Vi er nødt til at se klart på det samfund, vi lever i.
Når et økonomisk system er bygget på, at vi skal forbruge mere og mere for at skabe vækst, sker der noget helt forudsigeligt: Vi begynder at søge mening i det, vi ejer, det, vi præsterer, og det, vi kan købe. Ikke i nærvær. Ikke i fællesskab. Ikke i det, vi allerede er.
Det er ikke en fejl i systemet. Det er systemet.
Kulturen omkring os vækker konstant nye behov og nye længsler. Den lover, at tilfredsheden venter lige om lidt — når vi når det næste. Men den åbner sjældent en reel vej til det, vi i virkeligheden leder efter.
Se på det, vi kæmper med i dag. Angst. Depression. Ensomhed. Afhængighed. Det er ikke bare individuelle problemer, der skal fikses én ad gangen. Det er logiske konsekvenser af en civilisation, der er optimeret til økonomisk vækst — ikke til menneskelig trivsel. Betingningen findes ikke kun i det enkelte menneske. Den er bygget ind i selve rammerne.
Når vi ser det klart, bliver noget tydeligt: Heling handler om mere end terapi og personlig udvikling. Vi kan ikke nøjes med at reparere det enkelte menneske og sende det tilbage i det samme hamsterhjul.
Vi må genoverveje de incitamenter, værdier og institutioner, der former vores verden.
Skabe rammer, hvor forbindelse, visdom, fællesskab og ansvarlighed vægtes lige så højt som forbrug og materiel velstand.
Eller gerne højere.
For det, vi jagter derude, har aldrig kunnet give os det, vi leder efter.
Nu er det så muligt, at du tror, at hvad jeg netop har skrevet er et politisk budskab, men det er det ikke.
Jeg er ikke optaget af politik, men derimod af medmenneskelighed.