DET TILBAGEVENDENDE TEMA
Et tema, som jeg godt selv kan se, vender tilbage igen og igen i mit forfatterskab, og måske i hele min måde at opbygge karakter i mine værker på, er det åbne spørgsmål: Hvor godt kender vi egentlig hinanden?
Eller os selv for den sags skyld.
Vi består af lag på lag, og der kan være langt fra det ydre lag til det indre, og det gør det ikke lettere, at vi kan have lag, som vi ikke vil kendes ved eller vide af, måske fordi de dele ikke rimer med det billede, vi selv godt kan lide at have af os selv, måske fordi de ikke er acceptable i den sociale sammenhæng, vi lever i, måske fordi de er begravet så dybt, at vi ikke engang selv ved, at de findes.
Man kan billedeligt sige, at menneskesindet er sammensat af puslebrikker, men fra forskellige puslespil i et motiv, der ofte ikke giver mening.
Vi er komplekse størrelser, og vores sociale mønstre, intriger og spil tegnes sjældent med lineal. Og vi sætter os spor i hinanden, former hinanden, på godt og ondt.
Begrebet out of character (det ville han jo aldrig gøre), er kun sandt, når vi befinder os i trygge og vante omgivelser. Den karakter, man forbinder et menneske med, er mere end en fast medfødt personlighed. Levet liv, opvækst, omgivelser, sociale omstændigheder, traumer, erfaringer osv. bygger på eller fylder i rygsækken, og vi har disse ting med os videre. Om vi forsøger at håndtere dem eller ej, er de med, bare på forskellige måder. Dertil spiller de mennesker, vi omgiver os med, også en stor rolle for, hvem vi er, og hvem vi bliver, og til slut bringer forskellige situationer forskellige sider af os frem.
Så hvor godt kan vi overhovedet kende hinanden?
Det er en led tanke, fordi den rummer de grimme sider af livet og det at være menneske og udfordrer den tryghed, mange af os higer efter, prikker til livets kim af ensomhed og frygten for at blive udstødt og ladt alene.
Så vi bygger en virkelighed op omkring os, hvor vi kender os selv, vi kender hinanden, vi forstår verden og samfundet, og vi kan være trygge. Det er vi nødt til. Ellers bryder vi sammen.
Men af en eller anden grund er det modsatte gerne centralt i gode historier. Der er meget få historier, der bare handler om, at alt er, som vi tror, alle har det godt, det var en god dag, og så er historien slut. Virkeligheden føles tit tættere på den tanke, end de fleste historier gør.
For der sker jo noget. En forstyrrelse bringes i spil. Og når det sker, opdager vi ‘nye’ sider af os selv og hinanden eller ser måske blot det hele i et andet lys.
De første udgaver af ‘Stikker’ havde sætningen ‘Hvem stoler du på?’ på forsiden, og det er problemet i en nøddeskal, for når forstyrrelsen kommer, når alt spidser til, når du ved, at nogen har gang i noget fordækt, men ikke hvem, og det kan have en høj pris at tage fejl, så er det ad helvede til i virkeligheden, men gribende at læse om.
I ‘Ralf’, min nye roman, der udkommer på torsdag, er det tema igen i spil. Den udløsende forstyrrelse, der sætter det hele i gang, er, at Robert rejser til Thailand for at møde den far, han aldrig har kendt. Det er sådan en situation, hvor ens selvbillede vil forandre sig, for før var han en mand, der aldrig havde haft en far, og snart vil han have en. Samtidig er han også en mand, der dårligt har haft tid til at sørge over tabet af sin mor, der døde året før.
Nu står han så der, med det småspegede afsæt, at der måske også kan komme en bog ud af oplevelsen. Han har sin egen 19-årige søn med, som han ikke har haft så nært et forhold til de seneste år, og sammen skal de så møde … Ralf.
En mand, de måske ikke har andet tilfælles med en nogle gener.
Og et hul i livet, hvor han skulle have været.
Men da de når frem, er han der ikke …
DET TILBAGEVENDENDE TEMA
Et tema, som jeg godt selv kan se, vender tilbage igen og igen i mit forfatterskab, og måske i hele min måde at opbygge karakter i mine værker på, er det åbne spørgsmål: Hvor godt kender vi egentlig hinanden?
Eller os selv for den sags skyld.
Vi består af lag på lag, og der kan være langt fra det ydre lag til det indre, og det gør det ikke lettere, at vi kan have lag, som vi ikke vil kendes ved eller vide af, måske fordi de dele ikke rimer med det billede, vi selv godt kan lide at have af os selv, måske fordi de ikke er acceptable i den sociale sammenhæng, vi lever i, måske fordi de er begravet så dybt, at vi ikke engang selv ved, at de findes.
Man kan billedeligt sige, at menneskesindet er sammensat af puslebrikker, men fra forskellige puslespil i et motiv, der ofte ikke giver mening.
Vi er komplekse størrelser, og vores sociale mønstre, intriger og spil tegnes sjældent med lineal. Og vi sætter os spor i hinanden, former hinanden, på godt og ondt.
Begrebet out of character (det ville han jo aldrig gøre), er kun sandt, når vi befinder os i trygge og vante omgivelser. Den karakter, man forbinder et menneske med, er mere end en fast medfødt personlighed. Levet liv, opvækst, omgivelser, sociale omstændigheder, traumer, erfaringer osv. bygger på eller fylder i rygsækken, og vi har disse ting med os videre. Om vi forsøger at håndtere dem eller ej, er de med, bare på forskellige måder. Dertil spiller de mennesker, vi omgiver os med, også en stor rolle for, hvem vi er, og hvem vi bliver, og til slut bringer forskellige situationer forskellige sider af os frem.
Så hvor godt kan vi overhovedet kende hinanden?
Det er en led tanke, fordi den rummer de grimme sider af livet og det at være menneske og udfordrer den tryghed, mange af os higer efter, prikker til livets kim af ensomhed og frygten for at blive udstødt og ladt alene.
Så vi bygger en virkelighed op omkring os, hvor vi kender os selv, vi kender hinanden, vi forstår verden og samfundet, og vi kan være trygge. Det er vi nødt til. Ellers bryder vi sammen.
Men af en eller anden grund er det modsatte gerne centralt i gode historier. Der er meget få historier, der bare handler om, at alt er, som vi tror, alle har det godt, det var en god dag, og så er historien slut. Virkeligheden føles tit tættere på den tanke, end de fleste historier gør.
For der sker jo noget. En forstyrrelse bringes i spil. Og når det sker, opdager vi ‘nye’ sider af os selv og hinanden eller ser måske blot det hele i et andet lys.
De første udgaver af ‘Stikker’ havde sætningen ‘Hvem stoler du på?’ på forsiden, og det er problemet i en nøddeskal, for når forstyrrelsen kommer, når alt spidser til, når du ved, at nogen har gang i noget fordækt, men ikke hvem, og det kan have en høj pris at tage fejl, så er det ad helvede til i virkeligheden, men gribende at læse om.
I ‘Ralf’, min nye roman, der udkommer på torsdag, er det tema igen i spil. Den udløsende forstyrrelse, der sætter det hele i gang, er, at Robert rejser til Thailand for at møde den far, han aldrig har kendt. Det er sådan en situation, hvor ens selvbillede vil forandre sig, for før var han en mand, der aldrig havde haft en far, og snart vil han have en. Samtidig er han også en mand, der dårligt har haft tid til at sørge over tabet af sin mor, der døde året før.
Nu står han så der, med det småspegede afsæt, at der måske også kan komme en bog ud af oplevelsen. Han har sin egen 19-årige søn med, som han ikke har haft så nært et forhold til de seneste år, og sammen skal de så møde … Ralf.
En mand, de måske ikke har andet tilfælles med en nogle gener.
Og et hul i livet, hvor han skulle have været.
Men da de når frem, er han der ikke …
English