I dag er det ti år siden, Paris blev ramt af et af de mørkeste kapitler i nyere europæisk historie. Angrebene mod Bataclan, Stade de France og flere caféer og gader tog 130 menneskeliv og sårede hundreder.
Det var et angreb på uskyldige mennesker, på frihed, på hverdagen, på alt det, der gør vores åbne samfund værd at leve i.
Jeg mindes de dræbte, de pårørende og alle dem, der stadig bærer traumerne med sig. Og jeg mindes også sammenholdet, solidariteten og den enorme menneskelige varme, der opstod midt i alt det ubærlige.
Der var især ét udtryk, der samlede Paris dengang: “Fluctuat nec mergitur” - byens gamle motto, som minder os om, at selv når bølgerne slår hårest, går man ikke ned.
I en tid hvor Europa igen udfordres af ekstremisme og had, er det værd at holde fast i, at vores fælles værdier, frihed, demokrati og menneskelivets ukrænkelighed, aldrig må tages for givet, men heller aldrig må bøjes af frygt.
I dag er det ti år siden, Paris blev ramt af et af de mørkeste kapitler i nyere europæisk historie. Angrebene mod Bataclan, Stade de France og flere caféer og gader tog 130 menneskeliv og sårede hundreder.
Det var et angreb på uskyldige mennesker, på frihed, på hverdagen, på alt det, der gør vores åbne samfund værd at leve i.
Jeg mindes de dræbte, de pårørende og alle dem, der stadig bærer traumerne med sig. Og jeg mindes også sammenholdet, solidariteten og den enorme menneskelige varme, der opstod midt i alt det ubærlige.
Der var især ét udtryk, der samlede Paris dengang: “Fluctuat nec mergitur” - byens gamle motto, som minder os om, at selv når bølgerne slår hårest, går man ikke ned.
I en tid hvor Europa igen udfordres af ekstremisme og had, er det værd at holde fast i, at vores fælles værdier, frihed, demokrati og menneskelivets ukrænkelighed, aldrig må tages for givet, men heller aldrig må bøjes af frygt.
🕯️🇫🇷
Dansk
