Sorg processen
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lave et “RIP” opslag, som så mange gør. Men denne proces har været så lærerig, givende og vigtig. Og jeg tænker mange vil kunne bruge at reflektere over dette emne. Døden. Sorgen.

Dette skriv er Ikke blot til heste mennesker. Vi har generelt her i vesten et lidt anstrengt forhold til sorg og død. Vi er opdraget til at det er noget vi skal over. Vi skal fikses så snart der er noget de gør ondt. Det samme med vores dyr. De må ikke lide. Og det gør at vi somme tider ikke giver det den tid det har brug for.

Søndag: Jeg sidder her i solen, på jorden, men Djuna ved min side. Vølven ligger under en presenning til højre for mig Lovis græsser foran mig og bevæger sig rundt. Og Flamme står og sover i solen lidt til venstre for mig. Det er to dage siden Vølven blev aflivet. Det var en fredag og derfor blev hendes krop først hentet flere dage efter - mandag morgen. Først tænkte jeg åh nej så skal hun ligge der og svulme op. Men det var så heldigt at hun skulle ligge her så mange dage. For de havde brug for tid til at give slip. De havde brug for flere dage, hvor de kunne gå til og fra.

Hegnet herude hvor hun er blevet lagt, er noget hurtigt midlertidigt noget jeg satte op for et par dage siden, og jeg turde ikke lade dem være her natten over. Den første aften da jeg tog den væk herfra, blev de så oprevet og løb fortvivlet rundt, frem og tilbage og skreg på hende. De vrinskede hele natten. Tidligt næste morgen da jeg åbnede løb de alt hvad de kunne ud til hende og stille sig og faldt straks til ro igen. Hele lørdag og søndag gik de herude til og fra. Men altid i nærheden. Og så snart jeg forsøgte at lukke et led herud eller tage dem væk herfra blev de oprevet, så de fik den tid de havde brug for og kun om natten blev de lukket fra. Gradvist blev de mere og mere rolige - i deres vej her ud om morgenen og når de blev fodret og drak, kunne jeg sætte spandenne længere og længere væk og de skyndte sig mindre og mindre tilbage.

Men jeg er spændt på at se hvordan de reagerer i morgen når hun bliver hentet. Når hendes krop bliver hentet. For de ved godt hun ikke er her mere, og de bevæger sig mere og mere væk fra hende selvom de stadig bliver herude omkring. Lugten af gas støder dem også naturligt fra. De står her kortere og kortere tid. Men Lovis har stadig brug for at stå ved hende indimellem.

Jeg er så taknemmelig for at jeg har kunne give dem muligheden for det.

Vi har sørget sammen. Jeg har grædt. Jeg har været her. Jeg har siddet her med dem, gået med dem, været i nærheden. Tiden i denne her proces har været anderledes end så mange andre gange jeg har måtte tage beslutningen om at slutte et liv. Det har været godt for mig og for flokken, som nu kun er to. De vil gerne hænge ud herude fordi de også er tættere på naboens flok på fem. Jeg tror gerne de vil (endnu mere nu hvor de er blevet en mindre) have inddraget dem i flokken.

Kan de finde ud af at være to. Flamme og Lovis. Og hvad når Flamme heller ikke er her mere. Han er jo en ældre herre, selvom han har det godt nu. Kan hun klare det igen Louis - at skulle sige farvel. Da jeg så hvor fortvivlet hun var lige da vi havde lagt Vølven ned - hvordan hun blev ved med at forsøge at få hende op - skrabede hårdt på hende med sin store kraftfulde, stærke forben - som hun har gjort så mange gange da Vølven var lille og skulle op og have mælk, og som Vølven har gjort ved hende, når hun var sulten. I det øjeblik tænkte jeg, at hun måtte med når Flamme skal her fra. Jeg kunne ikke få over mit hjerte af at hun skulle igennem det en gang til - at blive efterladt. Men selvfølgelig er båndet et andet mellem mor og datter, og mellem en voksen hest og hendes companion- en gammel onkel til hendes barn. Og denne sort er naturlig. Sorgen er altid naturlig. Og vi skal tillade den og givende den plads den skal have.

Fortsættelse i kommentarfeltet pga tekstlængde begrænsning nået..