Fodbold-VM 2026 bliver ikke kun en fodboldfest. Det bliver også en parade i sportswashing, betting, oliepenge, indrejseproblemer, digital grænsekontrol og moralsk dobbeltspil.

FIFA taler gerne om fællesskab, respekt, mangfoldighed og ansvar. Men når man ser på sponsorerne bag VM i 2026 og på de praktiske vilkår for fans og deltagere, tegner der sig en helt anden fortælling.
Blandt FIFA’s globale partnere finder vi blandt andet Aramco, Qatar Airways, Coca-Cola, Visa, Hyundai-Kia, adidas og Lenovo.

Derudover er Saudi-Arabiens statslige investeringsfond, PIF, blevet officiel tournament supporter for VM 2026.

Det er opsigtsvækkende. For samtidig med, at Saudi-Arabien allerede er udpeget som vært for VM i 2034, får landets statslige investeringsfond nu også en officiel rolle omkring VM i 2026. Det sker, mens Saudi-Arabien massivt investerer i fodbold, golf, motorsport og store internationale events, og hvor kritikken igen og igen har lydt, at sport bruges til at polere landets internationale image.

Det er svært at se det som andet end sportswashing.

Når et autoritært styre med store menneskerettighedsproblemer, begrænset ytringsfrihed, undertrykkelse af oppositionelle og massive olieinteresser får lov til at placere sig stadig tættere på verdens største sportsbegivenheder, så handler det ikke bare om fodbold. Så handler det om magt, image og global indflydelse.

FIFA burde være varsom med netop den slags forbindelser. I stedet virker det, som om døren står vidt åben, bare checken er stor nok.

Det er ikke fodboldens sjæl.

Det er fodboldens salgskatalog.

Og som om det ikke var nok, er der også alvorlige bekymringer om indrejse, visa og behandlingen af fans, spillere, dommere, journalister og officials.

FIFA skriver selv, at en VM-billet ikke garanterer visum eller adgang til USA, Canada eller Mexico. Man kan altså have betalt for billet, rejse og ophold, og stadig risikere at blive afvist ved grænsen.
Samtidig har der allerede været konkrete sager, hvor deltagere omkring VM har haft problemer med indrejse. Den somaliske FIFA-dommer Omar Artan blev ifølge The Guardian nægtet adgang til USA, selv om han havde gyldigt visum.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Rejser man ind i USA, kan telefon, computer, kamera og andre elektroniske enheder blive undersøgt ved grænsen. For visumansøgere indgår sociale medier også i screeningen, og ansøgere kan blive bedt om at oplyse sociale mediebrugernavne fra de seneste fem år. For visse visumkategorier har der endda været krav om, at sociale medieprofiler skal være offentligt tilgængelige under behandlingen.

Det betyder ikke, at alle bliver stoppet eller visiteret digitalt. Men det betyder, at VM-fans, journalister, officials og deltagere kan ende i et system, hvor adgang ikke kun handler om billet og pas, men også om politisk klima, digitale spor, sociale medier, telefoner og grænsemyndighedernes skøn.

Og hvis man bliver tilbageholdt ved indrejse, står man ikke med samme retsstilling som en almindelig borger inde i landet. Man står ved grænsen, i et system, hvor myndighederne har meget vide beføjelser, og hvor den enkelte rejsende kan opleve at have meget begrænsede muligheder for at sige fra.

Det er ikke en tryg ramme om en global folkefest.

VM skal være verdens turnering. Ikke en turnering, hvor adgang afhænger af pas, politik, digitale profiler, grænsekontrol og tilfældigheder ved en skranke.

Man kan elske fodbold og stadig være kritisk over for det system, der har taget den smukke sport som gidsel.

For fodbold burde samle mennesker. Det burde skabe glæde, fællesskab og drømme. Men når VM i stigende grad pakkes ind i oliepenge, gambling, politisk imagepleje, kommercielle særinteresser, digital overvågning og usikker adgang for fans og deltagere, så har vi et problem.

Ikke fordi virksomheder aldrig må sponsorere sport.

Men fordi FIFA igen og igen viser, at de smukke ord om ansvar, bæredygtighed, mangfoldighed og menneskerettigheder vejer meget lidt, når checken er stor nok.

VM 2026 bliver uden tvivl en sportslig begivenhed i verdensklasse.

Men uden for banen lugter det mindre af græs, fællesskab og folkefest, og mere af hykleri, profit, grænsekontrol, digital mistænkeliggørelse og moralsk aflad.

Fodbolden fortjener bedre end det.
Fansene fortjener bedre end det.
Spillerne og dommerne fortjener bedre end det.
Og verden burde efterhånden kræve mere af FIFA.

Herfra bliver det et nej tak.

Jeg ser noget andet. Nok på streaming. I denne måned.
Fodbold-VM 2026 bliver ikke kun en fodboldfest. Det bliver også en parade i sportswashing, betting, oliepenge, indrejseproblemer, digital grænsekontrol og moralsk dobbeltspil. FIFA taler gerne om fællesskab, respekt, mangfoldighed og ansvar. Men når man ser på sponsorerne bag VM i 2026 og på de praktiske vilkår for fans og deltagere, tegner der sig en helt anden fortælling. Blandt FIFA’s globale partnere finder vi blandt andet Aramco, Qatar Airways, Coca-Cola, Visa, Hyundai-Kia, adidas og Lenovo. Derudover er Saudi-Arabiens statslige investeringsfond, PIF, blevet officiel tournament supporter for VM 2026. Det er opsigtsvækkende. For samtidig med, at Saudi-Arabien allerede er udpeget som vært for VM i 2034, får landets statslige investeringsfond nu også en officiel rolle omkring VM i 2026. Det sker, mens Saudi-Arabien massivt investerer i fodbold, golf, motorsport og store internationale events, og hvor kritikken igen og igen har lydt, at sport bruges til at polere landets internationale image. Det er svært at se det som andet end sportswashing. Når et autoritært styre med store menneskerettighedsproblemer, begrænset ytringsfrihed, undertrykkelse af oppositionelle og massive olieinteresser får lov til at placere sig stadig tættere på verdens største sportsbegivenheder, så handler det ikke bare om fodbold. Så handler det om magt, image og global indflydelse. FIFA burde være varsom med netop den slags forbindelser. I stedet virker det, som om døren står vidt åben, bare checken er stor nok. Det er ikke fodboldens sjæl. Det er fodboldens salgskatalog. Og som om det ikke var nok, er der også alvorlige bekymringer om indrejse, visa og behandlingen af fans, spillere, dommere, journalister og officials. FIFA skriver selv, at en VM-billet ikke garanterer visum eller adgang til USA, Canada eller Mexico. Man kan altså have betalt for billet, rejse og ophold, og stadig risikere at blive afvist ved grænsen. Samtidig har der allerede været konkrete sager, hvor deltagere omkring VM har haft problemer med indrejse. Den somaliske FIFA-dommer Omar Artan blev ifølge The Guardian nægtet adgang til USA, selv om han havde gyldigt visum. Det bør få alarmklokkerne til at ringe. Rejser man ind i USA, kan telefon, computer, kamera og andre elektroniske enheder blive undersøgt ved grænsen. For visumansøgere indgår sociale medier også i screeningen, og ansøgere kan blive bedt om at oplyse sociale mediebrugernavne fra de seneste fem år. For visse visumkategorier har der endda været krav om, at sociale medieprofiler skal være offentligt tilgængelige under behandlingen. Det betyder ikke, at alle bliver stoppet eller visiteret digitalt. Men det betyder, at VM-fans, journalister, officials og deltagere kan ende i et system, hvor adgang ikke kun handler om billet og pas, men også om politisk klima, digitale spor, sociale medier, telefoner og grænsemyndighedernes skøn. Og hvis man bliver tilbageholdt ved indrejse, står man ikke med samme retsstilling som en almindelig borger inde i landet. Man står ved grænsen, i et system, hvor myndighederne har meget vide beføjelser, og hvor den enkelte rejsende kan opleve at have meget begrænsede muligheder for at sige fra. Det er ikke en tryg ramme om en global folkefest. VM skal være verdens turnering. Ikke en turnering, hvor adgang afhænger af pas, politik, digitale profiler, grænsekontrol og tilfældigheder ved en skranke. Man kan elske fodbold og stadig være kritisk over for det system, der har taget den smukke sport som gidsel. For fodbold burde samle mennesker. Det burde skabe glæde, fællesskab og drømme. Men når VM i stigende grad pakkes ind i oliepenge, gambling, politisk imagepleje, kommercielle særinteresser, digital overvågning og usikker adgang for fans og deltagere, så har vi et problem. Ikke fordi virksomheder aldrig må sponsorere sport. Men fordi FIFA igen og igen viser, at de smukke ord om ansvar, bæredygtighed, mangfoldighed og menneskerettigheder vejer meget lidt, når checken er stor nok. VM 2026 bliver uden tvivl en sportslig begivenhed i verdensklasse. Men uden for banen lugter det mindre af græs, fællesskab og folkefest, og mere af hykleri, profit, grænsekontrol, digital mistænkeliggørelse og moralsk aflad. Fodbolden fortjener bedre end det. Fansene fortjener bedre end det. Spillerne og dommerne fortjener bedre end det. Og verden burde efterhånden kræve mere af FIFA. Herfra bliver det et nej tak. Jeg ser noget andet. Nok på streaming. I denne måned.
Like
1
0 Kommentarer 0 Delinger 769 Visninger