Jeg er selv konservativ. Netop derfor er det her så frustrerende.
Mona Juul har gjort det til et krav for en ny regering, at boligejere skal kunne se beregningerne bag deres boligvurdering. Ikke at de skal kunne forstå dem eller de skal være korrekte. Blot at vi må kigge dem efter i sømmene.
Det er teknokratisk transparens forklædt som politisk mod, med retten til at bladre i et regneark, som alligevel kræver en aktuar og en jurist at afkode. At reducere ambitionen til indsigt i mellemregninger er en bemærkelsesværdig defensiv position.
Vælgerne har for længst accepteret, at vi overlader det tunge politiske arbejde til dem, vi stemmer på. De færreste går til valg på et ønske om bedre dokumentation i bilag 4. De vil vide, hvad det betyder for deres økonomi og deres hverdag. Hvad får jeg? Hvad mister jeg? Kort sagt "whats in it for me"?
Man vinder ikke mange krydser på at love gennemsigtighed i vurderingsmodeller. Man vinder på retning, prioritering og mod til at træffe valg, der kan mærkes. Hvis vi som parti vil genvinde tyngde, kræver det mere end at udpege enkeltsager, som andre alligevel forventes at rydde op i.
For mit eget vedkommende er konklusionen enkel: Så længe jeg kan og skal betale mine boligskatter, kommer jeg ikke til at bruge min fritid på at gennemtrævle vurderingsberegninger. Jeg tager familien med i skoven i stedet. Der kender jeg værdien uden mellemregninger.
Jeg er konservativ, fordi jeg tror på ansvar, retning og sammenhæng, og borgerkontrkten tilbage. Jeg er slightly ligeglad med indsigt i algoritmens decimaler. Hvis det er ambitionsniveauet i denne valgkamp, bør vi som parti stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Er det virkelig her, vi vil lægge vores politiske kapital?
Mona Juul har gjort det til et krav for en ny regering, at boligejere skal kunne se beregningerne bag deres boligvurdering. Ikke at de skal kunne forstå dem eller de skal være korrekte. Blot at vi må kigge dem efter i sømmene.
Det er teknokratisk transparens forklædt som politisk mod, med retten til at bladre i et regneark, som alligevel kræver en aktuar og en jurist at afkode. At reducere ambitionen til indsigt i mellemregninger er en bemærkelsesværdig defensiv position.
Vælgerne har for længst accepteret, at vi overlader det tunge politiske arbejde til dem, vi stemmer på. De færreste går til valg på et ønske om bedre dokumentation i bilag 4. De vil vide, hvad det betyder for deres økonomi og deres hverdag. Hvad får jeg? Hvad mister jeg? Kort sagt "whats in it for me"?
Man vinder ikke mange krydser på at love gennemsigtighed i vurderingsmodeller. Man vinder på retning, prioritering og mod til at træffe valg, der kan mærkes. Hvis vi som parti vil genvinde tyngde, kræver det mere end at udpege enkeltsager, som andre alligevel forventes at rydde op i.
For mit eget vedkommende er konklusionen enkel: Så længe jeg kan og skal betale mine boligskatter, kommer jeg ikke til at bruge min fritid på at gennemtrævle vurderingsberegninger. Jeg tager familien med i skoven i stedet. Der kender jeg værdien uden mellemregninger.
Jeg er konservativ, fordi jeg tror på ansvar, retning og sammenhæng, og borgerkontrkten tilbage. Jeg er slightly ligeglad med indsigt i algoritmens decimaler. Hvis det er ambitionsniveauet i denne valgkamp, bør vi som parti stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Er det virkelig her, vi vil lægge vores politiske kapital?
Jeg er selv konservativ. Netop derfor er det her så frustrerende.
Mona Juul har gjort det til et krav for en ny regering, at boligejere skal kunne se beregningerne bag deres boligvurdering. Ikke at de skal kunne forstå dem eller de skal være korrekte. Blot at vi må kigge dem efter i sømmene.
Det er teknokratisk transparens forklædt som politisk mod, med retten til at bladre i et regneark, som alligevel kræver en aktuar og en jurist at afkode. At reducere ambitionen til indsigt i mellemregninger er en bemærkelsesværdig defensiv position.
Vælgerne har for længst accepteret, at vi overlader det tunge politiske arbejde til dem, vi stemmer på. De færreste går til valg på et ønske om bedre dokumentation i bilag 4. De vil vide, hvad det betyder for deres økonomi og deres hverdag. Hvad får jeg? Hvad mister jeg? Kort sagt "whats in it for me"?
Man vinder ikke mange krydser på at love gennemsigtighed i vurderingsmodeller. Man vinder på retning, prioritering og mod til at træffe valg, der kan mærkes. Hvis vi som parti vil genvinde tyngde, kræver det mere end at udpege enkeltsager, som andre alligevel forventes at rydde op i.
For mit eget vedkommende er konklusionen enkel: Så længe jeg kan og skal betale mine boligskatter, kommer jeg ikke til at bruge min fritid på at gennemtrævle vurderingsberegninger. Jeg tager familien med i skoven i stedet. Der kender jeg værdien uden mellemregninger.
Jeg er konservativ, fordi jeg tror på ansvar, retning og sammenhæng, og borgerkontrkten tilbage. Jeg er slightly ligeglad med indsigt i algoritmens decimaler. Hvis det er ambitionsniveauet i denne valgkamp, bør vi som parti stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Er det virkelig her, vi vil lægge vores politiske kapital?
English