Jeg er ikke katolik.
Men jeg er vokset op i en familie, hvor både kristendom og andre trosretninger havde deres plads. Derfor har jeg gennem årene også fulgt lidt med i, hvad forskellige paver har sagt om samfundsudviklingen. Jeg har endda en lille samling frimærker fra Vatikanet, flere af dem bestilt direkte fra Vatikanets postvæsen gennem årene.
For nylig læste jeg pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica Humanitas. Hvor jeg nikker genkendende til meget - det fik mig så til tasterne her.
AI er lidt som trolden, der er sluppet ud af æsken. Ligesom sociale medier kommer vi næppe til at putte den tilbage igen. Derfor giver det efter min mening ikke mening at bruge enorme ressourcer på at forsøge at stoppe udviklingen. Vi bør i stedet fokusere på at bevare kontrollen, opstille rammer og skabe nogle fælles normer for, hvordan teknologien anvendes.
AI er lidt som en bowlingbane. Når små børn spiller, kan man hæve banderne i siderne. Ikke for at begrænse spillet, men for at sikre, at kuglen bliver på banen, og at oplevelsen bliver bedre for alle.
På samme måde har vi brug for klare spilleregler og rammer for AI. Ikke for at stoppe udviklingen, men for at sikre, at teknologien bruges ansvarligt, etisk og til gavn for mennesker.
AI kan bidrage med mange positive ting. Hurtigere informationssøgning, bedre hjælpemidler, effektivisering af rutineopgaver og nye muligheder inden for forskning, sundhed og uddannelse.
Men teknologien har også en bagside.
Fake news, deepfakes, sexstortion, svindel, påvirkningskampagner og cyberangreb er blot nogle af de områder, hvor AI allerede bliver misbrugt.
Samtidig ser vi virksomheder, organisationer og endda offentlige myndigheder, som nogle gange hopper på AI-bølgen for hurtigt. Frem for først at undersøge mulighederne grundigt, teste i mindre skala og inddrage de medarbejdere, hvis arbejdsopgaver bliver berørt, bliver fokus nogle gange alene på besparelser eller effektivisering.
Men det rigtige spørgsmål er ikke: “Hvor mange medarbejdere kan vi erstatte?”
Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan dette værktøj skabe værdi, og hvilke faldgruber skal vi være opmærksomme på?”
Ofte vil svaret være, at mennesker fortsat skal være en vigtig del af processen.
Min holdning har hele tiden været, at mennesket må komme før maskinen.
Vi har allerede i mange år oplevet konsekvenserne af dårlige automatiserede systemer. Vi har set bizarre og til tider tragiske fejl i offentlige systemer. Ejendomsvurderingerne er et nyere eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fejlbehæftet system får for stor betydning.
I Storbritannien så vi det endnu tydeligere i den såkaldte Horizon-skandale, hvor hundredvis af lokale postmestre blev anklaget for tyveri og bedrageri på baggrund af fejl i et IT-system. Mange fik ødelagt deres liv, mistede deres virksomheder og deres omdømme, fordi systemet blev troet mere end menneskerne. For nogle af de berørte blev konsekvenserne så alvorlige, at de endte med at tage deres eget liv. Det er en brutal påmindelse om, hvad der kan ske, når systemer og processer får større troværdighed end mennesker, og når fejl ikke opdages eller indrømmes i tide.
Derfor bør offentlige myndigheder spørge sig selv:
Kan AI nedbringe sagsbehandlingstiden?
Kan AI frigøre tid til mere borgernær service?
Kan AI hjælpe medarbejderne i deres arbejde?
Hvis svaret er ja, så er det jo positivt.
Men vi må aldrig ende et sted, hvor computere træffer afgørelser, som har afgørende betydning for menneskers liv, uden at et menneske er involveret.
Vi må heller ikke glemme en anden udfordring. AI kræver enorme mængder regnekraft, datacentre og energi. Det lægger pres på vores energisystemer og vores infrastruktur. Samtidig ser vi mangel på avancerede komponenter og stigende priser, som også påvirker virksomheder, myndigheder og almindelige forbrugere.
Datacentre kan have deres berettigelse, men vi bør også stille spørgsmål om deres energiforbrug, deres samfundsmæssige værdi og hvor meget de reelt bidrager til lokal beskæftigelse og vækst, samt ikke mindst, hvem har adgang til hvilke data - og hvordan bruges de.
Der er derfor brug for en ansvarlig, menneskelig og demokratisk tilgang til AI.
En tilgang, hvor teknologien tjener mennesket, og ikke omvendt.
Teknologien skal være vores tjener, ikke vores herre.
Læs gerne pave Leo XIV’s encyklika her:
https://www.vatican.va/content/leo-xiv/en/encyclicals/documents/20260515-magnifica-humanitas.html
Tro ikke alt du ser…
Men jeg er vokset op i en familie, hvor både kristendom og andre trosretninger havde deres plads. Derfor har jeg gennem årene også fulgt lidt med i, hvad forskellige paver har sagt om samfundsudviklingen. Jeg har endda en lille samling frimærker fra Vatikanet, flere af dem bestilt direkte fra Vatikanets postvæsen gennem årene.
For nylig læste jeg pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica Humanitas. Hvor jeg nikker genkendende til meget - det fik mig så til tasterne her.
AI er lidt som trolden, der er sluppet ud af æsken. Ligesom sociale medier kommer vi næppe til at putte den tilbage igen. Derfor giver det efter min mening ikke mening at bruge enorme ressourcer på at forsøge at stoppe udviklingen. Vi bør i stedet fokusere på at bevare kontrollen, opstille rammer og skabe nogle fælles normer for, hvordan teknologien anvendes.
AI er lidt som en bowlingbane. Når små børn spiller, kan man hæve banderne i siderne. Ikke for at begrænse spillet, men for at sikre, at kuglen bliver på banen, og at oplevelsen bliver bedre for alle.
På samme måde har vi brug for klare spilleregler og rammer for AI. Ikke for at stoppe udviklingen, men for at sikre, at teknologien bruges ansvarligt, etisk og til gavn for mennesker.
AI kan bidrage med mange positive ting. Hurtigere informationssøgning, bedre hjælpemidler, effektivisering af rutineopgaver og nye muligheder inden for forskning, sundhed og uddannelse.
Men teknologien har også en bagside.
Fake news, deepfakes, sexstortion, svindel, påvirkningskampagner og cyberangreb er blot nogle af de områder, hvor AI allerede bliver misbrugt.
Samtidig ser vi virksomheder, organisationer og endda offentlige myndigheder, som nogle gange hopper på AI-bølgen for hurtigt. Frem for først at undersøge mulighederne grundigt, teste i mindre skala og inddrage de medarbejdere, hvis arbejdsopgaver bliver berørt, bliver fokus nogle gange alene på besparelser eller effektivisering.
Men det rigtige spørgsmål er ikke: “Hvor mange medarbejdere kan vi erstatte?”
Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan dette værktøj skabe værdi, og hvilke faldgruber skal vi være opmærksomme på?”
Ofte vil svaret være, at mennesker fortsat skal være en vigtig del af processen.
Min holdning har hele tiden været, at mennesket må komme før maskinen.
Vi har allerede i mange år oplevet konsekvenserne af dårlige automatiserede systemer. Vi har set bizarre og til tider tragiske fejl i offentlige systemer. Ejendomsvurderingerne er et nyere eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fejlbehæftet system får for stor betydning.
I Storbritannien så vi det endnu tydeligere i den såkaldte Horizon-skandale, hvor hundredvis af lokale postmestre blev anklaget for tyveri og bedrageri på baggrund af fejl i et IT-system. Mange fik ødelagt deres liv, mistede deres virksomheder og deres omdømme, fordi systemet blev troet mere end menneskerne. For nogle af de berørte blev konsekvenserne så alvorlige, at de endte med at tage deres eget liv. Det er en brutal påmindelse om, hvad der kan ske, når systemer og processer får større troværdighed end mennesker, og når fejl ikke opdages eller indrømmes i tide.
Derfor bør offentlige myndigheder spørge sig selv:
Kan AI nedbringe sagsbehandlingstiden?
Kan AI frigøre tid til mere borgernær service?
Kan AI hjælpe medarbejderne i deres arbejde?
Hvis svaret er ja, så er det jo positivt.
Men vi må aldrig ende et sted, hvor computere træffer afgørelser, som har afgørende betydning for menneskers liv, uden at et menneske er involveret.
Vi må heller ikke glemme en anden udfordring. AI kræver enorme mængder regnekraft, datacentre og energi. Det lægger pres på vores energisystemer og vores infrastruktur. Samtidig ser vi mangel på avancerede komponenter og stigende priser, som også påvirker virksomheder, myndigheder og almindelige forbrugere.
Datacentre kan have deres berettigelse, men vi bør også stille spørgsmål om deres energiforbrug, deres samfundsmæssige værdi og hvor meget de reelt bidrager til lokal beskæftigelse og vækst, samt ikke mindst, hvem har adgang til hvilke data - og hvordan bruges de.
Der er derfor brug for en ansvarlig, menneskelig og demokratisk tilgang til AI.
En tilgang, hvor teknologien tjener mennesket, og ikke omvendt.
Teknologien skal være vores tjener, ikke vores herre.
Læs gerne pave Leo XIV’s encyklika her:
https://www.vatican.va/content/leo-xiv/en/encyclicals/documents/20260515-magnifica-humanitas.html
Tro ikke alt du ser…
Jeg er ikke katolik.
Men jeg er vokset op i en familie, hvor både kristendom og andre trosretninger havde deres plads. Derfor har jeg gennem årene også fulgt lidt med i, hvad forskellige paver har sagt om samfundsudviklingen. Jeg har endda en lille samling frimærker fra Vatikanet, flere af dem bestilt direkte fra Vatikanets postvæsen gennem årene.
For nylig læste jeg pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica Humanitas. Hvor jeg nikker genkendende til meget - det fik mig så til tasterne her.
AI er lidt som trolden, der er sluppet ud af æsken. Ligesom sociale medier kommer vi næppe til at putte den tilbage igen. Derfor giver det efter min mening ikke mening at bruge enorme ressourcer på at forsøge at stoppe udviklingen. Vi bør i stedet fokusere på at bevare kontrollen, opstille rammer og skabe nogle fælles normer for, hvordan teknologien anvendes.
AI er lidt som en bowlingbane. Når små børn spiller, kan man hæve banderne i siderne. Ikke for at begrænse spillet, men for at sikre, at kuglen bliver på banen, og at oplevelsen bliver bedre for alle.
På samme måde har vi brug for klare spilleregler og rammer for AI. Ikke for at stoppe udviklingen, men for at sikre, at teknologien bruges ansvarligt, etisk og til gavn for mennesker.
AI kan bidrage med mange positive ting. Hurtigere informationssøgning, bedre hjælpemidler, effektivisering af rutineopgaver og nye muligheder inden for forskning, sundhed og uddannelse.
Men teknologien har også en bagside.
Fake news, deepfakes, sexstortion, svindel, påvirkningskampagner og cyberangreb er blot nogle af de områder, hvor AI allerede bliver misbrugt.
Samtidig ser vi virksomheder, organisationer og endda offentlige myndigheder, som nogle gange hopper på AI-bølgen for hurtigt. Frem for først at undersøge mulighederne grundigt, teste i mindre skala og inddrage de medarbejdere, hvis arbejdsopgaver bliver berørt, bliver fokus nogle gange alene på besparelser eller effektivisering.
Men det rigtige spørgsmål er ikke: “Hvor mange medarbejdere kan vi erstatte?”
Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan dette værktøj skabe værdi, og hvilke faldgruber skal vi være opmærksomme på?”
Ofte vil svaret være, at mennesker fortsat skal være en vigtig del af processen.
Min holdning har hele tiden været, at mennesket må komme før maskinen.
Vi har allerede i mange år oplevet konsekvenserne af dårlige automatiserede systemer. Vi har set bizarre og til tider tragiske fejl i offentlige systemer. Ejendomsvurderingerne er et nyere eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fejlbehæftet system får for stor betydning.
I Storbritannien så vi det endnu tydeligere i den såkaldte Horizon-skandale, hvor hundredvis af lokale postmestre blev anklaget for tyveri og bedrageri på baggrund af fejl i et IT-system. Mange fik ødelagt deres liv, mistede deres virksomheder og deres omdømme, fordi systemet blev troet mere end menneskerne. For nogle af de berørte blev konsekvenserne så alvorlige, at de endte med at tage deres eget liv. Det er en brutal påmindelse om, hvad der kan ske, når systemer og processer får større troværdighed end mennesker, og når fejl ikke opdages eller indrømmes i tide.
Derfor bør offentlige myndigheder spørge sig selv:
Kan AI nedbringe sagsbehandlingstiden?
Kan AI frigøre tid til mere borgernær service?
Kan AI hjælpe medarbejderne i deres arbejde?
Hvis svaret er ja, så er det jo positivt.
Men vi må aldrig ende et sted, hvor computere træffer afgørelser, som har afgørende betydning for menneskers liv, uden at et menneske er involveret.
Vi må heller ikke glemme en anden udfordring. AI kræver enorme mængder regnekraft, datacentre og energi. Det lægger pres på vores energisystemer og vores infrastruktur. Samtidig ser vi mangel på avancerede komponenter og stigende priser, som også påvirker virksomheder, myndigheder og almindelige forbrugere.
Datacentre kan have deres berettigelse, men vi bør også stille spørgsmål om deres energiforbrug, deres samfundsmæssige værdi og hvor meget de reelt bidrager til lokal beskæftigelse og vækst, samt ikke mindst, hvem har adgang til hvilke data - og hvordan bruges de.
Der er derfor brug for en ansvarlig, menneskelig og demokratisk tilgang til AI.
En tilgang, hvor teknologien tjener mennesket, og ikke omvendt.
Teknologien skal være vores tjener, ikke vores herre.
Læs gerne pave Leo XIV’s encyklika her:
https://www.vatican.va/content/leo-xiv/en/encyclicals/documents/20260515-magnifica-humanitas.html
Tro ikke alt du ser…
English