<b>Ikke bundet, men forbundet</b>

<i>Jeg lever ikke efter ydre systemer som min primære vejleder.
Jeg lever efter en indre fornemmelse af retning, sandhed og balance, som jeg selv må erkende og stå ved.

Jeg anerkender ikke flertallet som autoritet i sig selv.
Jeg afviser heller ikke flertallet i sig selv.
Hvis jeg ender samme sted som mange andre, er det fordi min egen forståelse har ført mig dertil — ikke fordi jeg følger dem.
Hvis jeg ender et andet sted, er det lige så gyldigt, så længe det er sandt for mig.

Jeg er ikke defineret af grupper.
Jeg er ikke bundet til fællesskaber som identitet.
Jeg kan indgå i relationer og fællesskaber, men jeg behøver dem ikke for at forstå, hvem jeg er.
Jeg er mere forbundet til det enkelte menneske end til flokken.

Jeg lever i en forståelse af livet som cyklisk.
Jeg oplever tydeligt, at energi, bevidsthed og livsrytme skifter med tiden.
Forår og sommer åbner mig, giver mig kraft og bevægelse.
Efterår og vinter trækker mig ind i ro, stilhed og tilbagetrækning.
Ingen af delene er forkerte. Begge er nødvendige.

Jeg ser naturen som en levende orden, ikke som et objekt udenfor mig.
Jeg er en del af dens bevægelse, ikke adskilt fra den.
Årstider, lys og mørke, vækst og stilhed er ikke bare omgivelser — de er spejle af livets egen rytme i mig.

Jeg oplever det guddommelige som til stede i alt, ikke som noget adskilt fra verden.
Der er ingen nødvendig afstand mellem det hellige og det jordiske.
Eksistensen selv rummer mening, uden at den behøver at forklares gennem faste dogmer.

Jeg søger ikke faste svar, hvis de lukker livet ned.
Jeg søger forståelse, der kan bevæge sig, vokse og ændre sig.
Mysteriet er ikke et problem, der skal løses, men en tilstand, der kan leves i.

Jeg tror ikke på blind modstand mod flertallet.
Jeg tror ikke på blind tilpasning til flertallet.
Jeg tror på den stille, indre undersøgelse, hvor et valg bliver sandt, fordi det er erkendt — ikke fordi det er populært eller anderledes.

Jeg er ikke en del af en fastlagt tro.
Jeg er en levende proces i erkendelse.
Min vej er ikke at følge, men at forstå.
Min retning er ikke givet udefra, men opstår indefra.

Jeg accepterer, at jeg nogle gange går med strømmen.
Jeg accepterer, at jeg nogle gange går imod den.
Men jeg tillader aldrig, at strømmen alene bestemmer, hvem jeg er.

Jeg lever i relation til naturens rytme, livets forandring og min egen indre fornemmelse af sandhed.

Og det er nok.</i>

En lille historie, der kunne have udspillet sig i det virkelige liv. Og måske gør den det......
------------------------------------
De kaldte ham Krasnov.

Ham, den unge gulhårede arving til en megaformue. Ham, de havde fanget på kamera, mens han udøvede sine lyster sammen med en for ham ganske ny og ung veninde. For dem, var hun hverken ny eller ung, men fuldt ud oplært i Honningfældens fristende verden.

Og hun legede med, for det sagde de hun skulle. Sagde, at valget ville stå mellem fortsat fremgang for hendes nære, eller bopæl under midnatsolens evige kulde.

Så da Krasnov luftede sine inderste lyster for hende, nikkede hun smilende accepterende mens hendes inderste tanker mindede hende på badet bagefter. Badet, hvor de gyldne dråber kunne renses af igen, kun efterladende en svagt syrlig duft af menneskelige efterladenskaber.
Det var skamfuldt for ham og hele den verden han stammede fra. Skamfuldt at være besat af lysten til at "eje" så unge kvinder - skamfuldt at ville give dem gyldne brusebade - skamfuldt at tænde på den magt, han følte trang til at udfolde over dem.

Det vidste de godt, de andre. Derfor havde de brugt penge, mennesker, og tid, på at forberede de hemmelige optagelser af ham igang med at udleve sine lyster på den nye veninde, de havde skaffet ham.
Bagefter gemte de optagelserne, for måske - måske måske måske - ville de kunne bruge dem senere til at styre ham i dén retning, der passede dem bedst.

Og så kaldte de ham Krasnov - ham, den unge gulhårede arving, der overtog sin fars imperie, og bralrede løgne til højre og venstre om egen storhed og andres ringhed, mens han gjorde sig til overfor dem, der kunne skaffe ham det, han ønskede.

Magt, penge, kvinder. De sidste i Epstein'ske proportioner - unge, smukke, føjelige. Parat til at blive "grabbet by the pussy", hvad enten de ville eller ej. Begravet med en gylden pose penge, hvis de råbte for højt.
Imens ventede de andre. Ventede på det helt rigtige tidspunkt, mens de helt stille manøvrerede deres proselytter i position til en "hjælp", der måske var brug for. Måske måske måske.

For den, der venter længe nok, kan ikke bare se æblet falde ned fra træet, men også kernerne spire i den gødede jord.

Et sådan æble var han, ham Krasnov. Stort, gult - og fyldt med ikke bare skønhedspletter, der skjulte sig under det tynde gule skind, men også med al den rådne fortid, de ikke bare havde billeder og film af, men også båndede samtaler mellem ham og....................

Samtaler, han helst ville glemme eksistensen af. Billeder, han ville forfærdes over. Film, han ville blive fanget i og fanget af.

Pludselig var det der - øjeblikket. Pludselig havde påvirkningen haft sin effekt, og han troede selv på, at det var hans eget indfald at ville lede alle sine egne landsmænd. Pludselig troede han på det, når andre fortalte ham at han var en længe ventet gave, og at han kunne tillade sig alt for at blive netop dét.

Leder.
........................og guldet strømmede ned over de mennesker, der skulle hjælpe ham til magten. Gav dem mulighed for at snyde, svindle, stjæle, ændre, så resultatet ville blive det ønskede. Gav dem mulighed for at bruge de andres landsmænds evner på den sorteste måde mulig..............................

Han skulle mødes med Bjørnen bagefter, Krasnov. Mødes, og tale om verdens fremtid. Mødes, og virke som statsmænd. Mødes, og.........
Da de sad alene præsentede Bjørnen ham for billederne, filmene, samtalerne, og kiggede mildt på ham, mens den mindede ham om hvor stort et tab, det ville være for ham, hvis han, Krasnov, blev vist til sine landsmænd som det han var.

Og Krasnov nikkede, for Krasnov ville ikke miste den magt, han havde opnået. Så skidt med, at han måtte børste Bjørnens pels og sørge for mad og vand, når det var nødvendigt.

Bjørnen grinede i skægget, mens Krasnov klappede den - og tænkte sultent på hvor godt det ville komme til at smage, når den satte tænderne i ham - og bed til.

Jeg er ved at finde nogle tegninger til Eksistensen , fra bogen “Buster”, som vi kan bruge til markedsføring. Men det er virkelig svært. Fordi der er så mange smukke og rørende tegninger i bogen, som alle har en stor betydning for mig. Mange af tegningerne bliver jeg stadig meget rørt af - selv om jeg efterhånden har set dem mange gange. Jeg er så stolt af bogen og glæder mig så meget til at kunne vise den frem til Copenhagen Comics “Buster” er en smuk fortælling der selvom den omhandler noget så tungt som at miste, så ender den godt.

Der holdes udgivelses reception hos comicgarden.dk den 6. juni - fra kl. 16 hvor jeg vil glæde mig til at se dig, til en kop øl og ikke mindst signere en masse bøger.
https://fb.me/e/8L9kLPSTh

Husk foredrag hos Books & Beans den 25. juni
https://www.booksandbeans.dk/buster---om-at-tegne-sig-ud...

Tegnerne, Tegnerforbundet af 1919 Danske Tegneserieskabere Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening @mistetbarn @detnationalesorgcenter #sorg #graphicnovel #tegneserie #buster

Fra min næste bog "Buster". Udkommer til Copenhagen Comics til juni og udgives af forlaget Eksistensen. #copenhagencomics #Eksistensen #grafisknovelle #tegneserie