Dagens Arne :

Hvis man er fyldt til bristepunktet
af glæde, kærlighed eller angst
så man ikke kan have det i sig
siver det ud af hudens porer
og står som usynlig damp
op mod de øverste luftlag.

Deroppe fortættes det
og klumper sig sammen
med de andres længsler og håb
til drømmeskyer.

Almindelige skyer
er fyldt med almindeligt vand
der falder ned
og gør græsset grønnere
og havet mere vådt
end det var i forvejen.

Men drømmeskyerne driver videre
gennem århundreder
som matrosa luftskibe.
Vi ser dem ikke,
men når vi vågner om natten
kan vi høre en svag susen fra dem
og mærke en rislen af følelser
når de vender sig en omgang.

Kun et par gange hvert århundrede
kan en nedstyrtet engel
eller en vildfaren albatros
der flygter fra tyngdekraften
og Jordens bane
prikke hul på en drømmesky.

Står man tilfældigvis
lige under skyen, når det sker,
bliver man gennemblødt
af ældgammel sorg og glæde,
pyramidebyggerens trængsler,
bondens dybt summende glæde
over det gyldne korn
og den store baggrundslængsel
efter et skybrud af jubel og gråd.

©Arne Herløv Petersen