Dagens Arne :

I går var det opholdsvejr
slesk og indsmigrende solskin.
I dag træder måneden i karakter.
Det er nordbrandtvember.

Kold regn siler ned under flippen
Universet lugter af sure sokker.
Nu er der 182 dage til maj
og hvem ved
om man lever så længe.

Jeg stopper en finger i dæmningen
i den tro
jeg kan holde havet ude.
Med dette åndedræt
der kan være det sidste
prøver jeg at besværge
svulstens sejrsmarch
blodproppens lammelser
og det tvivlrådige hjerte
hvis sidste, tøvende slag
svinder hen som en hammerslag
på øjeblikkets ambolt.

I den pludselige stilhed
størkner blodet i årerne.

Som bøjelige stænger
af gennemsigtig hindbærmasse
stiver venerne kødet af
mens øjnene vender sig
og betragter det indre mørke.
Min krop forvandlet til præparat
med meget kort holdbarhed.

Du godeste gud, hvad laver jeg her,
i regnvejr på Vennemindevej.
Hvorfor emigrerede jeg ikke som tyveårig
til Filippinerne uden tyfoner
Thailand uden tsunami
Kiribati uden oversvømmelser
Ecuador uden jordskælv
Colombia uden mafia
Congo uden krig

Faktisk bestilte jeg prospekter
om byggegrunde i Medellin og Jaffna
Havde jeg skrevet under dengang
var jeg gået op i flammer
og havde ikke stået her
gennemtrukket af væde
ved et busstoppested

Jeg løber sur som gammel mælk
Blålige klumper i tynd væske
Jeg visner og rådner fugtigbrunt
som de yderste salatblade

Hvem ved hvad jeg gik glip af i troperne
Dengue feber, plettyfus
og den tynde guineaorm
der skal rulles forsigtigt ud af såret
og op om en spole.

Nu står jeg her og mugner
For gammel til at flytte fødderne
her på denne våde fortovsflise
ved busstoppestedet
i regnvejr
i november.

©Arne Herløv Petersen