Jeg priser mig lykkelig.. For et par år eller tre siden, gik jeg til min læge fordi jeg var blevet fed, så fed at jeg ikke kunne holde mig selv ud, faktisk så fed at jeg hadede mig selv umådelig meget. Jeg foreslog selv at få wegovy.. Min læges sygeplejerske fortalte mig om det, og vi blev enige om at jeg lige skulle have nogle undersøgelser først. I mellemtiden begyndte det at komme frem at der var heftige bivirkninger ved det. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af at jeg skulle vente lidt og se tiden lidt an. Hvilket jeg er glad for at jeg gjorde - for i den periode begyndte det at komme frem at folk mistede synet, nogle kun midlertidigt.. og lige præcis der lyttede jeg til min mavefornemmelse, og bestilte en tid hos lægen til svar på prøver mv. og da snakken faldt på wegovy, kom svaret prompte, det blev et klart nej. Jeg priser mig lykkelig for at jeg lyttede til min mavefornemmelse. Jeg er sidenhen kommet til den erkendelse at der er kun en måde at tabe sig på, og det er en tur på det fantastiske "Livsstilcenter" i Brædstrup. Jeg tabte 34 kilo da jeg havde været der 2 gange. Jeg var så glad for nu kunne jeg igen passe noget af mit gamle tøj, jeg husker følelsen da jeg tog et par gamle cowboy bukser på, javist, de strammede lidt, men to-tre kilo mere og de ville sidde perfekt. Den følelse var nærmest lyksalig.. Det var før wegovy i øvrigt. Desværre væltede hele min tilværelse, da jeg blev arbejdsløs og kom i kløerne på Jobcentret først i Århus, dernæst i Favrskov (der er de de rene psykopater i det jobcenter i Hadsten, på nær 1 person), jeg døjede samtidig med en arbejdsskade i ryggen. Favrskov jobcenter knækkede mig i sådan en grad, at jeg faktisk kan huske den dag jeg gav op. Jeg sad og spiste, fik et opkald fra en såkaldt sagsbehandler, og da samtalen var færdig, kiggede jeg på min tallerken og sagde højlydt til mig selv "Jeg gider kraftederbankemig ikke mere.." .. lad mig sige det sådan her, det tager tid og kræfter at komme af med 34 kg. Men det kræver intet at tage dem på igen, og det går stærkt. Rigtig stærkt. Jeg sidder samme sted som før "Livsstilcentret". (54, fed og færdig 😅). Min pointe med at fortælle det er, at uanset hvor hårdt det end er, uanset hvad livet end smider i hovedet på dig, så sørg for, at hvis du vil tabe dig, at du har nogen til at støtte dig, bakke dig op når det bliver svært.. Og lad være med at hoppe på de mirakel kure som wegovy, og hvad de ellers hedder. Tag en tur på "Livsstilcentret" det koster intet, du skal bare snakke med din læge og få en henvisning. Så kan man så sige, jamen Jimi, det har jo ikke hjulpet dig? JO det hjalp mig, jeg tabte 34 kg før ydre påvirkninger fik mig ned med nakken. Havde jeg haft en til at støtte mig, bakke mig op når jeg havde det sværest - så havde jeg stadig været 34+ kg tyndere, (i stedet for 34 tøndere... fangede I den?), og havde haft det bedre. En anden god gang vil jeg måske lave et opslag om hvad det gør ved en at være overvægtig, tyk, fed og hvad man ellers kalder det.. for det har mere end en pris. Ind til da, kender du en der har svært ved at tabe sig, så er min varme anbefaling "Livsstilcentret". Link til Livsstilcentret : https://www.regionshospitalet-horsens.dk/afdelinger/livsstilcenter-bradstrup/ https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/claus-tog-wegovy-og-blev-blind-der-er-saa-meget-ventetid-i-moerket/11275483

Biodiversitetstab som en sikkerhedsrisiko Hvorfor taler generaler og efterretningsanalytikere nu om regnskove og insekter? Fordi vi er nået til et punkt, hvor naturens kollaps ikke bare er en miljøkrise, men en direkte trussel mod statens overlevelse. Denne sikkerhedsvurdering, "Global biodiversity loss, ecosystem collapse and national security", anvender efterretningsbaserede usikkerhedsrammer (AnCR) til at analysere trusler mod statslig stabilitet. Analysen fastslår, at naturbevarelse er en strategisk nødvendighed for geosikkerhed frem for blot miljøpolitik. De vigtigste erkendelser: Systemisk kollaps Der er en realistisk mulighed for kollaps i koralrev og boreale skove fra 2030, mens regnskove og mangrover følger fra 2050. Fødevaresikkerhed Systemiske svigt i globale "brødkurve" vil drive geopolitisk konkurrence og true forsyningskæder i importafhængige nationer. Geopolitiske kaskaderisici Ressourcemangel driver migration og konflikt. Fejlslagne kaffehøster i Mellemamerika viser, hvordan naturtab katalyserer regional ustabilitet. Konsekvenserne af et kollaps Når disse kritiske økosystemer nedbrydes eller kollapser, svækkes deres evne til at levere livsvigtige tjenester som rent vand, fødevareproduktion og klimaregulering. Det vil sandsynligvis føre til drastiske ændringer i de globale vejrmønstre, frigivelse af store mængder lagret kulstof (hvilket forværrer klimaforandringerne), kollaps af fiskerier samt udbredt fødevare- og vandusikkerhed på globalt plan. Spørgsmålet er ikke længere et etisk valg om at redde naturen for naturens skyld. Det er et spørgsmål om at sikre vores egne grænser, vores økonomiske fundament og vores næste måltid. Er vi villige til at foretage de nødvendige prioriteringer, før de økologiske tipping points tvinger os til det i en verden præget af konflikt og ressourcekrige? Link : https://assets.publishing.service.gov.uk/media/696e0eae719d837d69afc7de/National_security_assessment_-_global_biodiversity_loss__ecosystem_collapse_and_national_security.pdf

Status på Parisaftalen – Et kapløb mod tiden Ti år efter Parisaftalen er vi i et kapløb mod tiden. Broeders & Mongelli (2026) dokumenterer i "The Paris Agreement ten years later" en kritisk asymmetri: Samfundets reaktionstid er for langsom til at matche det svindende interventionsvindue. Her er de vigtigste fund: A) Den fysiske virkelighed: 2024 nåede +1,55°C. Trods en lavere vækstrate (0,3%) er emissioner rekordhøje, og landbaserede kulstofdræn oplevede i 2023 et totalt kollaps. B) Triple-track krisen: Vi kæmper med geofysisk inerti, en dyb erkendelseskløft og politisk efterslæb, der systematisk forsinker handling. C) Forsigtighedsprincippet: Proaktiv indsats er afgørende for at undgå irreversible tipping points, før vinduet for effektiv intervention lukkes permanent. Klimapolitik er ikke længere et "add-on", men det kerneorganiserende princip for makroøkonomi og finansiel stabilitet. Tidlig handling fungerer som en forsikringspræmie mod store fremtidige omkostninger. Vi har teknologien, og vi har kapitalen. Men har vi tiden? Det store spørgsmål er, om vores politiske reaktionstid kan nå at indhente det svindende interventionsvindue, før naturens egne tipping points overtager styringen og gør vores valg irrelevante. Svaret afhænger af, om vi tør handle på den viden, vi har haft i årtier, men som vi først nu er ved at mærke konsekvenserne af. Læs rapportenhttps://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/scpwps/ecb.wp3261~cc4bd5eabc.en.pdf?8a3b18ff673d64ef502efc11cab247eb

DRAMA NOIR - hvad er det for noget vrøvl? I virkeligheden bryder jeg mig ikke særligt om at sætte genre-mærkater på mine bøger, men jeg må også acceptere, at når mit forfatterskab er så alsidigt (eller rodet, vil nogen måske sige), så er der en vis risiko for, at nogle læsere skuffes, alene fordi de forventede noget helt andet. Men det er ikke altid let at sætte genre på, for jeg tænker ikke meget over det, når jeg skriver. Og genre bliver også hurtigt så firkantet og begrænsende, at det hurtigt kan blive misvisende. Nogle vil måske læse ‘Ralf’ som en krimi. Der er en forbrydelse centralt i handlingen. Der er en opklaring, omend lidt ad bagvejen, plus en placering af skyld. Og selvom hovedperson er journalist, så er han ikke på sporet af noget, og hans drivkraft gennem bogen er ikke at opklare eller finde den skyldige. Så hvis jeg kalder den en krimi, vil nogen måske tænke noget helt andet end det, de får i hænderne. Men noget krimi er der altså over den, eller under det hele. Det er en historie, der bliver mørkere og mørkere. Men det er ingen gyser, og der er intet overnaturligt på spil. Er den spændende? Medrivende? Det håber jeg da, men måske mere håber jeg, at den er gribende. Det er et drama. Et kammerspil mellem meget få personer, hvor sandheden er en flygtig størrelse. Der er meget på spil. Især menneskeligt. Så jeg har valgt at kalde den for drama noir. En betegnelse jeg også brugte for min foregående roman ‘Kvinden der kom med kage’. Dramaet er igen menneskeligt, erkendelsesmæssigt, forståelsesmæssigt i forhold til eget liv. Der er stadig en underliggende, mørk krimi-fornemmelse, deraf ordet noir, men samtidig er det to meget forskellige bøger, og ‘Ralf’ er ikke en naturlig forlængelse af ‘Kvinden der kom med kage’. De har intet med hinanden at gøre. ‘Ralf’ er en selvstændig roman. Der er ingen tråde til tidligere bøger. Ingen Bedre kan jeg ikke beskrive den genremæssigt.

Er vi på vej mod global konkurs inden 2050 ? Er vores finansielle system i stand til at prissætte risikoen for et systemisk kollaps? Hvis vi ikke ville acceptere en 50 % risiko for, at vores bank gik konkurs, hvorfor accepterer vi det så for den planet, der holder os alle i live? Rapporten fra IFoA og University of Exeter (januar 2025) er et koldt bad til finansverdenen. Ved at overføre risikostyring fra $55 billioner i globale pensionsaktiver til biosfæren, blotlægges en overhængende fare for Planetær Insolvens. Det er ikke længere en teoretisk fremtidstrussel – de seneste 12 måneder har den globale gennemsnitstemperatur allerede ligget 1,5°C over , og det har vi oplevet med hedebølgerne og især i Europa, de altødelæggende skovbrænde 3 indsigter: Total afhængighed: Økosystemydelser som mad og vand kan ikke erstattes af teknologi. Forsvinder fundamentet, kollapser menneskelig fremgang. Blind risikostyring: Gængse økonomiske modeller overser tipping points og risikoen for total ruin. De er præcist forkerte fremfor omtrent rigtige. Klimarisiko Vi kræver 99,5 % solvens af banker (0,5 % risiko), men accepterer 50 % risiko for klimafiasko. Det er strategisk uansvarligt. Vi kan ikke forhandle med fysikkens love, og i det planetære regnskab er vi i øjeblikket ved at gå konkurs. Handling kræver ikke bare håb, men en nådesløs erkendelse af risikoen for ruin. Læs mere: https://global-tipping-points.org/planetary-solvency/ Brug 7 minutter på ai-videopræsentation af rapporten: https://notebooklm.google.com/notebook/6e374ab1-426b-425a-b028-8b36036060bb/artifact/ac5cdf8f-258e-4a21-8e14-3ec21f0699bc

Refleksioner over det digitale fællesskab Jeg har i den sidste tid gået og reflekteret over vores måde at være på sociale medier på. Vi er jo mere forbundne end nogensinde før, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at vi paradoksalt nok er blevet mere distancerede i vores interaktion. Jeg må være ærlig og sige, at jeg overvejer, om det er tid til at trække mig. Misforstå mig ikke – jeg bliver glad for et like, og det er dejligt at vide, at man bliver set. Men for mig er et like kun en overfladisk anerkendelse; det er et hurtigt signal, men det er ikke en samtale. Jeg er ikke kommet herind for at samle på digitale tommelfingre, men for den gnist, der opstår, når vi rent faktisk skriver med hinanden. Jeg er her for de interessante debatter, for de skæve perspektiver og for den fælles refleksion, der kan flytte os alle sammen lidt. Det, der gør mig mest eftertænksom, er kontrasten i vores interaktion. Vi er jo rigtig gode til at skrive kommentarer, når det er overfladisk. Når der er tale om småsnak, hurtige anerkendelser eller opslag, der ikke kræver, at man forholder sig til noget komplekst, så flyder det. Men i det øjeblik et opslag kræver refleksion, en holdning eller et ønske om reel dialog, så opstår passiviteten. Det føles som om, vi er blevet “passive tilskuere” til hinandens tanker. Vi scroller, vi læser, og vi nikker måske anerkendende bag skærmen – men vi glemmer at stoppe op, reflektere og skrive den kommentar, der rent faktisk kan starte en samtale. For mig er det netop i den dialog – der hvor vi tør forholde os til tingene – at de nye netværk og de stærke forbindelser bliver skabt. Hvis vi kun læser uden at reagere, mister de her platforme deres værdi som sociale rum og bliver i stedet til digitale opslagstavler, hvor vi bare kigger på hinanden på afstand. Jeg savner substansen. Jeg savner, at vi tør udfordre hinanden, spørge ind og dele vores tanker, så vi kan skabe noget sammen, fremfor blot at observere hinanden på afstand. Er jeg den eneste, der føler, at vi er gået i stå i passiviteten og er der andre herinde, som også savner, at vi genfinder samtalen og den ægte, reflekterede interaktion?

En fremtid i ubalance Det atlantiske paradoks: Hvorfor en kold plet skaber europæisk ekstremvarme Klimaforandringer følger sjældent lineær logik. Mens kloden opvarmes, er "The Cold Blob" syd for Grønland afkølet 0,9°C siden 1900. Dette er intet "frikort" mod opvarmningen, men en strategisk advarsel om accelererende risici for Europa. Klimaet minder os igen om, at vi lever i et komplekst, sammenhængende system, hvor en ændring ét sted kan få uforudsete konsekvenser tusinder af kilometer væk. At afkøling i havet kan være den direkte årsag til ekstrem varme på land, er en af de mest udfordrende erkendelser i moderne klimaforskning. Vi må se i øjnene, at Europa er det hurtigst opvarmende kontinent på planeten, samtidig med at vores fundamentale klimatiske transportsystem er ved at ændre sig fundamentalt. 3 afgørende indsigter: Smeltevand & AMOC: Marilena Oltmanns (Bremen Univ.) påviser, at ferskvand fra Grønlands indlandsis svækker AMOC-havstrømmen. Stefan Rahmstorf (Potsdam) vurderer nu risikoen for et cirkulationskollaps til over 50 %. Jetstrømmens blokering: Den skarpe kontrast mellem koldt og varmt vand gør jetstrømmen langsom og bølget. Det parkerer "varmekupler" over kontinentet, hvilket ifølge Sabine Bischof (GEOMAR) gør hedebølger længere og mere intense. Ingen buffer: Gerard McCarthy (Maynooth Univ.) advarer: Kulden er intet "get-out-of-jail-free card". Den fungerer som en guide, der forskyder ekstremvarme direkte mod land. Vi må opdatere risikomodeller for landbrug og infrastruktur nu. Klimarisiko er ikke en jævn temperaturkurve, men et komplekst system af non-lineære feedback-mekanismer. Hvordan håndterer jeres organisation de uforudsigelige konsekvenser af et svækket AMOC-system? KIlde: https://economictimes.indiatimes.com/news/international/global-trends/european-heatwaves-unlikely-accomplice-an-ocean-cold-blob/articleshow/132016603.cms#google_vignette

😇 Jeg kan nok ikke trække alt i langdrag, ny erkendelse fra Mette Frederiksen... Der er normalt stille på gangene på Christiansborg i august - men ikke i år, hvor Folketinget genoptager lovarbejdet i august. Det skriver Folketinget i en nyhed, hvor det lyder, at sommerpausen forkortes. Vanligvis varer Folketingets sommerpause frem til september. Men i år går lovarbejdet allerede i gang 12. august, så Folketinget kan nå at behandle lovforslag fra regeringen. Så bliver der vel tale om kompensation, for tab af feriedage? #Socii #Folketinget #sommerferie #kompensation

Jeg formidler et budskab, der har potentialet til at frigøre og transformere. Det handler ikke om hurtige løsninger, men derimod om at genfinde den tidløse visdom og dybe indsigt, du allerede bærer i dig. I mine tekster samt i min podcast deler jeg de indsigter, som et levet liv har lært mig. Det handler om bevidst nærvær, erkendelse, kreativ udfoldelse og meditation. Min mission er at være en kilde til inspiration for dig, der søger en dybere forståelse af dig selv og verden. Tag det første skridt – du er hjertelig velkommen her. Med venlig hilsen Hans Christian Lundholm #frigjort

Ikke bundet, men forbundet Jeg lever ikke efter ydre systemer som min primære vejleder. Jeg lever efter en indre fornemmelse af retning, sandhed og balance, som jeg selv må erkende og stå ved. Jeg anerkender ikke flertallet som autoritet i sig selv. Jeg afviser heller ikke flertallet i sig selv. Hvis jeg ender samme sted som mange andre, er det fordi min egen forståelse har ført mig dertil — ikke fordi jeg følger dem. Hvis jeg ender et andet sted, er det lige så gyldigt, så længe det er sandt for mig. Jeg er ikke defineret af grupper. Jeg er ikke bundet til fællesskaber som identitet. Jeg kan indgå i relationer og fællesskaber, men jeg behøver dem ikke for at forstå, hvem jeg er. Jeg er mere forbundet til det enkelte menneske end til flokken. Jeg lever i en forståelse af livet som cyklisk. Jeg oplever tydeligt, at energi, bevidsthed og livsrytme skifter med tiden. Forår og sommer åbner mig, giver mig kraft og bevægelse. Efterår og vinter trækker mig ind i ro, stilhed og tilbagetrækning. Ingen af delene er forkerte. Begge er nødvendige. Jeg ser naturen som en levende orden, ikke som et objekt udenfor mig. Jeg er en del af dens bevægelse, ikke adskilt fra den. Årstider, lys og mørke, vækst og stilhed er ikke bare omgivelser — de er spejle af livets egen rytme i mig. Jeg oplever det guddommelige som til stede i alt, ikke som noget adskilt fra verden. Der er ingen nødvendig afstand mellem det hellige og det jordiske. Eksistensen selv rummer mening, uden at den behøver at forklares gennem faste dogmer. Jeg søger ikke faste svar, hvis de lukker livet ned. Jeg søger forståelse, der kan bevæge sig, vokse og ændre sig. Mysteriet er ikke et problem, der skal løses, men en tilstand, der kan leves i. Jeg tror ikke på blind modstand mod flertallet. Jeg tror ikke på blind tilpasning til flertallet. Jeg tror på den stille, indre undersøgelse, hvor et valg bliver sandt, fordi det er erkendt — ikke fordi det er populært eller anderledes. Jeg er ikke en del af en fastlagt tro. Jeg er en levende proces i erkendelse. Min vej er ikke at følge, men at forstå. Min retning er ikke givet udefra, men opstår indefra. Jeg accepterer, at jeg nogle gange går med strømmen. Jeg accepterer, at jeg nogle gange går imod den. Men jeg tillader aldrig, at strømmen alene bestemmer, hvem jeg er. Jeg lever i relation til naturens rytme, livets forandring og min egen indre fornemmelse af sandhed. Og det er nok.