Dagens Arne :

Her, hvor jeg sidder og venter på bussen
præcis her
sad en hyrdedreng for 800 år siden
og spillede på benfløjte
da koen rev sig løs,
den spættede, trepattede
der var så knarvorn.
Han tabte fløjten,
da han benede efter koen.

Fløjten ligger i jorden endnu,
langt nede under sædet i læskuret.
Ingen kan se den,
Ingen ved den er der
andre end mig.
Jeg kan mærke den dernede.

Da de sidste toner
skulle til at trille ud af fløjten,
kastede drengen den fra sig.
Tonerne blev liggende
og trykkede sig sammen.

De prøver stadig på at komme ud.
Man kan høre dem pibe og hvæse lidt,
men de kan ikke
ikke af sig selv.

Jeg mærker de indespærrede toner
som en durren i sædet under mig.
Små forknytte toneklumper nede i jorden.
De havde sådan glædet sig til at komme ud
svæve i arabesker over græsset
og opløses som den sidste dis
der smelter for solen over engen.

Kom så bare med jer
I kan komme op gennem mig, siger jeg.
Jeg skal nok åbne munden.
så kan I komme ud den vej.

En dame kommer gående med sin datter,
en lille håndunge i knæhøjde.
Moar, siger pigen.
Der sidder en tosset mand og synger
inde i skuret.
Må han vel det?

©Arne Herløv Petersen