FIK DE BUERNE? FIK DE BUERNE?

Skudhullet i rækværket stammer fra Royal Airforces angreb på Gestapos hovedkvarter i kollegierne på Aarhus Universitet i 1944. Kollegierne ses i baggrunden på det ene billede.

Rækværket står mellem buerne, som ses på det andet billede, ude ved den åbne side af Solgården, der er et af de smukke steder på Aarhus Universitet.

Om CF Møller, der var arkitekten bag universitets funktionalistiske stil, fortælles det, at han var blevet kritiseret af selveste Kong Christian X for ikke at bygge mere romantisk i et land med så mange smukke herregårde og slotte.

CF Møller havde derfor følt sig tvunget til at bygge Vandrehallen med de karakteristiske buer. Buerne går igen ude i Solgården og ind igennem Vandrehallen og ude ved Ringgaden.

Men CF Møller hadede buerne.

Den dag Royal Airforce bombede uni-kollegierne, var CF Møller på Universitetet, og han blev væltet omkuld af bombardementet, men kom ikke noget til.

Da bombardementet var ovre, rejste CF Møller sig op og råbte af fuld hals:

FIK DE BUERNE? FIK DE BUERNE?

Har du lyst til at anmelde?

Genudgivelse af min roman 'Ø'.

En tropegyser om et par, der efterlades på en øde ø et sted i fjernøsten. Dagen efter er kun han i live.

'Ø' blev nomineret til Årets danske horrorudgivelse 2016 og udvalgt af Litteratursiden samme år til Årets 16 bedste læseoplevelser.

Skriv til mig, hvis du har lyst til at anmelde.

I dag skiftede min forside helt retning og jeg kan faktisk lide det. Den er meget mere romantisk, en den sorte, selvom den også var fin. Det er lidt af et projekt at lave en forside, men jeg må indrømme at jeg elsker det. Det er ikke sidste gang at jeg er så involveret i det

Lidt fugt i forhaven til Frederiksborg Slot

Slottet er mest kendt for barokhaven, men jeg kan egentlig bedre lide de områder omkring slottet, som vel kan kaldes for romanstik havestil. Det viser måske, hvor lidt jeg har fattet, men ...
F.eks. er Frederiksberg Have et af mine favoritsteder.

I juli måned 2026 vandt jeg Årets romance indenfor mit forlag og det er jeg virkelig stolt af. Jeg var oppe i mod nogle virkelig dygtige romance forfattere, men alligevel løb jeg med sejren. Som debutant er det ret vildt Min bog havde kun været på markedet i tre måneder på det tidspunkt.

Det var ikke kærlighed ved første blik, men da kameraerne blev slukket, blomstrede romancen uventet op mellem Tom Ammizholt og Joan Nørgaard.
Et venskabeligt forhold blev holdt ved lige efter DR-programmet 'Hotel Romantik', men da Joan Nørgaard var ved at være klar til at date andre mænd, tog Tom Ammizholt bladet fra munden.

Han kunne nemlig mærke, at det rørte på noget helt dybt indeni ham.

»Da Joan på et tidspunkt fortæller, at hun har fået henvendelser fra mænd, der gerne vil date hende, så bliver jeg sgu jaloux. Og jeg tænker; vil jeg egentlig bryde mig om det? Næh, det vil jeg ikke, og det siger jeg til Joan,« fortæller Tom Ammizholt til B.T.

65-årige Joan Nørgaard havde dog godt mærket, at det ikke længere blot var venskabeligt med den 73-årige Tom Ammizholt.

Du er velkommen til at like og kommentere
#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.

Så er det i morgen, at min nye roman, ‘Ralf‘, udkommer, og i den anledning er der gratis levering på alle bøger købt på min blog. Det glæder resten af ugen, altså til og med søndag den 31. august 2026.

https://steenlangstrup.wordpress.com/2026/08/26/gratis-levering-resten-af-ugen/

AT LEVE OP TIL ‘KVINDEN DER KOM MED KAGE’

Ligeså fantastisk følelsen af at have skrevet sit absolut bedste værk til dato kan være, ligeså tung kan opgaven være at skulle skrive næste bog i rækken, for det føles umuligt, at den nogensinde vil kunne indfri forventningerne.

Der følger en tomhed, som ikke bare handler om frygt og tvivl, men også i hvert fald til at starte med lettelse og befrielse. Frygt og tvivl kommer først snigende senere.

Jeg har været der før og har grebet det forskelligt an, men helt let bliver det ikke.

Og denne gang troede jeg jo sådan set ikke, at jeg skulle fortsætte med at skrive. Jeg havde jo besluttet at stoppe helt, havde kastet håndklædet i ringen, accepteret, at dem, der gennem årene havde vrænget på næse ad mine udgydelser, nok havde ret, jeg var kommet til enden på mit forfatterskab i 2019 – og der gik fem år, før jeg udgav et nyskrevet, skønlitterært værk igen.

Ja, jeg havde skrevet fagbogen ‘Forfattersind’ og udgivet novellesamlingen ‘SMS’ i løbet af de år, men ‘Forfattersind’ var ikke skønlitteratur, og ‘SMS’ var en opsamling af mine sms-noveller.

Det var ikke meningen, at jeg skulle skrive en ny roman. Men så skete der noget. Nogle brikker omkring en gammel idé, som jeg havde værnet om, fordi jeg oplevede den stærkere og vigtigere end mine gængse påfund, faldt pludselig på plads, og jeg forstod, at jeg nu vidste, hvordan den bog skulle skrives, og at hvis jeg stadig kunne skrive efter så mange års ikke-skriven, ville det blive min bedste bog. Jeg var nødt til at skrive den. Så det gjorde jeg. Og jeg følte, at den lykkedes. Den fik en fornem modtagelse, jeg tror, flertallet var enige i, at det var min bedste bog.

Jeg havde ikke de store planer om at fortsætte med at skrive. Jeg ville næppe nogensinde kunne skrive en bog af den kvalitet igen, og hvorfor så ikke stoppe på toppen?

Men jeg søgte alligevel Statens Kunstfonds arbejdslegat, hvilket kan lyde mærkeligt, men altså, oddsene er mikroskopiske for at få et, og i min optik var de dårligere end ellers, fordi jeg mente at iagttage, at det havde udviklet sig i en mere elitær retning end i årtiet før. Men pengene er altid små, når man er en kreativ sjæl og forsøger at leve af sine påfund, så jeg søgte.

Og jeg fik.

Så pludselig skyldte jeg ligesom at fortsætte med at skrive, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg havde ingen idéer, der var i nærheden at have gæret længe nok til at kunne skrives. Så jeg valgte at give det tid, for jeg tænkte, at tvang jeg en bog ud af mig på kommando, så ville jeg nok kunne det, men den ville ende med at være pinlig i forhold til ‘Kvinden der kom med kage’.

Det kom til at tage et års tids summen og grublen og legen med tanker, før jeg begyndte at have fundamentet til det, der skulle blive til ‘Ralf’.

Man kan altså roligt sige, at det er Statens Kunstfonds fortjeneste, at jeg forsatte med at skrive, og at ‘Ralf’ overhovedet blev til noget.

Lever den så op til forventningerne? Helt ærligt, jeg aner det ikke. Det er meget svært at bedømme den slags for forfatteren selv, især så kort tid efter man har skrevet bogen. Man kommer jo aldrig til at læse den med friske øjne, man ved jo, hvor det hele ender, og man kommer også let til at forbinde resultatet med oplevelsen af at skrive den.

Jeg havde haft det nogenlunde på samme måde tyve år tidligere, da jeg havde udgivet ‘Måne måne’, som jeg også oplevede som et helt særligt værk, jeg måske aldrig ville komme i nærheden af igen. Det var en meget stresset periode i mit liv, hvor jeg af bar virkelyst og indre ild havde sat alt for mange projekter i gang med det resultat, at jeg havde det ret skidt med min næste roman, ‘Panzer’, som jeg følte skuffede på alle måder.

I dag så mange år senere er jeg ikke sikker på, at ‘Måne måne’ er en bedre eller vigtigere roman end ‘Panzer’, ja, jeg hælder måske lidt til det modsatte.

Jeg har det meget bedre med ‘Ralf’, end jeg havde det med ‘Panzer’ dengang, men om den lever op til ‘Kvinden der kom med kage’, tør jeg slet ikke spekulere på. Det kan jeg måske om tyve år.

Hvis jeg lever til den tid.

Og betyder det overhovedet noget?

Det er en anden bog, en anden historie. Den har sin egen ret. Jeg håber, du vil tage godt imod den.

DET TILBAGEVENDENDE TEMA

Et tema, som jeg godt selv kan se, vender tilbage igen og igen i mit forfatterskab, og måske i hele min måde at opbygge karakter i mine værker på, er det åbne spørgsmål: Hvor godt kender vi egentlig hinanden?

Eller os selv for den sags skyld.

Vi består af lag på lag, og der kan være langt fra det ydre lag til det indre, og det gør det ikke lettere, at vi kan have lag, som vi ikke vil kendes ved eller vide af, måske fordi de dele ikke rimer med det billede, vi selv godt kan lide at have af os selv, måske fordi de ikke er acceptable i den sociale sammenhæng, vi lever i, måske fordi de er begravet så dybt, at vi ikke engang selv ved, at de findes.

Man kan billedeligt sige, at menneskesindet er sammensat af puslebrikker, men fra forskellige puslespil i et motiv, der ofte ikke giver mening.

Vi er komplekse størrelser, og vores sociale mønstre, intriger og spil tegnes sjældent med lineal. Og vi sætter os spor i hinanden, former hinanden, på godt og ondt.

Begrebet out of character (det ville han jo aldrig gøre), er kun sandt, når vi befinder os i trygge og vante omgivelser. Den karakter, man forbinder et menneske med, er mere end en fast medfødt personlighed. Levet liv, opvækst, omgivelser, sociale omstændigheder, traumer, erfaringer osv. bygger på eller fylder i rygsækken, og vi har disse ting med os videre. Om vi forsøger at håndtere dem eller ej, er de med, bare på forskellige måder. Dertil spiller de mennesker, vi omgiver os med, også en stor rolle for, hvem vi er, og hvem vi bliver, og til slut bringer forskellige situationer forskellige sider af os frem.

Så hvor godt kan vi overhovedet kende hinanden?

Det er en led tanke, fordi den rummer de grimme sider af livet og det at være menneske og udfordrer den tryghed, mange af os higer efter, prikker til livets kim af ensomhed og frygten for at blive udstødt og ladt alene.

Så vi bygger en virkelighed op omkring os, hvor vi kender os selv, vi kender hinanden, vi forstår verden og samfundet, og vi kan være trygge. Det er vi nødt til. Ellers bryder vi sammen.

Men af en eller anden grund er det modsatte gerne centralt i gode historier. Der er meget få historier, der bare handler om, at alt er, som vi tror, alle har det godt, det var en god dag, og så er historien slut. Virkeligheden føles tit tættere på den tanke, end de fleste historier gør.

For der sker jo noget. En forstyrrelse bringes i spil. Og når det sker, opdager vi ‘nye’ sider af os selv og hinanden eller ser måske blot det hele i et andet lys.

De første udgaver af ‘Stikker’ havde sætningen ‘Hvem stoler du på?’ på forsiden, og det er problemet i en nøddeskal, for når forstyrrelsen kommer, når alt spidser til, når du ved, at nogen har gang i noget fordækt, men ikke hvem, og det kan have en høj pris at tage fejl, så er det ad helvede til i virkeligheden, men gribende at læse om.

I ‘Ralf’, min nye roman, der udkommer på torsdag, er det tema igen i spil. Den udløsende forstyrrelse, der sætter det hele i gang, er, at Robert rejser til Thailand for at møde den far, han aldrig har kendt. Det er sådan en situation, hvor ens selvbillede vil forandre sig, for før var han en mand, der aldrig havde haft en far, og snart vil han have en. Samtidig er han også en mand, der dårligt har haft tid til at sørge over tabet af sin mor, der døde året før.

Nu står han så der, med det småspegede afsæt, at der måske også kan komme en bog ud af oplevelsen. Han har sin egen 19-årige søn med, som han ikke har haft så nært et forhold til de seneste år, og sammen skal de så møde … Ralf.

En mand, de måske ikke har andet tilfælles med en nogle gener.

Og et hul i livet, hvor han skulle have været.

Men da de når frem, er han der ikke …

Dette er den niende bog i serien 2 Feet Klassikere, og selvom jeg selv oversatte den første bog i serien, ‘Dommerens hus‘ af Bram Stoker, er dette blot den anden, jeg selv har oversat. Serien har fået sit eget liv, og det er jeg kun stolt over og glad for.
Men det havde hele tiden været tanken, at jeg selv skulle bidrage med oversættelser til serien, og måske endnu vigtigere, at den også skulle have fokus på de kvindelige forfattere, der bidrog til at forme gysergenren for 100+ år siden. At det sidste har været forsømt, har smertet mig mest. Inden denne bog har kun én af de otte foregående udgivelser været af en kvindelig forfatter, nemlig Margaret Oliphants ‘Bibliotekets vindue‘, og det er simpelthen for dårligt.
‘Frankenstein’, som Mary Shelley skrev som teenager, hører til blandt de absolut vigtigste horrorromaner nogensinde, og alene derfor var hun om nogen oplagt til en plads i 2 Feet Klassikere, og det var i øvrigt også på tide, at jeg selv fik taget mig sammen og oversat en bog mere til serien, så sådan blev det.
Mary Shelley er oven i det en generation eller to før de senere store navne i genren, så det er altså tidlige gotiske noveller, der nok vægter den romantiske åre i teksten højere, end de senere forfattere gjorde, men stadig har det hele, overnaturlige kræfter, dystre gamle slotte, og ondsindede dæmoner.