Ulykken i Sønderjylland i går har gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg havde selv passeret stedet kort tid inden, og det satte mange følelser i gang. Jeg har tidligere oplevet, hvor voldsomt det er, når det går galt på jernbanen. Jeg arbejdede selv på et tog, da en personpåkørsel skete, og jeg befandt mig allerforrest. Lydene, tiden og hele den fysiske fornemmelse af selve sammenstødet sidder stadig meget klart i mig den dag i dag. Det er en oplevelse, man aldrig glemmer. Derfor ramte nyheden i går ekstra hårdt. Da jeg i aftes talte med B.T. om baggrunden for min reaktion, forklarede jeg også, hvordan sådanne oplevelser bliver siddende i én, og hvorfor jeg straks tænkte på de berørte og deres pårørende: https://www.bt.dk/samfund/oproert-politiker-efter-ulykke-det-kunne-have-vaeret-mig Mine tanker går først og fremmest til de mennesker, der blev ramt direkte – til de tilskadekomne og deres nærmeste, som på et øjeblik har fået vendt deres liv på hovedet. Jeg føler samtidig en dyb respekt og taknemmelighed for de redningsfolk, politibetjente og DSB-medarbejdere, der trådte til. Det kræver både professionalisme og stort menneskeligt overskud at handle i sådan en situation, og deres indsats fortjener vores anerkendelse. Ulykker som denne rammer som et lyn fra en klar himmel. Det kunne have været hvem som helst. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun ser det som en overskrift, men husker menneskene bag – de ramte, deres nærmeste og dem, der hjælper.