AT LEVE OP TIL ‘KVINDEN DER KOM MED KAGE’
Ligeså fantastisk følelsen af at have skrevet sit absolut bedste værk til dato kan være, ligeså tung kan opgaven være at skulle skrive næste bog i rækken, for det føles umuligt, at den nogensinde vil kunne indfri forventningerne.
Der følger en tomhed, som ikke bare handler om frygt og tvivl, men også i hvert fald til at starte med lettelse og befrielse. Frygt og tvivl kommer først snigende senere.
Jeg har været der før og har grebet det forskelligt an, men helt let bliver det ikke.
Og denne gang troede jeg jo sådan set ikke, at jeg skulle fortsætte med at skrive. Jeg havde jo besluttet at stoppe helt, havde kastet håndklædet i ringen, accepteret, at dem, der gennem årene havde vrænget på næse ad mine udgydelser, nok havde ret, jeg var kommet til enden på mit forfatterskab i 2019 – og der gik fem år, før jeg udgav et nyskrevet, skønlitterært værk igen.
Ja, jeg havde skrevet fagbogen ‘Forfattersind’ og udgivet novellesamlingen ‘SMS’ i løbet af de år, men ‘Forfattersind’ var ikke skønlitteratur, og ‘SMS’ var en opsamling af mine sms-noveller.
Det var ikke meningen, at jeg skulle skrive en ny roman. Men så skete der noget. Nogle brikker omkring en gammel idé, som jeg havde værnet om, fordi jeg oplevede den stærkere og vigtigere end mine gængse påfund, faldt pludselig på plads, og jeg forstod, at jeg nu vidste, hvordan den bog skulle skrives, og at hvis jeg stadig kunne skrive efter så mange års ikke-skriven, ville det blive min bedste bog. Jeg var nødt til at skrive den. Så det gjorde jeg. Og jeg følte, at den lykkedes. Den fik en fornem modtagelse, jeg tror, flertallet var enige i, at det var min bedste bog.
Jeg havde ikke de store planer om at fortsætte med at skrive. Jeg ville næppe nogensinde kunne skrive en bog af den kvalitet igen, og hvorfor så ikke stoppe på toppen?
Men jeg søgte alligevel Statens Kunstfonds arbejdslegat, hvilket kan lyde mærkeligt, men altså, oddsene er mikroskopiske for at få et, og i min optik var de dårligere end ellers, fordi jeg mente at iagttage, at det havde udviklet sig i en mere elitær retning end i årtiet før. Men pengene er altid små, når man er en kreativ sjæl og forsøger at leve af sine påfund, så jeg søgte.
Og jeg fik.
Så pludselig skyldte jeg ligesom at fortsætte med at skrive, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg havde ingen idéer, der var i nærheden at have gæret længe nok til at kunne skrives. Så jeg valgte at give det tid, for jeg tænkte, at tvang jeg en bog ud af mig på kommando, så ville jeg nok kunne det, men den ville ende med at være pinlig i forhold til ‘Kvinden der kom med kage’.
Det kom til at tage et års tids summen og grublen og legen med tanker, før jeg begyndte at have fundamentet til det, der skulle blive til ‘Ralf’.
Man kan altså roligt sige, at det er Statens Kunstfonds fortjeneste, at jeg forsatte med at skrive, og at ‘Ralf’ overhovedet blev til noget.
Lever den så op til forventningerne? Helt ærligt, jeg aner det ikke. Det er meget svært at bedømme den slags for forfatteren selv, især så kort tid efter man har skrevet bogen. Man kommer jo aldrig til at læse den med friske øjne, man ved jo, hvor det hele ender, og man kommer også let til at forbinde resultatet med oplevelsen af at skrive den.
Jeg havde haft det nogenlunde på samme måde tyve år tidligere, da jeg havde udgivet ‘Måne måne’, som jeg også oplevede som et helt særligt værk, jeg måske aldrig ville komme i nærheden af igen. Det var en meget stresset periode i mit liv, hvor jeg af bar virkelyst og indre ild havde sat alt for mange projekter i gang med det resultat, at jeg havde det ret skidt med min næste roman, ‘Panzer’, som jeg følte skuffede på alle måder.
I dag så mange år senere er jeg ikke sikker på, at ‘Måne måne’ er en bedre eller vigtigere roman end ‘Panzer’, ja, jeg hælder måske lidt til det modsatte.
Jeg har det meget bedre med ‘Ralf’, end jeg havde det med ‘Panzer’ dengang, men om den lever op til ‘Kvinden der kom med kage’, tør jeg slet ikke spekulere på. Det kan jeg måske om tyve år.
Hvis jeg lever til den tid.
Og betyder det overhovedet noget?
Det er en anden bog, en anden historie. Den har sin egen ret. Jeg håber, du vil tage godt imod den.
AT LEVE OP TIL ‘KVINDEN DER KOM MED KAGE’
Ligeså fantastisk følelsen af at have skrevet sit absolut bedste værk til dato kan være, ligeså tung kan opgaven være at skulle skrive næste bog i rækken, for det føles umuligt, at den nogensinde vil kunne indfri forventningerne.
Der følger en tomhed, som ikke bare handler om frygt og tvivl, men også i hvert fald til at starte med lettelse og befrielse. Frygt og tvivl kommer først snigende senere.
Jeg har været der før og har grebet det forskelligt an, men helt let bliver det ikke.
Og denne gang troede jeg jo sådan set ikke, at jeg skulle fortsætte med at skrive. Jeg havde jo besluttet at stoppe helt, havde kastet håndklædet i ringen, accepteret, at dem, der gennem årene havde vrænget på næse ad mine udgydelser, nok havde ret, jeg var kommet til enden på mit forfatterskab i 2019 – og der gik fem år, før jeg udgav et nyskrevet, skønlitterært værk igen.
Ja, jeg havde skrevet fagbogen ‘Forfattersind’ og udgivet novellesamlingen ‘SMS’ i løbet af de år, men ‘Forfattersind’ var ikke skønlitteratur, og ‘SMS’ var en opsamling af mine sms-noveller.
Det var ikke meningen, at jeg skulle skrive en ny roman. Men så skete der noget. Nogle brikker omkring en gammel idé, som jeg havde værnet om, fordi jeg oplevede den stærkere og vigtigere end mine gængse påfund, faldt pludselig på plads, og jeg forstod, at jeg nu vidste, hvordan den bog skulle skrives, og at hvis jeg stadig kunne skrive efter så mange års ikke-skriven, ville det blive min bedste bog. Jeg var nødt til at skrive den. Så det gjorde jeg. Og jeg følte, at den lykkedes. Den fik en fornem modtagelse, jeg tror, flertallet var enige i, at det var min bedste bog.
Jeg havde ikke de store planer om at fortsætte med at skrive. Jeg ville næppe nogensinde kunne skrive en bog af den kvalitet igen, og hvorfor så ikke stoppe på toppen?
Men jeg søgte alligevel Statens Kunstfonds arbejdslegat, hvilket kan lyde mærkeligt, men altså, oddsene er mikroskopiske for at få et, og i min optik var de dårligere end ellers, fordi jeg mente at iagttage, at det havde udviklet sig i en mere elitær retning end i årtiet før. Men pengene er altid små, når man er en kreativ sjæl og forsøger at leve af sine påfund, så jeg søgte.
Og jeg fik.
Så pludselig skyldte jeg ligesom at fortsætte med at skrive, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg havde ingen idéer, der var i nærheden at have gæret længe nok til at kunne skrives. Så jeg valgte at give det tid, for jeg tænkte, at tvang jeg en bog ud af mig på kommando, så ville jeg nok kunne det, men den ville ende med at være pinlig i forhold til ‘Kvinden der kom med kage’.
Det kom til at tage et års tids summen og grublen og legen med tanker, før jeg begyndte at have fundamentet til det, der skulle blive til ‘Ralf’.
Man kan altså roligt sige, at det er Statens Kunstfonds fortjeneste, at jeg forsatte med at skrive, og at ‘Ralf’ overhovedet blev til noget.
Lever den så op til forventningerne? Helt ærligt, jeg aner det ikke. Det er meget svært at bedømme den slags for forfatteren selv, især så kort tid efter man har skrevet bogen. Man kommer jo aldrig til at læse den med friske øjne, man ved jo, hvor det hele ender, og man kommer også let til at forbinde resultatet med oplevelsen af at skrive den.
Jeg havde haft det nogenlunde på samme måde tyve år tidligere, da jeg havde udgivet ‘Måne måne’, som jeg også oplevede som et helt særligt værk, jeg måske aldrig ville komme i nærheden af igen. Det var en meget stresset periode i mit liv, hvor jeg af bar virkelyst og indre ild havde sat alt for mange projekter i gang med det resultat, at jeg havde det ret skidt med min næste roman, ‘Panzer’, som jeg følte skuffede på alle måder.
I dag så mange år senere er jeg ikke sikker på, at ‘Måne måne’ er en bedre eller vigtigere roman end ‘Panzer’, ja, jeg hælder måske lidt til det modsatte.
Jeg har det meget bedre med ‘Ralf’, end jeg havde det med ‘Panzer’ dengang, men om den lever op til ‘Kvinden der kom med kage’, tør jeg slet ikke spekulere på. Det kan jeg måske om tyve år.
Hvis jeg lever til den tid.
Og betyder det overhovedet noget?
Det er en anden bog, en anden historie. Den har sin egen ret. Jeg håber, du vil tage godt imod den.