Der er sikkert nogen her, der har tanker om hvor langt et liv vi som mennesker kan opnå, og om det i det hele taget er ønskeligt at kunne leve i f.eks 200 år, også selvom vi er sunde og raske. Spørgsmålet er om vores behov for mental fornyelse kan følge med, vil vores hjerne være fodret så meget, at vi kommer til at kede os ihjel, eller til sidste vil ønske at vi bare kunne falde død om? Vi ved alle at der sker noget med vores forhold til tid når vi bliver ældre. Hvad betyder denne kontinuære ændring af vores opfattelse af tid, når vi strækker det ud over et par hundrede år? Vil vi stadigvæk elske at suge ny viden op, og kæmpe en hård kamp for dette og hint? Tanker.... ?