Jeg hører tit en bekymring om at "hvordan får man råd til alle de trivselstiltag folk ønsker sig"
Jeg spekulerer over hvordan i alverden vi har råd til at tillade al den mistrivsel vi har?
Jeg tror ikke vi er nok bevidste om hvor dyrt det er at mistrives.
Mistrivsel koster kassen - personligt og samfundsmæssigt.
Dårligt selvværd, lavere indlæring i skolen, dårligere uddannelse, mindre udnyttelse af potentialet, sygemeldinger, behandlinger, tabt arbejdsfortjeneste, skånehensyn, brudte familier, ensomhed, misbrug osv osv osv....
Det er simpelthen for dyrt at lade være med at have trivsel som mål for hvor godt det går!
Få nu bare trivsel med som parameter for om samfundet er i vækst. Man kan i andre lande og med succes - hvorfor så ikke i Danmark?
Eller i det mindste i Aabenraa kommune hvor jeg stiller op til byrådet - så tager vi fat på landsplan bagefter.

Dagens undren:
Vi har på mit arbejde fået nogle nye handleanvisninger eller arbejdsgangsbeskrivelser (kært barn har mange navne). Den del der gælder mine opgaver fylder en A4 side - så det er jo til at overskue - troede jeg da.
Sandheden er at der ind til nu er spottet mindst 4 forskellige måder at tolke teksten på.
Min tolkning og min leders er milevidt fra hinanden. Min tolkning er at jeg selv må bestemme hvad jeg arbejder med inden for rammen. Min leder mener at visitationen 100% bestemmer hvad jeg skal arbejde med ingen for rammen.
Min tolkning og min nærmeste kollega i visitationen - er nogenlunde enige i de grundlæggende tolkning, men med nuancer der skaber let forvirring. Dog ikke mere end vi kan tale om det.
Leder fra to samarbejdsafdelinger - de har hver deres egen tolkning af den A4 side.

Det er godt nok lidt vildt at så lidt tekst kan skabe så meget forvirring og uenighed (uenighed i tolkning - ikke fjendskab)
Det er også lidt sjovt at analysere lidt på hvilken tolkning de forskellige har - og til hvems gavn denne tolkning er..... Altså en slags vurdering af om hvem der tolker til egen gavn, borgers gavn, fælles gavn....

Det skrevne ord er en løjerlig størrelse - særligt når det læses gennem forskellige brilleglas...
Men i sidste ende finder vi en vej og en retning - forhåbentlig til fælles gavn og borgerens bedste.

Endnu en dag er gået.

Dagens refleksion:
Omsorgstræthed er ikke det største problem for sundhedspersonale - var en påstand jeg så i dag.

Jeg endte med at være enig - jeg tror nemlig at moralsk stress er langt værre.
Den stress man får hvis man VED at man kan gøre det bedre for et andet menneske, men ikke må på grund af underlige retningslinjer og regler. Man får at vide at man ikke må involvere sig så meget - at man ikke må tage arbejdet med hjem osv.
Men det er jo ikke arbejdet man tager med hjem - det er de ting man ikke fik lov at gøre der fylder.

Det må alt andet lige være svært at blive træt af at give omsorg, hvis man ofte føler der ikke er mulighed for at give den omsorg man har lyst til - og som man fagligt ved er givtigt for både borger, forløb og egen arbejdsglæde.

Vi burde give fagpersonale lov til at vurdere hvilken faglig intervention der skal til - også selvom det indebære tid til omsorg og nærvær.