Den aktuelle sag i SF, hvor et medlem og folkevalgt på Frederiksberg (LK) kritiserer forkvindens (POD) ansættelsen af en ministerrådgiver, er et godt eksempel på, hvordan "det progressive fængsel"/dogmatisme i praksis forhindrer venstrefløjens politiske udvikling.
Først til spørgsmålet om, hvorfor jeg mener LKs holdninger/reaktion stammer fra "det progressive fængsel". Det progressive fængsel bygger på to primære dogmer: verden fortolkes i absolutter og der er mistro til ledelsen.
LK bygger sin kritik på, at ministerrådgiveren tidligere har krænket hende (og andre kvinder). LK skelner ikke mellem grader af krænkelser, og vi ved derfor ikke "hvor grov en krænkelse" hun har været udsat for.
Vi ved, at den pågældende person fratrådte sin stilling, så krænkelsen har været alvorlig nok til, at der i 2020 skulle reageres på den. Selvom krænkelsen ikke dengang blev meldt til politiet, kan fraværet af en politianmeldelse være en del af et uformelt forlig, hvor manden stopper i sin stilling og til gengæld anmeldes krænkelsen ikke.
Der kan altså være tale om alt mellem en upassende bemærkning og en grov voldtægt suppleret med dødstrusler. For LK er det irrelevant, hvor grov en krænkelse der er tale om. Hun ønsker, at omverdenen alene forholder sig til, at der er sket en krænkelse, og at hun ikke skal gentraumatiseres ved at støde ind i manden i sit politiske arbejde. Krænkelsen bliver puttet ind i boks, hvor der ikke eksisterer nuancer eller grader af handling, den bliver "absolut".
Forholdet mellem forbrydelse og straf vil normalt være genstand for politisk opmærksomhed og diskussion, men den diskussion kommer aldrig i gang her. Vi kender ikke forbrydelsens omfang og karakter, og må tage LKs udmelding for gode varer - straffen er ikke hård nok.
Det fører os til det næste dogme, som handler om mistillid til ledelsen.
Vi må antage, at POD kender til den konkrete karakter af den krænkelse LK blev udsat for. POD var nemlig med til at håndtere sagen tilbage i 2020. Dvs. at POD har (som en af de eneste udover LK) mulighed for at vurdere forholdet mellem forbrydelsen og straffen. Hun har på den baggrund vurderet, at straffen er udstået.
POD må i sine overvejelser have vægtet både krænkelsens karakter, den efterfølgende straf, LKs forventede reaktion og kvaliteten af den rådgivning hun forventer at kunne få ved ansættelsen. Dvs. at "alt taget i betragtning" vil ansættelsen af den pågældende person øge mulighederne for at gennemføre SF-politik i et omfang som mere end opvejer LKs følelser af gentraumatisering.
Denne beslutning træffer POD som leder af SF, som minister og som den formelt vigtigste person i gennemførslen af socialisme i Danmark.
Når LK går op imod PODs beslutning, er budskabet det omvendte. LKs følelser og mulige gentraumatisering er et vigtigere hensyn end at få gennemført SFs politik i regeringen og folketinget.
LK har indlysende ikke lyst til at redegøre for hvad krænkelsen gik ud på, og på samme måde er POD afskåret fra at forholde sig til det konkrete.
Det burde være simpelt at tage stilling: Manden er straffet, der er gået 6 år siden da, POD er valgt til at lede et politisk projekt, og fællesskabets behov bør (som socialister) vægtes højere end individets behov.
Det ser anderledes ud i DPF: Her arbejder vi ikke med nuancerne i krænkelsen, ligesom vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den subjektive oplevelse af en krænkelse. Hertil kommer at vi som udgangspunkt har mistillid til ledelsen, hvilket forklarer hvorfor LKs kritik kan vinde forståelse og opbakning blandt SFs progressive medlemmer.
Støtte til LK er det lette valg, fordi vi dermed vælger side med den svageste part i konflikten. Når vi som progressive i forvejen leger med tanken om, at SF primært er i regering fordi nogen vil have en ministerpost og ikke fordi det er bedst for Sf, så er virker det fornuftigt at vælge side med LK i konflikten.
Det som den progressive overser, er 1) at vi bytter gennemførsel af socialistisk politik til fordel for enkelte personers følelser, og 2) at vi fratager ledelsen dens ledelsesret.
LK kunne søge en løsning ved at kontakte POD og bede hende sikre, at LK og den pågældende person ikke møder hinanden.
Når LK søger konfrontationen i offentligheden skylder det formentligt, at hun mentalt er låst i det progressive fængsel, hvor der dels arbejdes i absolutter, dels som udgangspunkt er mistillid til ledelsen og hvor der i høj grad sættes lighedstegn mellem subjektive oplevelser og samfundsstrukturer.
Vi kender ikke sagens reelle indhold, og LK har dygtigt etableret et paradigme hvor vi enten støtter hendes kritik, eller afslører os selv som kyniske, onde magtmennesker.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/i-sf-plejer-man-ikke-staa-paa-kraenkerens-side-det-goer-man-her
Først til spørgsmålet om, hvorfor jeg mener LKs holdninger/reaktion stammer fra "det progressive fængsel". Det progressive fængsel bygger på to primære dogmer: verden fortolkes i absolutter og der er mistro til ledelsen.
LK bygger sin kritik på, at ministerrådgiveren tidligere har krænket hende (og andre kvinder). LK skelner ikke mellem grader af krænkelser, og vi ved derfor ikke "hvor grov en krænkelse" hun har været udsat for.
Vi ved, at den pågældende person fratrådte sin stilling, så krænkelsen har været alvorlig nok til, at der i 2020 skulle reageres på den. Selvom krænkelsen ikke dengang blev meldt til politiet, kan fraværet af en politianmeldelse være en del af et uformelt forlig, hvor manden stopper i sin stilling og til gengæld anmeldes krænkelsen ikke.
Der kan altså være tale om alt mellem en upassende bemærkning og en grov voldtægt suppleret med dødstrusler. For LK er det irrelevant, hvor grov en krænkelse der er tale om. Hun ønsker, at omverdenen alene forholder sig til, at der er sket en krænkelse, og at hun ikke skal gentraumatiseres ved at støde ind i manden i sit politiske arbejde. Krænkelsen bliver puttet ind i boks, hvor der ikke eksisterer nuancer eller grader af handling, den bliver "absolut".
Forholdet mellem forbrydelse og straf vil normalt være genstand for politisk opmærksomhed og diskussion, men den diskussion kommer aldrig i gang her. Vi kender ikke forbrydelsens omfang og karakter, og må tage LKs udmelding for gode varer - straffen er ikke hård nok.
Det fører os til det næste dogme, som handler om mistillid til ledelsen.
Vi må antage, at POD kender til den konkrete karakter af den krænkelse LK blev udsat for. POD var nemlig med til at håndtere sagen tilbage i 2020. Dvs. at POD har (som en af de eneste udover LK) mulighed for at vurdere forholdet mellem forbrydelsen og straffen. Hun har på den baggrund vurderet, at straffen er udstået.
POD må i sine overvejelser have vægtet både krænkelsens karakter, den efterfølgende straf, LKs forventede reaktion og kvaliteten af den rådgivning hun forventer at kunne få ved ansættelsen. Dvs. at "alt taget i betragtning" vil ansættelsen af den pågældende person øge mulighederne for at gennemføre SF-politik i et omfang som mere end opvejer LKs følelser af gentraumatisering.
Denne beslutning træffer POD som leder af SF, som minister og som den formelt vigtigste person i gennemførslen af socialisme i Danmark.
Når LK går op imod PODs beslutning, er budskabet det omvendte. LKs følelser og mulige gentraumatisering er et vigtigere hensyn end at få gennemført SFs politik i regeringen og folketinget.
LK har indlysende ikke lyst til at redegøre for hvad krænkelsen gik ud på, og på samme måde er POD afskåret fra at forholde sig til det konkrete.
Det burde være simpelt at tage stilling: Manden er straffet, der er gået 6 år siden da, POD er valgt til at lede et politisk projekt, og fællesskabets behov bør (som socialister) vægtes højere end individets behov.
Det ser anderledes ud i DPF: Her arbejder vi ikke med nuancerne i krænkelsen, ligesom vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den subjektive oplevelse af en krænkelse. Hertil kommer at vi som udgangspunkt har mistillid til ledelsen, hvilket forklarer hvorfor LKs kritik kan vinde forståelse og opbakning blandt SFs progressive medlemmer.
Støtte til LK er det lette valg, fordi vi dermed vælger side med den svageste part i konflikten. Når vi som progressive i forvejen leger med tanken om, at SF primært er i regering fordi nogen vil have en ministerpost og ikke fordi det er bedst for Sf, så er virker det fornuftigt at vælge side med LK i konflikten.
Det som den progressive overser, er 1) at vi bytter gennemførsel af socialistisk politik til fordel for enkelte personers følelser, og 2) at vi fratager ledelsen dens ledelsesret.
LK kunne søge en løsning ved at kontakte POD og bede hende sikre, at LK og den pågældende person ikke møder hinanden.
Når LK søger konfrontationen i offentligheden skylder det formentligt, at hun mentalt er låst i det progressive fængsel, hvor der dels arbejdes i absolutter, dels som udgangspunkt er mistillid til ledelsen og hvor der i høj grad sættes lighedstegn mellem subjektive oplevelser og samfundsstrukturer.
Vi kender ikke sagens reelle indhold, og LK har dygtigt etableret et paradigme hvor vi enten støtter hendes kritik, eller afslører os selv som kyniske, onde magtmennesker.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/i-sf-plejer-man-ikke-staa-paa-kraenkerens-side-det-goer-man-her
Den aktuelle sag i SF, hvor et medlem og folkevalgt på Frederiksberg (LK) kritiserer forkvindens (POD) ansættelsen af en ministerrådgiver, er et godt eksempel på, hvordan "det progressive fængsel"/dogmatisme i praksis forhindrer venstrefløjens politiske udvikling.
Først til spørgsmålet om, hvorfor jeg mener LKs holdninger/reaktion stammer fra "det progressive fængsel". Det progressive fængsel bygger på to primære dogmer: verden fortolkes i absolutter og der er mistro til ledelsen.
LK bygger sin kritik på, at ministerrådgiveren tidligere har krænket hende (og andre kvinder). LK skelner ikke mellem grader af krænkelser, og vi ved derfor ikke "hvor grov en krænkelse" hun har været udsat for.
Vi ved, at den pågældende person fratrådte sin stilling, så krænkelsen har været alvorlig nok til, at der i 2020 skulle reageres på den. Selvom krænkelsen ikke dengang blev meldt til politiet, kan fraværet af en politianmeldelse være en del af et uformelt forlig, hvor manden stopper i sin stilling og til gengæld anmeldes krænkelsen ikke.
Der kan altså være tale om alt mellem en upassende bemærkning og en grov voldtægt suppleret med dødstrusler. For LK er det irrelevant, hvor grov en krænkelse der er tale om. Hun ønsker, at omverdenen alene forholder sig til, at der er sket en krænkelse, og at hun ikke skal gentraumatiseres ved at støde ind i manden i sit politiske arbejde. Krænkelsen bliver puttet ind i boks, hvor der ikke eksisterer nuancer eller grader af handling, den bliver "absolut".
Forholdet mellem forbrydelse og straf vil normalt være genstand for politisk opmærksomhed og diskussion, men den diskussion kommer aldrig i gang her. Vi kender ikke forbrydelsens omfang og karakter, og må tage LKs udmelding for gode varer - straffen er ikke hård nok.
Det fører os til det næste dogme, som handler om mistillid til ledelsen.
Vi må antage, at POD kender til den konkrete karakter af den krænkelse LK blev udsat for. POD var nemlig med til at håndtere sagen tilbage i 2020. Dvs. at POD har (som en af de eneste udover LK) mulighed for at vurdere forholdet mellem forbrydelsen og straffen. Hun har på den baggrund vurderet, at straffen er udstået.
POD må i sine overvejelser have vægtet både krænkelsens karakter, den efterfølgende straf, LKs forventede reaktion og kvaliteten af den rådgivning hun forventer at kunne få ved ansættelsen. Dvs. at "alt taget i betragtning" vil ansættelsen af den pågældende person øge mulighederne for at gennemføre SF-politik i et omfang som mere end opvejer LKs følelser af gentraumatisering.
Denne beslutning træffer POD som leder af SF, som minister og som den formelt vigtigste person i gennemførslen af socialisme i Danmark.
Når LK går op imod PODs beslutning, er budskabet det omvendte. LKs følelser og mulige gentraumatisering er et vigtigere hensyn end at få gennemført SFs politik i regeringen og folketinget.
LK har indlysende ikke lyst til at redegøre for hvad krænkelsen gik ud på, og på samme måde er POD afskåret fra at forholde sig til det konkrete.
Det burde være simpelt at tage stilling: Manden er straffet, der er gået 6 år siden da, POD er valgt til at lede et politisk projekt, og fællesskabets behov bør (som socialister) vægtes højere end individets behov.
Det ser anderledes ud i DPF: Her arbejder vi ikke med nuancerne i krænkelsen, ligesom vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den subjektive oplevelse af en krænkelse. Hertil kommer at vi som udgangspunkt har mistillid til ledelsen, hvilket forklarer hvorfor LKs kritik kan vinde forståelse og opbakning blandt SFs progressive medlemmer.
Støtte til LK er det lette valg, fordi vi dermed vælger side med den svageste part i konflikten. Når vi som progressive i forvejen leger med tanken om, at SF primært er i regering fordi nogen vil have en ministerpost og ikke fordi det er bedst for Sf, så er virker det fornuftigt at vælge side med LK i konflikten.
Det som den progressive overser, er 1) at vi bytter gennemførsel af socialistisk politik til fordel for enkelte personers følelser, og 2) at vi fratager ledelsen dens ledelsesret.
LK kunne søge en løsning ved at kontakte POD og bede hende sikre, at LK og den pågældende person ikke møder hinanden.
Når LK søger konfrontationen i offentligheden skylder det formentligt, at hun mentalt er låst i det progressive fængsel, hvor der dels arbejdes i absolutter, dels som udgangspunkt er mistillid til ledelsen og hvor der i høj grad sættes lighedstegn mellem subjektive oplevelser og samfundsstrukturer.
Vi kender ikke sagens reelle indhold, og LK har dygtigt etableret et paradigme hvor vi enten støtter hendes kritik, eller afslører os selv som kyniske, onde magtmennesker.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/i-sf-plejer-man-ikke-staa-paa-kraenkerens-side-det-goer-man-her
English