Dagens Arne :

Jeg ville helst være glad, nu jeg er blad.
Jeg ville være grøn og saftig
bare sidde og dirre lidt i brisen
og sommerfuglene måtte gerne gå på mig
Det kilder så dejligt.

Men det er et frygteligt slid
for det er mig, der skal lave det hele
Sutte sol og regn i mig og lave fotosyntese
Og hvor meget tror du, jeg kan beholde selv
af alle næringsstofferne?
Ikke ret meget. Det kan jeg godt sige dig.
Stammen og rødderne vil have det meste.

Og så blev det koldt og der var ikke noget sol
og stammen sagde, at det var for lidt jeg lavede
Den skulle bruge meget mere
Og så er det klart man bliver stresset
og fylder sig med ethylen.
Det er vores sprut.

Så sidder man der i en ordentlig ethylen-kæfert
og tænker at det er alligevel et fint job at være blad
selv i oktober
Men så er er noget, der begynder at gnave på min stilk

Det er den ethylen
Når man hælder for meget i sig
opløser den cellevæggene
i løsningslaget i stilken
Det er sådan en slags stilk-demens
Man mister forbindelsen til de andre

Og så får man gulsot
og sidder der tigergul og rynket
og kan mærke at huden bliver helt tør

Og lige pludselig
så kribler det ude i stilken
Gnave gnave gnave gnave
i cellevæggene

Og så falder træet
Det er træfald
Væk er det
Og jeg flagrer helt alene rundt i luften.

Så hjælp mig dog
Kom og hjælp mig op igen
Jeg vil have en ny stilk
Jeg har puklet for den stamme hele sommeren
Det er uretfærdigt, det her, er det.

Jeg vil ikke være med mere.

Men det er jeg for resten heller ikke.
Jeg ligger nede på jorden
og alle regnormene kommer over og snuser
før de sætter tænderne i mig.

Farvel, grusomme verden

©Arne Herløv Petersen