FERNISERING PÅ TOBAKSGAARDEN I ASSENS
I en tid hvor oprindelige kulturer trues af udslettelse, sætter udstillingen DE OPRINDELIGE fokus på de menneskeskæbner, der risikerer at tie for evigt.

Udstillingen kan opleves på Tobaksgaarden i Assens i perioden 23. august til 27. september. Den officielle ”Grand Opening” finder sted lørdag 22. august kl. 11:45.

Udstillingen udgør en samlet fortælling fordelt på 25 værker, der suppleres af en 43 minutter lang dokumentarfilm i biografen. Filmen dykker ned bag historierne og det faktiske liv hos de stammer, kunsten omhandler.
Selve udstillingsrummet henligger bl.a  i totalt mørke, som en ”mørke” udstilling, hvor publikum udstyres med UV-lygter. Når lysstrålerne rammer de fosforescerende overflader, omdannes hele rummet til et levende kunstværk i bevægelse.

Værkerne forbinder det fysiske udtryk med ny teknologi gennem integrerede QR-koder, der fører direkte til dybdegående baggrundsmateriale, samt udvalgte værker placeret på blockchainen som NFT’er som en digital kommentar til forgængelighed og evighed.
I er meget velkomne til at dække udstillingen, anmelde den eller lave et interview om projektets tilblivelse.
I kan kontakte mig direkte på tlf. 60782884 for at aftale et møde eller få adgang til pressemateriale og billeder.

Gør det grønne til det nemmeste valg.
Næste gang du står i supermarkedet, tør du så lade grøntsagen bestemme aftenens menu, før du overhovedet når køledisken?

Historien om danskerne og grøntsagerne i 2026 er fortællingen om en befolkning, der har viljen, men mangler "nemheden". Vi er fanget mellem et ønske om at gøre det rigtige og en hverdag, hvor kødets planlægningsmæssige overtag og en manglende evne til at improvisere med det grønne holder os fast i gamle mønstre.

Vi vil det grønne, men vælger det fra - danskernes grøntforbrug falder.
Landbrug & Fødevarers 2026-analyse afslører et massivt "intention-action gap": Vi har viljen, men vanerne halter i en travl hverdag.


Statistisk dyk:
Daglige grøntspisere er faldet fra 55 % (2024) til 51 %. Den grønne bølge har mistet momentum.

Den digitale barriere:
29 % mangler inspiration. Da 49 % søger hjælp online og 25 % på sociale medier, er det her, vi skal vinde forbrugerne.

Kødet vinder:
36 % planlægger aftensmaden ud fra kødet. Kun 8 % starter med det grønne.


Glem moralisering.
Smag (57 %) trumfer oprindelse (29 %).
De 18-34-årige spiser faktisk mest grønt (54 %), men de er mest udfordrede på teknik og madspild.
Strategisk skal vi løse behovet for præcis mængde (47 %) og lang holdbarhed (45 %).

Fremtidens vækst kræver fokus på smag og convenience frem for blot øko-labels.

Link : https://lf.dk/tal-og-analyser/forbrugere-og-trends/danskerne-vil-gerne-spise-mere-groent-men-forbruget-falder/

Har du lyst til at anmelde denne bog, så skriv til os!

Henry James (1843-1916) blev nomineret til Nobelprisen i litteratur hele tre gange og anses af mange for at være en af de vigtigste engelsksprogede forfattere. Han bevægede sig litterært vidt omkring, eksperimenterede og skrev altså også flere gotiske spøgelseshistorier. Hans værker er filmatiseret flere end 160 gange.

‘Skruen strammes’ er ikke bare Henry James’ mest kendte spøgelseshistorie; dens ildevarslende flertydighed har også gjort den til en af de mest granskede og fortolkede spøgelseshistorier skrevet på engelsk. Spillet mellem vanvid og det overnaturlige, som emmer gennem hele historien, er evigt aktuelt for gysergenren.

Kære Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Dansk Politi.

Hvad skete der lige for Jer i Pride ugen i København ?
Sikkerheden var da gået fuldstændigt "af fløjten".

Jeg skal lige sige, at det rigtig gode og flotte stykke sikkerheds arbejde alle 3 instanser havde lavet til hele Parade optoget hele vejen fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen i København så rigtig godt ud og jeg så ikke mange muligheder for eventuelle terrorister eller fundamentalister, at kunne lave et angreb mod selve Paraden.
Lige sådan på selve Københavns Rådhusplads, var der heller ikke særlig mange muligheder for evt. udfald mod LGBT miljøet. Der var jo selvfølgelig "huller" her og der hvilket næsten er umuligt at dække ind 100 %
Så stor ros til Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Det Danske Politi for indsatsen.

Men alt ting har jo også en bagside, for bevægede man sig for eksempel i Pilestræde ja så var situationen desværre en helt helt anden historie.
Pilestræde var uhyggelig tæt pakket og havde der sket noget inde midt i menneskemængden ville der havde gået lang tid før man kunne lukke ned for gaden. Ethvert angreb med et køretøj - som man så f.eks. i Berlin - kunne med STOR lethed have været udført på trods af enkelte og spinkle afspærringer.
Eller en person med en kniv kunne med meget stor lethed, have bevæget sig gennem menneskemængden og have afstedkommet rigtig mange kniv overfald før personen kunne være blevet tilbageholdt.
Men bare mængden og tætheden af menneskemængden var i den grad så ubehagelig og var man først "fanget" i menneskemængden så var det for sent. Der var absolut ingen let vej ud der fra.
Havde et angreb fundet sted - ville resultatet have været mange hundrede dræbte og sårede.
Samme situation så man desværre også på Kattesundet og i lidt mindre grad på Regnbuepladsen.

Så kære Københavns Kommune og Københavns Politi.
Få drøftet situationen med arrangørerne af festerne i Pilestræde, Kattesundet og Regnbuepladsen FØR næste Pride i 2027
Situationen var fuldstændig uholdbar og meget meget kritisk.

Kirkeklokken (fra molbohistorien) må da snart dukke op derude Søen er jo snart helt tørlagt

Her er historien om Billy Joe, der troede, han skulle giftes og leve lykkeligt med Essie Mae…
- Men Billy Joe opdagede hurtigt, at man ikke kun siger ja til bruden – man siger også ja til familien!
Uha ja, Svigerfar havde nemlig en lidt alternativ måde at sikre sig, at datteren fik den rigtige mand.


Først haglgeværet på kirkegulvet, så en lille prøvetid – og hvis det ikke fungerede, ja så måtte Billy simpelthen aflevere konen tilbage.

Det er måske ikke helt den moderne opskrift på et lykkeligt ægteskab, men én ting er sikkert:
Når svigerfar siger: “Pas godt på min datter”… så lytter man!

#humor #ironi #sakasme og et gran sandhed.
Ægteskab er ikke altid lige ud ad landevejen. Nogle gange er der bump på vejen – og i Billys tilfælde også et haglgevær!

#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.
Du er velkommen til at like, kommentere og følge mig.

Det føles godt, når man har haft lagt teksten fra sig nogle uger og vender tilbage for at læse og rette småting og historien er blevet, som man vil have den. En man selv gider læse

Mordet i Dametasker er årets julekrimi - 66 sider Merkantia mysterium med både humor og personer, vi har mødt før.

Så skal det bare blive jul igen...

SØN AF DEN KENDTE TV-JOURNALIST

Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.

En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.

Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.

Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.

Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.

Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.

Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.

Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.

Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.

Min nye bog som udkommer til november på “forlaget De Berejste”. 425 sider, spækket med livseventyr. Hvis du er interesseret bogen, og evt. at deltage i bogudgivelsen, så drop mig en kommentar.

Et glimt ind i et rejseliv levet.
Et kludetæppe af små historier som får sin virkelighed, når man bor og har sin arbejdsplads i de lande man rejser i. De følgende fortællinger er ikke ordnet strengt kronologisk, de er oplevelser der flyder dig i møde på samme måde som drivtømmer på en flod eller spontane oplevelser på en rejse.
Jeg har altid været draget af livets skæve sider, de steder og situationer, hvor noget stritter, hvor tingene ikke passer ind, og hvor normalitetens fernis er begyndt at slå revner. Jeg opsøger med vilje de områder, som hverken guidebøgerne, turistbureauerne eller de eventyrlystne Instagram-profiler beskæftiger sig med.
For der ligger et paradoks i den måde, vi taler om eventyr på. Selv de mest garvede eventyrere ender ofte de samme steder; de ikoniske bjergtinder, de endeløse ørkener, gletsjerne, regnskovene, landskaber som uden tvivl rummer storhed. Men i min optik findes eventyret ikke kun på toppen af et bjerg eller midt i en uberørt vildmark. Det kan også gemme sig under bølgende plastiktag i en papkasse by, i rustens irgrønne mønstre på et skibsophugningsværft eller i stanken og stilheden på en forladt losseplads.
Det er i sprækkerne, der hvor civilisationen er begyndt at smuldre, at man finder ægtheden, eventyret.
Dér hvor verden er gået kulturelt skævt. Hvor systemerne har opgivet, men hvor
mennesker alligevel fortsætter, med skrammede blikke, opfindsomme løsninger og en livskraft, der trodser både fornuft og logik.
De ulovlige blikskurbebyggelser, har draget mig, der hvor elektricitet tappes fra skrøbelige ledninger, og hvor børn løber barfodede gennem affald, glasskår, støv og håb. Jeg har drukket te på kanten af levende lossepladser og ført lange samtaler med mænd, der har mistet næsten alt, arbejde, hjem, status, nogle gange endda værdigheden.
Jeg har vandret gennem labyrinter af skibsrester, klatret over bjerge af skrot og jagtet geder ned fra bunkerne.
Det er ofte netop dér, man finder de mest interessante situationer. De stærkeste
billeder. Og de mennesker, der for alvor sætter ens eget liv i perspektiv. Deres historier bliver sjældent skrevet ned, og måske netop derfor er det så vigtigt at lytte, se og mærke. For det virkelige eventyr findes ikke altid dér, hvor kompasset peger mod verdens ende. Nogle gange ligger det midt i verdens undvigelser, i de områder samfundet helst vender ryggen til, og hvor livet alligevel insisterer på at folde sig ud.
Denne bog er ikke fyldestgørende, men er smagsprøver, et potpourri af oplevelser som fortjener langt mere, flere ord og flere billeder, og det vil komme i efterfølgende bøger, hvor jeg vil forsøge at uddybe de enkelte oplevelser i selvstændige historier.

Voldtofte, Fyn den 12. april 2026
David Wiik Udbjørg

NU synes jeg altså, at det bliver for mærkeligt!
I min optik vil man gøre op med kønsstereotyper på bekostning af historien.

Rigtig mange sange har bund i virkelige begivenheder, og med dette nybrud vil mange sange, og dermed brugeren/lytteren blive gjort historieløse.
Det er så ufatteligt dumt, at jeg må spørge mig selv: Er forfatterne til disse nybrud selv så historieløse, at de ikke forstår den skade de forvolder på vores selvforståelse gennem historien.

Opfind dog nogle nye sange, som bunder i den virkelighed vi lever i, så fremtidige generationer har en historie at spejle sig i.
Hvem har for eksempel sidst skrevet en sang om en kvindelig topdirektør? Eller en transkønnet 'jordemoder'?
Nå ikke! - Jamen så kom igang.

(PS: På Wikipedia kan man læse følgende om Mester Jakob:
"Sangen stammer muligvis fra middelalderen, da den handler om en munk, der sover over sig. Den er dermed nok fra en periode, hvor klostre var mere almindelige end personlige ure.")

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/mester-jakob-er-omdoebt-til-mester-maja-i-ny-bog