English
βπ πππ£π₯ ππ πππ€π π π π πππ β€πππππ£πππ – π€ππππππππ πππ πππ¦ππ€ππͺπ₯ππ
Isaiah ”Ike” Zimmerman blev født i Grady, Alabama i 1907. Han arbejdede som landmand, men levede for musikken og spillede blues på lokale juke joints. Han giftede sig med Ruth, og de bosatte sig i Beauregard, Mississippi, hvor Ike fortsatte med at spille og undervise andre i guitar.
En dag mødte han den unge Robert Johnson, som fulgte med ham hjem og blev boende hos familien. Ike lærte Robert alt, hvad han vidste om guitarspil – og de øvede ofte på den nærliggende Beauregard Cemetery, hvor de efter sigende sad på gravsten og spillede. Flere af Ike’s børn fortalte, at Robert lærte mange af sine berømte sange – som Walking Blues og Ramblin’ on My Mind – direkte fra Ike, sange som Robert Johnson senere tog æren for.
Efter en tid rejste Robert videre for at forfølge sin karriere, mens Ike senere blev præst i Californien, men fortsatte med at spille musik til sin død i 1974.
Myten om djævlepagten
Historien om, at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at blive en stor guitarist, stammer egentlig fra en anden bluesmusiker – Tommy Johnson. Det var Tommy Johnsons bror, Ledell, der i et interview med forskeren David Evans i 1966 fortalte denne historie. I 1960’erne blev myten fejlagtigt overført til Robert Johnson af musikjournalister som Stephen C. LaVere og Peter Guralnick, som var med til at genoplive interessen for Robert og hans mystiske liv og død.
Robert Johnsons hurtige musikalske udvikling og hans tidlige død i 1938 gjorde det nemt for myten at slå rod. Son House, der kendte ham, fortalte kun, at Robert forsvandt en tid og vendte tilbage som en fremragende guitarist – ikke noget om en djævlepagt.
Populærkultur og eftertid
Myten blev fastholdt gennem bøger, film og musik – fx filmen Crossroads (1986) og Eric Claptons album Me and Mr. Johnson (2004). I dag er fortællingen om korsvejen blevet en del af bluesens mytologi, selvom den historisk set hører til Tommy Johnson og ikke Robert Johnson.
Isaiah ”Ike” Zimmerman blev født i Grady, Alabama i 1907. Han arbejdede som landmand, men levede for musikken og spillede blues på lokale juke joints. Han giftede sig med Ruth, og de bosatte sig i Beauregard, Mississippi, hvor Ike fortsatte med at spille og undervise andre i guitar.
En dag mødte han den unge Robert Johnson, som fulgte med ham hjem og blev boende hos familien. Ike lærte Robert alt, hvad han vidste om guitarspil – og de øvede ofte på den nærliggende Beauregard Cemetery, hvor de efter sigende sad på gravsten og spillede. Flere af Ike’s børn fortalte, at Robert lærte mange af sine berømte sange – som Walking Blues og Ramblin’ on My Mind – direkte fra Ike, sange som Robert Johnson senere tog æren for.
Efter en tid rejste Robert videre for at forfølge sin karriere, mens Ike senere blev præst i Californien, men fortsatte med at spille musik til sin død i 1974.
Myten om djævlepagten
Historien om, at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at blive en stor guitarist, stammer egentlig fra en anden bluesmusiker – Tommy Johnson. Det var Tommy Johnsons bror, Ledell, der i et interview med forskeren David Evans i 1966 fortalte denne historie. I 1960’erne blev myten fejlagtigt overført til Robert Johnson af musikjournalister som Stephen C. LaVere og Peter Guralnick, som var med til at genoplive interessen for Robert og hans mystiske liv og død.
Robert Johnsons hurtige musikalske udvikling og hans tidlige død i 1938 gjorde det nemt for myten at slå rod. Son House, der kendte ham, fortalte kun, at Robert forsvandt en tid og vendte tilbage som en fremragende guitarist – ikke noget om en djævlepagt.
Populærkultur og eftertid
Myten blev fastholdt gennem bøger, film og musik – fx filmen Crossroads (1986) og Eric Claptons album Me and Mr. Johnson (2004). I dag er fortællingen om korsvejen blevet en del af bluesens mytologi, selvom den historisk set hører til Tommy Johnson og ikke Robert Johnson.
βπ πππ£π₯ ππ πππ€π π π π πππ β€πππππ£πππ – π€ππππππππ πππ πππ¦ππ€ππͺπ₯ππ
Isaiah ”Ike” Zimmerman blev født i Grady, Alabama i 1907. Han arbejdede som landmand, men levede for musikken og spillede blues på lokale juke joints. Han giftede sig med Ruth, og de bosatte sig i Beauregard, Mississippi, hvor Ike fortsatte med at spille og undervise andre i guitar.
En dag mødte han den unge Robert Johnson, som fulgte med ham hjem og blev boende hos familien. Ike lærte Robert alt, hvad han vidste om guitarspil – og de øvede ofte på den nærliggende Beauregard Cemetery, hvor de efter sigende sad på gravsten og spillede. Flere af Ike’s børn fortalte, at Robert lærte mange af sine berømte sange – som Walking Blues og Ramblin’ on My Mind – direkte fra Ike, sange som Robert Johnson senere tog æren for.
Efter en tid rejste Robert videre for at forfølge sin karriere, mens Ike senere blev præst i Californien, men fortsatte med at spille musik til sin død i 1974.
Myten om djævlepagten
Historien om, at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at blive en stor guitarist, stammer egentlig fra en anden bluesmusiker – Tommy Johnson. Det var Tommy Johnsons bror, Ledell, der i et interview med forskeren David Evans i 1966 fortalte denne historie. I 1960’erne blev myten fejlagtigt overført til Robert Johnson af musikjournalister som Stephen C. LaVere og Peter Guralnick, som var med til at genoplive interessen for Robert og hans mystiske liv og død.
Robert Johnsons hurtige musikalske udvikling og hans tidlige død i 1938 gjorde det nemt for myten at slå rod. Son House, der kendte ham, fortalte kun, at Robert forsvandt en tid og vendte tilbage som en fremragende guitarist – ikke noget om en djævlepagt.
Populærkultur og eftertid
Myten blev fastholdt gennem bøger, film og musik – fx filmen Crossroads (1986) og Eric Claptons album Me and Mr. Johnson (2004). I dag er fortællingen om korsvejen blevet en del af bluesens mytologi, selvom den historisk set hører til Tommy Johnson og ikke Robert Johnson.
