Dagens Arne :
Hvor er alle sommerfuglene
når det regner?
I solen flakser de om mig
De sætter sig på ribsbusken
og folder dydigt vingerne sammen
De stiger to og to mod det blå
og binder ellevilde sløjfer af luft
om hinanden
Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel
Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt
så blottet for træk som en snebold.
Bredtægerene hægter sig mageligt sammen
Triungulinerne vifter med alle de små forben
for at lokke jordbien ned
så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels.
I solskin er haven levende
og alle buskene summer
De første dråber
falder sørgmodigt
Endnu i faldet
lukket om sig selv
i en glitrende dråbe
Men i nedstyrtningen i regnvandstønden
splintret og udslettet.
Og haven ligger tømt tilbage.
Jeg har prøvet at følge sommerfuglene
når de forsvinder i regnen.
Jeg har set efter på bladenes underside
og i læ under græsstrå.
Jeg har skrabet i jorden
og spejdet op under tagskæg
Men de er der ikke.
Sidder de som sammenrullede paraplyer
i en garderobe
et sted under skræppebladene?
Har de knyttet sig sammen
til næsten usynlige vingekugler?
Skifter de farve
så man ikke kan se dem
når de kliner sig ind mod træets bark?
De er der ikke.
De er ikke i vores verden.
Når de kan lugte
en regndråbe
falde
glider de gennem sprækkerne
i tiden
Løvtæger og urtesvirrefluer
Mosskorpioner og løbebiller
Stor bredpande og blygrå lavspinder
Guldfodet dyndflue og snegleådselsbille –
Alle glider de ned i ormehuller og revner
og kommer ud på den anden side
Alle havens insekter har samme mål.
De sætter sig på en bron tosaurus
der ligger og grynter i en muddersø
engang i kultiden.
De folder vingerne ud mod den evige sol
De ryster haven af benene
De tripper over øglens tykke læderhud
De danner summende kredse
og danser deres tidsrejsedans
indtil et signal gennem tidssprækken
fortæller dem
at solen er vendt tilbage til menneskenes tid
Så folder de sig sammen
og glider igen gennem tidssprækken
flade som dankort i en pengeautomat
og kommer tilbage til mig.
De flakser om hjortetrøst
De sætter sig på solbærbusken
De stiger to og to mod solen
og binder usynlige sløjfer om hinanden.
©Arne Herløv Petersen
Hvor er alle sommerfuglene
når det regner?
I solen flakser de om mig
De sætter sig på ribsbusken
og folder dydigt vingerne sammen
De stiger to og to mod det blå
og binder ellevilde sløjfer af luft
om hinanden
Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel
Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt
så blottet for træk som en snebold.
Bredtægerene hægter sig mageligt sammen
Triungulinerne vifter med alle de små forben
for at lokke jordbien ned
så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels.
I solskin er haven levende
og alle buskene summer
De første dråber
falder sørgmodigt
Endnu i faldet
lukket om sig selv
i en glitrende dråbe
Men i nedstyrtningen i regnvandstønden
splintret og udslettet.
Og haven ligger tømt tilbage.
Jeg har prøvet at følge sommerfuglene
når de forsvinder i regnen.
Jeg har set efter på bladenes underside
og i læ under græsstrå.
Jeg har skrabet i jorden
og spejdet op under tagskæg
Men de er der ikke.
Sidder de som sammenrullede paraplyer
i en garderobe
et sted under skræppebladene?
Har de knyttet sig sammen
til næsten usynlige vingekugler?
Skifter de farve
så man ikke kan se dem
når de kliner sig ind mod træets bark?
De er der ikke.
De er ikke i vores verden.
Når de kan lugte
en regndråbe
falde
glider de gennem sprækkerne
i tiden
Løvtæger og urtesvirrefluer
Mosskorpioner og løbebiller
Stor bredpande og blygrå lavspinder
Guldfodet dyndflue og snegleådselsbille –
Alle glider de ned i ormehuller og revner
og kommer ud på den anden side
Alle havens insekter har samme mål.
De sætter sig på en bron tosaurus
der ligger og grynter i en muddersø
engang i kultiden.
De folder vingerne ud mod den evige sol
De ryster haven af benene
De tripper over øglens tykke læderhud
De danner summende kredse
og danser deres tidsrejsedans
indtil et signal gennem tidssprækken
fortæller dem
at solen er vendt tilbage til menneskenes tid
Så folder de sig sammen
og glider igen gennem tidssprækken
flade som dankort i en pengeautomat
og kommer tilbage til mig.
De flakser om hjortetrøst
De sætter sig på solbærbusken
De stiger to og to mod solen
og binder usynlige sløjfer om hinanden.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
Hvor er alle sommerfuglene
når det regner?
I solen flakser de om mig
De sætter sig på ribsbusken
og folder dydigt vingerne sammen
De stiger to og to mod det blå
og binder ellevilde sløjfer af luft
om hinanden
Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel
Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt
så blottet for træk som en snebold.
Bredtægerene hægter sig mageligt sammen
Triungulinerne vifter med alle de små forben
for at lokke jordbien ned
så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels.
I solskin er haven levende
og alle buskene summer
De første dråber
falder sørgmodigt
Endnu i faldet
lukket om sig selv
i en glitrende dråbe
Men i nedstyrtningen i regnvandstønden
splintret og udslettet.
Og haven ligger tømt tilbage.
Jeg har prøvet at følge sommerfuglene
når de forsvinder i regnen.
Jeg har set efter på bladenes underside
og i læ under græsstrå.
Jeg har skrabet i jorden
og spejdet op under tagskæg
Men de er der ikke.
Sidder de som sammenrullede paraplyer
i en garderobe
et sted under skræppebladene?
Har de knyttet sig sammen
til næsten usynlige vingekugler?
Skifter de farve
så man ikke kan se dem
når de kliner sig ind mod træets bark?
De er der ikke.
De er ikke i vores verden.
Når de kan lugte
en regndråbe
falde
glider de gennem sprækkerne
i tiden
Løvtæger og urtesvirrefluer
Mosskorpioner og løbebiller
Stor bredpande og blygrå lavspinder
Guldfodet dyndflue og snegleådselsbille –
Alle glider de ned i ormehuller og revner
og kommer ud på den anden side
Alle havens insekter har samme mål.
De sætter sig på en bron tosaurus
der ligger og grynter i en muddersø
engang i kultiden.
De folder vingerne ud mod den evige sol
De ryster haven af benene
De tripper over øglens tykke læderhud
De danner summende kredse
og danser deres tidsrejsedans
indtil et signal gennem tidssprækken
fortæller dem
at solen er vendt tilbage til menneskenes tid
Så folder de sig sammen
og glider igen gennem tidssprækken
flade som dankort i en pengeautomat
og kommer tilbage til mig.
De flakser om hjortetrøst
De sætter sig på solbærbusken
De stiger to og to mod solen
og binder usynlige sløjfer om hinanden.
©Arne Herløv Petersen
English