Dette er den niende bog i serien 2 Feet Klassikere, og selvom jeg selv oversatte den første bog i serien, ‘Dommerens hus‘ af Bram Stoker, er dette blot den anden, jeg selv har oversat. Serien har fået sit eget liv, og det er jeg kun stolt over og glad for.
Men det havde hele tiden været tanken, at jeg selv skulle bidrage med oversættelser til serien, og måske endnu vigtigere, at den også skulle have fokus på de kvindelige forfattere, der bidrog til at forme gysergenren for 100+ år siden. At det sidste har været forsømt, har smertet mig mest. Inden denne bog har kun én af de otte foregående udgivelser været af en kvindelig forfatter, nemlig Margaret Oliphants ‘Bibliotekets vindue‘, og det er simpelthen for dårligt.
‘Frankenstein’, som Mary Shelley skrev som teenager, hører til blandt de absolut vigtigste horrorromaner nogensinde, og alene derfor var hun om nogen oplagt til en plads i 2 Feet Klassikere, og det var i øvrigt også på tide, at jeg selv fik taget mig sammen og oversat en bog mere til serien, så sådan blev det.
Mary Shelley er oven i det en generation eller to før de senere store navne i genren, så det er altså tidlige gotiske noveller, der nok vægter den romantiske åre i teksten højere, end de senere forfattere gjorde, men stadig har det hele, overnaturlige kræfter, dystre gamle slotte, og ondsindede dæmoner.

“Books only have two smells. The smell of a new book, which is good, and the smell of an old book, which is even better."
— Ray Bradbury
(Amerikansk science fiction-forfatter kendt for romanen Fahrenheit 451)

Nyt indlæg på min blog om min kommende roman 'Ralf'.

https://steenlangstrup.wordpress.com/2026/08/17/en-praest-en-villa-og-et-kollektiv/

YouTube-kanalen Signtube har udgivet min roman, 'Kat', på tegnsprog.

SignTube er en YouTube-kanal, som har specialiseret sig i at levere tegnsprogstolkede podcasts til mennesker med hørehandicap. Og nu kan man altså se 'Kat' på læst op på tegnsprog af tegnsprogstolken Cæcilie Skytte Cisko inde på deres YouTube-kanal.

Og nej, det er ikke noget, jeg får noget som helst for, men jeg syntes, at det var et så sympatisk projekt, at jeg selvfølgelig gerne ville være med.

Har du lyst til at se deres udgave af 'Kat', så finder du den lige her.

https://www.youtube.com/watch?v=0zUJvt3jvHE

SØN AF DEN KENDTE TV-JOURNALIST

Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.

En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.

Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.

Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.

Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.

Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.

Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.

Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.

Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.

Har du lyst til at anmelde min nye roman?

Skriv til mig!

Nyt indlæg på min blog om hovedpersonen i min kommende roman ... og mig selv.

https://steenlangstrup.wordpress.com/2026/08/10/neurodivergent/

KRIG OG FRED
Så kom jeg igennem Lev Tolstojs store roman, som i den danske oversættelse er på 1413 sider fordelt på 2 bind.

Krig og Fred er en bog om Ruslands krige mod Napoleons Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet. Og om den fred, der kom bagefter.

På et andet plan er Tolstojs værk en fortælling om de unge generationer i familierne Bezukhov, Bolkonskij og Rostov og deres kamp for at finde deres vej i livet.

Alt dette er tilsat Lev Tolstojs betragtninger over de love, der former historiske begivenheder, og hans dybe skepsis over for Vestens tro på fornuften som den kraft, der kan forme historien – og over for den civilisation, der truer med at smadre det naturlige russiske liv.

Lidt af sommerens læsning:

Kent Haruf: Vores sjæle om natten.
Let læst. Tilsyneladende en "feel-good roman", men ...

John Fowles: Offer for en samler..
Hovedpersonen samler på sommerfugle og beslutter også at "samle" på en ung kvinde, som han så kidnapper.
Absolut ikke "feel-good" - men en god bog!

DRAMA NOIR - hvad er det for noget vrøvl?

I virkeligheden bryder jeg mig ikke særligt om at sætte genre-mærkater på mine bøger, men jeg må også acceptere, at når mit forfatterskab er så alsidigt (eller rodet, vil nogen måske sige), så er der en vis risiko for, at nogle læsere skuffes, alene fordi de forventede noget helt andet.

Men det er ikke altid let at sætte genre på, for jeg tænker ikke meget over det, når jeg skriver. Og genre bliver også hurtigt så firkantet og begrænsende, at det hurtigt kan blive misvisende.

Nogle vil måske læse ‘Ralf’ som en krimi. Der er en forbrydelse centralt i handlingen. Der er en opklaring, omend lidt ad bagvejen, plus en placering af skyld. Og selvom hovedperson er journalist, så er han ikke på sporet af noget, og hans drivkraft gennem bogen er ikke at opklare eller finde den skyldige.

Så hvis jeg kalder den en krimi, vil nogen måske tænke noget helt andet end det, de får i hænderne. Men noget krimi er der altså over den, eller under det hele.

Det er en historie, der bliver mørkere og mørkere. Men det er ingen gyser, og der er intet overnaturligt på spil. Er den spændende? Medrivende? Det håber jeg da, men måske mere håber jeg, at den er gribende.

Det er et drama. Et kammerspil mellem meget få personer, hvor sandheden er en flygtig størrelse. Der er meget på spil. Især menneskeligt.

Så jeg har valgt at kalde den for drama noir. En betegnelse jeg også brugte for min foregående roman ‘Kvinden der kom med kage’. Dramaet er igen menneskeligt, erkendelsesmæssigt, forståelsesmæssigt i forhold til eget liv. Der er stadig en underliggende, mørk krimi-fornemmelse, deraf ordet noir, men samtidig er det to meget forskellige bøger, og ‘Ralf’ er ikke en naturlig forlængelse af ‘Kvinden der kom med kage’. De har intet med hinanden at gøre.

‘Ralf’ er en selvstændig roman. Der er ingen tråde til tidligere bøger. Ingen

Bedre kan jeg ikke beskrive den genremæssigt.