Dagens Arne :
Spejlbilledet forfølger mig
Se på mig, trygler det.
Det er din skyld alt sammen.
Se, hvad du har gjort mig til.
Så slidt jeg er blevet.
Sandblæst som en vandreklit
med enkelte tuer af marehalm
Gammelmandsslim
i en rynket pose af tynd og spættet hud.
Jeg kunne have været helt anderledes.
Inde i spejlet findes tiden ikke.
Jeg kunne have været evigt den samme.
Men ikke om jeg vil høre på klynk og ynk.
Så tag dig dog sammen.
siger jeg og stirrer vredt på spejlbilledet¨
Men det stirrer bare igen.
Så kan du have det så godt.
Jeg kender et trick eller to
fra en gammel grimoire.
Jeg dukker mig lynhurtigt
og er væk.
Over skulderen
ser jeg spejlbilledet
stå betuttet tilbage.
Hvilken befrielse
at leve uspejlet
se huden rynke
høre knæene knirke
følge glad med tiden
uden spejlbilledets evige brok.
©Arne Herløv Petersen
Spejlbilledet forfølger mig
Se på mig, trygler det.
Det er din skyld alt sammen.
Se, hvad du har gjort mig til.
Så slidt jeg er blevet.
Sandblæst som en vandreklit
med enkelte tuer af marehalm
Gammelmandsslim
i en rynket pose af tynd og spættet hud.
Jeg kunne have været helt anderledes.
Inde i spejlet findes tiden ikke.
Jeg kunne have været evigt den samme.
Men ikke om jeg vil høre på klynk og ynk.
Så tag dig dog sammen.
siger jeg og stirrer vredt på spejlbilledet¨
Men det stirrer bare igen.
Så kan du have det så godt.
Jeg kender et trick eller to
fra en gammel grimoire.
Jeg dukker mig lynhurtigt
og er væk.
Over skulderen
ser jeg spejlbilledet
stå betuttet tilbage.
Hvilken befrielse
at leve uspejlet
se huden rynke
høre knæene knirke
følge glad med tiden
uden spejlbilledets evige brok.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
Spejlbilledet forfølger mig
Se på mig, trygler det.
Det er din skyld alt sammen.
Se, hvad du har gjort mig til.
Så slidt jeg er blevet.
Sandblæst som en vandreklit
med enkelte tuer af marehalm
Gammelmandsslim
i en rynket pose af tynd og spættet hud.
Jeg kunne have været helt anderledes.
Inde i spejlet findes tiden ikke.
Jeg kunne have været evigt den samme.
Men ikke om jeg vil høre på klynk og ynk.
Så tag dig dog sammen.
siger jeg og stirrer vredt på spejlbilledet¨
Men det stirrer bare igen.
Så kan du have det så godt.
Jeg kender et trick eller to
fra en gammel grimoire.
Jeg dukker mig lynhurtigt
og er væk.
Over skulderen
ser jeg spejlbilledet
stå betuttet tilbage.
Hvilken befrielse
at leve uspejlet
se huden rynke
høre knæene knirke
følge glad med tiden
uden spejlbilledets evige brok.
©Arne Herløv Petersen