Dagens Arne :
Alderdommens glæder
Unge mennesker er en slags polypdyr
Man kan bukke begge ender sammen på dem
Deres årer er bløde som larver
Mundpartiet er uformet
så det siger plurp plurp
når de prøver at formulere sig.
De stiller sig op i et tv-studie og åbner munden en anelse
til en slags nøglehul
og så kommer en stråle af øllebrød
Øvroporlmænt usjtrøg bøkymm fö holln fålgumstæmn
Men vi der er så langt oppe i årene
som en killing i det træ,
den ikke kan finde ned fra,
har blodårer som ukogt makaroni
strittende af kalk
som rørormene
i undersøiske svovlkilder.
Stivere der holder os oppe
når huden
der engang var et dunet hylster
er blevet så rynket og furet
at den ville styrte sammen om os
som et cirkustelt i orkan
hvis ikke årerne stod i spænd indefra.
Vores læber er grå og smalle
faste og seje
og når vi åbner munden
modulerer vi
så vi taler som Poul Reumert
der stanger med guldhornene
i en Far til Fire-film
Vi vælger vores ord
så præcist som kirurgen
vælger sin skalpel.
Ordene falder som sydende loddetin.
Åh, den ætsende sarkasme
vi kan lægge i et:
”Jamen, værsågod da,
Forsyn dig endelig”.
Vi har ikke brug for
et anatomisk atlas
Vi ved præcis
hvor alle organer er placeret
og hvordan deres smerte lyder.
Med imperatorblik
ser vi ud over den verden
vi ikke længere går ud i.
Ah, alt dette var mit
og jeg kunne tage det endnu
hvis jeg ville
Men det vil jeg ikke.
Efter os kommer syndfloden
Vi kan høre den labbe ind over kysterne
Hvor er det synd for jer
at vi ikke kan være her altid
for hvordan skulle I kunne
klare jer uden os?
I må se at blive gamle i en fart.
Ellers går det helt galt.
©Arne Herløv Petersen
Alderdommens glæder
Unge mennesker er en slags polypdyr
Man kan bukke begge ender sammen på dem
Deres årer er bløde som larver
Mundpartiet er uformet
så det siger plurp plurp
når de prøver at formulere sig.
De stiller sig op i et tv-studie og åbner munden en anelse
til en slags nøglehul
og så kommer en stråle af øllebrød
Øvroporlmænt usjtrøg bøkymm fö holln fålgumstæmn
Men vi der er så langt oppe i årene
som en killing i det træ,
den ikke kan finde ned fra,
har blodårer som ukogt makaroni
strittende af kalk
som rørormene
i undersøiske svovlkilder.
Stivere der holder os oppe
når huden
der engang var et dunet hylster
er blevet så rynket og furet
at den ville styrte sammen om os
som et cirkustelt i orkan
hvis ikke årerne stod i spænd indefra.
Vores læber er grå og smalle
faste og seje
og når vi åbner munden
modulerer vi
så vi taler som Poul Reumert
der stanger med guldhornene
i en Far til Fire-film
Vi vælger vores ord
så præcist som kirurgen
vælger sin skalpel.
Ordene falder som sydende loddetin.
Åh, den ætsende sarkasme
vi kan lægge i et:
”Jamen, værsågod da,
Forsyn dig endelig”.
Vi har ikke brug for
et anatomisk atlas
Vi ved præcis
hvor alle organer er placeret
og hvordan deres smerte lyder.
Med imperatorblik
ser vi ud over den verden
vi ikke længere går ud i.
Ah, alt dette var mit
og jeg kunne tage det endnu
hvis jeg ville
Men det vil jeg ikke.
Efter os kommer syndfloden
Vi kan høre den labbe ind over kysterne
Hvor er det synd for jer
at vi ikke kan være her altid
for hvordan skulle I kunne
klare jer uden os?
I må se at blive gamle i en fart.
Ellers går det helt galt.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
Alderdommens glæder
Unge mennesker er en slags polypdyr
Man kan bukke begge ender sammen på dem
Deres årer er bløde som larver
Mundpartiet er uformet
så det siger plurp plurp
når de prøver at formulere sig.
De stiller sig op i et tv-studie og åbner munden en anelse
til en slags nøglehul
og så kommer en stråle af øllebrød
Øvroporlmænt usjtrøg bøkymm fö holln fålgumstæmn
Men vi der er så langt oppe i årene
som en killing i det træ,
den ikke kan finde ned fra,
har blodårer som ukogt makaroni
strittende af kalk
som rørormene
i undersøiske svovlkilder.
Stivere der holder os oppe
når huden
der engang var et dunet hylster
er blevet så rynket og furet
at den ville styrte sammen om os
som et cirkustelt i orkan
hvis ikke årerne stod i spænd indefra.
Vores læber er grå og smalle
faste og seje
og når vi åbner munden
modulerer vi
så vi taler som Poul Reumert
der stanger med guldhornene
i en Far til Fire-film
Vi vælger vores ord
så præcist som kirurgen
vælger sin skalpel.
Ordene falder som sydende loddetin.
Åh, den ætsende sarkasme
vi kan lægge i et:
”Jamen, værsågod da,
Forsyn dig endelig”.
Vi har ikke brug for
et anatomisk atlas
Vi ved præcis
hvor alle organer er placeret
og hvordan deres smerte lyder.
Med imperatorblik
ser vi ud over den verden
vi ikke længere går ud i.
Ah, alt dette var mit
og jeg kunne tage det endnu
hvis jeg ville
Men det vil jeg ikke.
Efter os kommer syndfloden
Vi kan høre den labbe ind over kysterne
Hvor er det synd for jer
at vi ikke kan være her altid
for hvordan skulle I kunne
klare jer uden os?
I må se at blive gamle i en fart.
Ellers går det helt galt.
©Arne Herløv Petersen
0 Kommentarer
0 Aktier
243 Visninger