På denne dato, for 40 år siden, blev Olof Palme myrdet.

Den nat lå jeg under dynen og smuglyttede til radioen, da nyheden kom. Jeg husker stadig følelsen. Det uvirkelige i, at noget så voldsomt kunne ske midt i Norden. Som om verden pludselig var rykket tættere på.

En del af min barndom var jeg vokset op i Sverige. Måske er det derfor, jeg altid har følt en særlig tilknytning. Sverige var ikke bare et naboland, det var en del af mit eget landskab, mit sprog, mine minder. Og den nat blev det landskab forandret.

Man kunne være enig eller uenig i hans politik. Han var en markant og omdiskuteret statsminister, der satte stærke spor både nationalt og internationalt. Men uanset ståsted ændrede hans mord Norden. Det brød med forestillingen om, at vores del af verden stod udenfor den slags vold. At en folkevalgt leder kunne blive skudt på åben gade efter en biograftur, midt i hovedstaden, rystede noget grundlæggende.

Første gang jeg selv stod på hjørnet ved Sveavägen og Tunnelgatan, hvor det skete, var det en mærkelig oplevelse. Trafikken gled forbi, mennesker levede deres liv, og alligevel hvilede der en særlig tyngde over stedet. Historien kan nogle gange mærkes i kroppen.

Motivet bag drabet får vi nok aldrig helt sikkert at vide. Sagen blev lukket, men mistanken om et politisk motiveret mord hænger stadig i luften for mange. Spørgsmålene lever videre. Det gør mindet også.

For mig står den nat som et tidligt møde med verdens alvor. En påmindelse om, hvor skrøbeligt et åbent og demokratisk samfund kan være, og hvor vigtigt det er at værne om det, også når vi er uenige.