på lufthavets bund.
Vi stopper op og ser på hinanden
med stor og dump undren.
Så blege og sære vi er
med flapper og udvækster i ansigterne.
Ørets bruskskive
med indbygget konkyliegang
næsen der sprænger sig vej
ud gennem kraniets ben
og øjnene
der lukker af for verden.
Så kolde og kantede er menneskene
- skåret til af solens skalpel -
at mit blik vender sig indad
mod sindets mørke huler
hvor vores glidende kroppe
åbnede sig for hinanden
og jeg så gennem dine øjne
imod endeløse alleer
der førte gennem skumringsparker
hvor man inderst inde anede
en sky af fugle
flakse op fra kastanjetræet.
©Arne Herløv Petersen
Som dykkerkuglens projektør
fejer over verdenshavets bund
og afslører dybhavsfisk
med øjne på glødende stilke
og de vældige rørorme
således spidder den pludselige
novembersol
med sit skarpe lys
de blege mennesker
der fimrer rundt
på lufthavets bund.
Vi stopper op og ser på hinanden
med stor og dump undren.
Så blege og sære vi er
med flapper og udvækster i ansigterne.
Ørets bruskskive
med indbygget konkyliegang
næsen der sprænger sig vej
ud gennem kraniets ben
og øjnene
der lukker af for verden.
Så kolde og kantede er menneskene
- skåret til af solens skalpel -
at mit blik vender sig indad
mod sindets mørke huler
hvor vores glidende kroppe
åbnede sig for hinanden
og jeg så gennem dine øjne
imod endeløse alleer
der førte gennem skumringsparker
hvor man inderst inde anede
en sky af fugle
flakse op fra kastanjetræet.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
Som dykkerkuglens projektør
fejer over verdenshavets bund
og afslører dybhavsfisk
med øjne på glødende stilke
og de vældige rørorme
således spidder den pludselige
novembersol
med sit skarpe lys
de blege mennesker
der fimrer rundt
på lufthavets bund.
Vi stopper op og ser på hinanden
med stor og dump undren.
Så blege og sære vi er
med flapper og udvækster i ansigterne.
Ørets bruskskive
med indbygget konkyliegang
næsen der sprænger sig vej
ud gennem kraniets ben
og øjnene
der lukker af for verden.
Så kolde og kantede er menneskene
- skåret til af solens skalpel -
at mit blik vender sig indad
mod sindets mørke huler
hvor vores glidende kroppe
åbnede sig for hinanden
og jeg så gennem dine øjne
imod endeløse alleer
der førte gennem skumringsparker
hvor man inderst inde anede
en sky af fugle
flakse op fra kastanjetræet.
©Arne Herløv Petersen
0 Kommentarer
0 Delinger
356 Visninger