Jeg går med nogle tanker for tiden, som fylder mere og mere, og som jeg ikke helt kan ryste af mig.
Jeg overvejer, om jeg skal trække mig fra sociale medier – og i det hele taget fra det digitale samvær, der fylder så meget i vores måde at være sammen på. Det er ikke en impulsiv beslutning, men en følelse af, at det ville give mig ro. For mens det digitale giver mig en fornemmelse af kontakt til verden, efterlader det mig ofte med en tungere følelse i kroppen, end jeg havde, før jeg åbnede skærmen.
Det er som om, jeg konstant bliver mindet om alt det, jeg mangler. Ikke kun de store begivenheder, men de små glimt af nærhed: venner, der ses og samles, og hverdagen, der deles. Jeg ved rationelt, at sociale medier kun viser udvalgte øjeblikke, men følelsen er stadig virkelig. Det er en stille påmindelse om et savn.
Det, jeg savner mest, er ikke bare selskab, men ægte venskaber. Relationer med en naturlig ligevægt, hvor indsatsen ikke kun bæres af én person. Jeg oplever ofte, at jeg er den, der skal holde samtalen i gang og tage initiativet. Hvis jeg ikke gør det, falder relationen til ro – eller forsvinder helt. Det efterlader mig med det samme spørgsmål: Er jeg vigtig for venner, eller er jeg blot en, man kan bruge i perioder, hvor der er tomhed i deres liv?
Jeg forventer ikke konstant kontakt, men jeg savner følelsen af, at der er venner, der tænker på mig, uden at blive mindet om det. venner, der selv rækker ud og bliver i samtalen, uden at jeg skal bære det hele selv.
Når jeg ser på det samlet, er det svært ikke at overveje, om jeg bør fjerne mig fra de steder, hvor jeg hele tiden konfronteres med mine mangler. Men der er også en frygt. Som førtidspensionist kan mine dage være stille, og jeg møder ikke mange mennesker naturligt i hverdagen. Derfor bliver de små digitale forbindelser en slags livline – selvom de ikke altid føles gode.
Jeg står derfor i et dilemma uden et enkelt svar. Jeg ønsker ikke kontakt for kontaktens skyld, men relationer baseret på gensidighed. Hvor man ikke skal gætte sig til, om man betyder noget for sine venner, men hvor det kan mærkes i handling.
Måske er det det, jeg i virkeligheden leder efter. Ikke mange mennesker, men bare ét sted, hvor det føles ægte. Ét menneske, der ikke bare svarer, men også spørger. Som ikke kun er til stede, når de keder sig eller kun har brug for min hjælp til noget og smutter efterfølgende, men som bliver i samtalen, fordi de har lyst.
Jeg går med nogle tanker for tiden, som fylder mere og mere, og som jeg ikke helt kan ryste af mig.
Jeg overvejer, om jeg skal trække mig fra sociale medier – og i det hele taget fra det digitale samvær, der fylder så meget i vores måde at være sammen på. Det er ikke en impulsiv beslutning, men en følelse af, at det ville give mig ro. For mens det digitale giver mig en fornemmelse af kontakt til verden, efterlader det mig ofte med en tungere følelse i kroppen, end jeg havde, før jeg åbnede skærmen.
Det er som om, jeg konstant bliver mindet om alt det, jeg mangler. Ikke kun de store begivenheder, men de små glimt af nærhed: venner, der ses og samles, og hverdagen, der deles. Jeg ved rationelt, at sociale medier kun viser udvalgte øjeblikke, men følelsen er stadig virkelig. Det er en stille påmindelse om et savn.
Det, jeg savner mest, er ikke bare selskab, men ægte venskaber. Relationer med en naturlig ligevægt, hvor indsatsen ikke kun bæres af én person. Jeg oplever ofte, at jeg er den, der skal holde samtalen i gang og tage initiativet. Hvis jeg ikke gør det, falder relationen til ro – eller forsvinder helt. Det efterlader mig med det samme spørgsmål: Er jeg vigtig for venner, eller er jeg blot en, man kan bruge i perioder, hvor der er tomhed i deres liv?
Jeg forventer ikke konstant kontakt, men jeg savner følelsen af, at der er venner, der tænker på mig, uden at blive mindet om det. venner, der selv rækker ud og bliver i samtalen, uden at jeg skal bære det hele selv.
Når jeg ser på det samlet, er det svært ikke at overveje, om jeg bør fjerne mig fra de steder, hvor jeg hele tiden konfronteres med mine mangler. Men der er også en frygt. Som førtidspensionist kan mine dage være stille, og jeg møder ikke mange mennesker naturligt i hverdagen. Derfor bliver de små digitale forbindelser en slags livline – selvom de ikke altid føles gode.
Jeg står derfor i et dilemma uden et enkelt svar. Jeg ønsker ikke kontakt for kontaktens skyld, men relationer baseret på gensidighed. Hvor man ikke skal gætte sig til, om man betyder noget for sine venner, men hvor det kan mærkes i handling.
Måske er det det, jeg i virkeligheden leder efter. Ikke mange mennesker, men bare ét sted, hvor det føles ægte. Ét menneske, der ikke bare svarer, men også spørger. Som ikke kun er til stede, når de keder sig eller kun har brug for min hjælp til noget og smutter efterfølgende, men som bliver i samtalen, fordi de har lyst.
English