Hvis Venezuela nu endelig står over for en ny fase, er det helt afgørende, at Venezuela får lov at udvikle sig i demokratisk retning, på egne præmisser og med reel folkelig opbakning. Det må ikke blot blive et magtskifte, men begyndelsen på et reelt systemskifte.

Som María Corina Machado formulerer det i sin proklamation, er dette borgernes time. Et øjeblik, hvor folkelig og national suverænitet igen bør få forrang. Det håb deler jeg.

Samtidig bør vi ikke være naive. Donald Trump og USA har næppe handlet af ren idealisme. Stormagtspolitik drives også af interesser og indenrigspolitiske hensyn. Forklaringer, der primært henviser til narkotikabekæmpelse, fremstår ikke overbevisende alene, når man ser på de faktiske narkoruter i regionen.

USA har desuden en veldokumenteret problematisk historik i Latinamerika, herunder Sydamerika. Netop derfor må håbet være, at eksterne aktører i størst muligt omfang holder sig i baggrunden og respekterer venezuelanernes ret til selv at forme deres fremtid.

Demokrati kan ikke påtvinges udefra. Det kan kun vokse indefra, gennem frie valg, stærke institutioner, respekt for menneskerettigheder og national forsoning.

Hvis dette øjeblik bliver begyndelsen på et frit og demokratisk Venezuela, skabt af venezuelanerne selv, så er det den vej landet bør have lov at gå.