SPRØDSTEGT KANTINEFLÆSK
Der er igen gået valg i skolepolitikken, og det følger et velkendt mønster. Politikere taler pænt, lover stort og undgår konsekvent at forklare, hvordan noget skal lade sig gøre. Færre elever i klasserne præsenteres som ansvarlig politik, selvom det blot er et gammelt løfte, gentaget uden indhold og uden vilje til at tage konsekvenserne.
Ingen redegør for gennemførelsen, fordi enhver konkretisering ville afsløre, at løftet ikke kan bære. Manglen på lærere, lokaler og økonomi er kendt stof, men ignoreres, fordi virkelighed ikke er en fordel i en valgkamp. Det afgørende er ikke, om noget kan gennemføres, men om det lyder rigtigt.
Trivsel er blevet det ord, der bruges til at lukke munden på kritikken. Det er ikke en præcis beskrivelse af et mål, men et følelsesladet signal, som fritager politikere for at prioritere og forklare. Når trivsel nævnes, ophører kravet om ansvar. Det er ikke politik. Det er retorik forklædt som omsorg.
Forældrene accepterer fortællingen, fordi de er trætte af konflikter og af at høre, at alt ikke kan lade sig gøre. De vil have nogen til at tage ansvaret, og derfor klapper man af løfter, man godt ved ikke bliver indfriet.
Politikerne ved det og udnytter det. Løfterne er risikofrie, fordi ansvaret altid kan sendes videre. Når noget mislykkes, er det kommunernes skyld, systemets skyld eller virkelighedens skyld.
Vælgerne har vænnet sig til det. Demokratiet fungerer formelt, men indholdet er udhulet. Når ærlighed ikke længere forventes, bliver uærlighed normen. Når realisme ikke efterspørges, forsvinder den.
Skolepolitikken er blevet et symbol på en bredere politisk kultur, hvor det vigtigste er at fremstå ansvarlig uden at være det. Det er ikke en fejl. Det er et bevidst valg. Og det fortsætter, fordi vi accepterer det.
Der er igen gået valg i skolepolitikken, og det følger et velkendt mønster. Politikere taler pænt, lover stort og undgår konsekvent at forklare, hvordan noget skal lade sig gøre. Færre elever i klasserne præsenteres som ansvarlig politik, selvom det blot er et gammelt løfte, gentaget uden indhold og uden vilje til at tage konsekvenserne.
Ingen redegør for gennemførelsen, fordi enhver konkretisering ville afsløre, at løftet ikke kan bære. Manglen på lærere, lokaler og økonomi er kendt stof, men ignoreres, fordi virkelighed ikke er en fordel i en valgkamp. Det afgørende er ikke, om noget kan gennemføres, men om det lyder rigtigt.
Trivsel er blevet det ord, der bruges til at lukke munden på kritikken. Det er ikke en præcis beskrivelse af et mål, men et følelsesladet signal, som fritager politikere for at prioritere og forklare. Når trivsel nævnes, ophører kravet om ansvar. Det er ikke politik. Det er retorik forklædt som omsorg.
Forældrene accepterer fortællingen, fordi de er trætte af konflikter og af at høre, at alt ikke kan lade sig gøre. De vil have nogen til at tage ansvaret, og derfor klapper man af løfter, man godt ved ikke bliver indfriet.
Politikerne ved det og udnytter det. Løfterne er risikofrie, fordi ansvaret altid kan sendes videre. Når noget mislykkes, er det kommunernes skyld, systemets skyld eller virkelighedens skyld.
Vælgerne har vænnet sig til det. Demokratiet fungerer formelt, men indholdet er udhulet. Når ærlighed ikke længere forventes, bliver uærlighed normen. Når realisme ikke efterspørges, forsvinder den.
Skolepolitikken er blevet et symbol på en bredere politisk kultur, hvor det vigtigste er at fremstå ansvarlig uden at være det. Det er ikke en fejl. Det er et bevidst valg. Og det fortsætter, fordi vi accepterer det.
SPRØDSTEGT KANTINEFLÆSK
Der er igen gået valg i skolepolitikken, og det følger et velkendt mønster. Politikere taler pænt, lover stort og undgår konsekvent at forklare, hvordan noget skal lade sig gøre. Færre elever i klasserne præsenteres som ansvarlig politik, selvom det blot er et gammelt løfte, gentaget uden indhold og uden vilje til at tage konsekvenserne.
Ingen redegør for gennemførelsen, fordi enhver konkretisering ville afsløre, at løftet ikke kan bære. Manglen på lærere, lokaler og økonomi er kendt stof, men ignoreres, fordi virkelighed ikke er en fordel i en valgkamp. Det afgørende er ikke, om noget kan gennemføres, men om det lyder rigtigt.
Trivsel er blevet det ord, der bruges til at lukke munden på kritikken. Det er ikke en præcis beskrivelse af et mål, men et følelsesladet signal, som fritager politikere for at prioritere og forklare. Når trivsel nævnes, ophører kravet om ansvar. Det er ikke politik. Det er retorik forklædt som omsorg.
Forældrene accepterer fortællingen, fordi de er trætte af konflikter og af at høre, at alt ikke kan lade sig gøre. De vil have nogen til at tage ansvaret, og derfor klapper man af løfter, man godt ved ikke bliver indfriet.
Politikerne ved det og udnytter det. Løfterne er risikofrie, fordi ansvaret altid kan sendes videre. Når noget mislykkes, er det kommunernes skyld, systemets skyld eller virkelighedens skyld.
Vælgerne har vænnet sig til det. Demokratiet fungerer formelt, men indholdet er udhulet. Når ærlighed ikke længere forventes, bliver uærlighed normen. Når realisme ikke efterspørges, forsvinder den.
Skolepolitikken er blevet et symbol på en bredere politisk kultur, hvor det vigtigste er at fremstå ansvarlig uden at være det. Det er ikke en fejl. Det er et bevidst valg. Og det fortsætter, fordi vi accepterer det.
Dansk