Dansk
Dagens Arne :
De første ti milliarder år
efter Big Bang
var der orden i sagerne
Verden kunne sættes på formel
Det var kemi og fysik
og ingenting var andet
end det, det nu engang var
Så skete der et lille uheld
på et tilfældigt støvfnug af en klode
der kredsede rundt om en middelstor
fjerderangsstjerne
i den yderste fjerdedel
af en af de mindre galakser.
Der kom en flygtig
ustabil og kortvarig
utilsigtet bivirkning
ved en kemisk forbindelse
af to ribonukleinsyrer.
Dette fænomen
har ikke noget kemisk navn.
Vi kalder det ”liv”.
Så bredte livet sig
ud over hele den lille klode
som mug på en appelsin
og snart var det alle vegne
De næste tre milliarder år
var jeg der ikke
og der var ikke nogen, der savnede mig
ikke engang mig selv.
Så var den der igen,
nu som et biprodukt
af to cellers sammenvoksning
og inden man vidste af det
var jeg grundlagt
en aften i juni 1942
i et telt i Nordsjælland
mens nattergalene sang
Nu er det snart slut
for mit vedkommende
med den utilsigtede bivirkning.
Det ene øjeblik
er den hob af kemiske forbindelser
i en pose hud
som jeg kalder mig
opvarmet til 37 grader
og omkringfarende
Så klinger bivirkningen af
Hurtigt og effektivt
fra det ene sekund til det andet
eller langtrukkent
og med den knitren i nerverne
vi kalder smerter
Ikke så snart er det sket
før den store nedbrydning går i gang
uanset om jeg bliver brændt
og bølger op af en skorsten
eller gravet ned
og alle molekyler sættes fri
for at indgå i nye forbindelser.
Der er syv oktillioner atomer i mig
og en vigintiseptemillion i universet
mens der kun er gået
fyrre kvadrillioner sekunder
siden Big Bang
så der er noget at flytte rundt på
Et atom, der engang blev spyttet ud i rummet
da en tidlig stjerne eksploderede
har vandret gennem sten, trilobitter og en dronte
før det endte i min højre nyre
og nu går det gennem en mælkebøtte
en struds og en kfffqaq i omløb om Betelgeuze
på sin lange rejse
Det er ikke noget jeg mærker
for den boble i tiden
det lille hak i pladen
der var så flygtigt
som de virtuelle partikler
der hele tiden opstår og forsvinder
er der ikke mere.
©Arne Herløv Petersen
De første ti milliarder år
efter Big Bang
var der orden i sagerne
Verden kunne sættes på formel
Det var kemi og fysik
og ingenting var andet
end det, det nu engang var
Så skete der et lille uheld
på et tilfældigt støvfnug af en klode
der kredsede rundt om en middelstor
fjerderangsstjerne
i den yderste fjerdedel
af en af de mindre galakser.
Der kom en flygtig
ustabil og kortvarig
utilsigtet bivirkning
ved en kemisk forbindelse
af to ribonukleinsyrer.
Dette fænomen
har ikke noget kemisk navn.
Vi kalder det ”liv”.
Så bredte livet sig
ud over hele den lille klode
som mug på en appelsin
og snart var det alle vegne
De næste tre milliarder år
var jeg der ikke
og der var ikke nogen, der savnede mig
ikke engang mig selv.
Så var den der igen,
nu som et biprodukt
af to cellers sammenvoksning
og inden man vidste af det
var jeg grundlagt
en aften i juni 1942
i et telt i Nordsjælland
mens nattergalene sang
Nu er det snart slut
for mit vedkommende
med den utilsigtede bivirkning.
Det ene øjeblik
er den hob af kemiske forbindelser
i en pose hud
som jeg kalder mig
opvarmet til 37 grader
og omkringfarende
Så klinger bivirkningen af
Hurtigt og effektivt
fra det ene sekund til det andet
eller langtrukkent
og med den knitren i nerverne
vi kalder smerter
Ikke så snart er det sket
før den store nedbrydning går i gang
uanset om jeg bliver brændt
og bølger op af en skorsten
eller gravet ned
og alle molekyler sættes fri
for at indgå i nye forbindelser.
Der er syv oktillioner atomer i mig
og en vigintiseptemillion i universet
mens der kun er gået
fyrre kvadrillioner sekunder
siden Big Bang
så der er noget at flytte rundt på
Et atom, der engang blev spyttet ud i rummet
da en tidlig stjerne eksploderede
har vandret gennem sten, trilobitter og en dronte
før det endte i min højre nyre
og nu går det gennem en mælkebøtte
en struds og en kfffqaq i omløb om Betelgeuze
på sin lange rejse
Det er ikke noget jeg mærker
for den boble i tiden
det lille hak i pladen
der var så flygtigt
som de virtuelle partikler
der hele tiden opstår og forsvinder
er der ikke mere.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
De første ti milliarder år
efter Big Bang
var der orden i sagerne
Verden kunne sættes på formel
Det var kemi og fysik
og ingenting var andet
end det, det nu engang var
Så skete der et lille uheld
på et tilfældigt støvfnug af en klode
der kredsede rundt om en middelstor
fjerderangsstjerne
i den yderste fjerdedel
af en af de mindre galakser.
Der kom en flygtig
ustabil og kortvarig
utilsigtet bivirkning
ved en kemisk forbindelse
af to ribonukleinsyrer.
Dette fænomen
har ikke noget kemisk navn.
Vi kalder det ”liv”.
Så bredte livet sig
ud over hele den lille klode
som mug på en appelsin
og snart var det alle vegne
De næste tre milliarder år
var jeg der ikke
og der var ikke nogen, der savnede mig
ikke engang mig selv.
Så var den der igen,
nu som et biprodukt
af to cellers sammenvoksning
og inden man vidste af det
var jeg grundlagt
en aften i juni 1942
i et telt i Nordsjælland
mens nattergalene sang
Nu er det snart slut
for mit vedkommende
med den utilsigtede bivirkning.
Det ene øjeblik
er den hob af kemiske forbindelser
i en pose hud
som jeg kalder mig
opvarmet til 37 grader
og omkringfarende
Så klinger bivirkningen af
Hurtigt og effektivt
fra det ene sekund til det andet
eller langtrukkent
og med den knitren i nerverne
vi kalder smerter
Ikke så snart er det sket
før den store nedbrydning går i gang
uanset om jeg bliver brændt
og bølger op af en skorsten
eller gravet ned
og alle molekyler sættes fri
for at indgå i nye forbindelser.
Der er syv oktillioner atomer i mig
og en vigintiseptemillion i universet
mens der kun er gået
fyrre kvadrillioner sekunder
siden Big Bang
så der er noget at flytte rundt på
Et atom, der engang blev spyttet ud i rummet
da en tidlig stjerne eksploderede
har vandret gennem sten, trilobitter og en dronte
før det endte i min højre nyre
og nu går det gennem en mælkebøtte
en struds og en kfffqaq i omløb om Betelgeuze
på sin lange rejse
Det er ikke noget jeg mærker
for den boble i tiden
det lille hak i pladen
der var så flygtigt
som de virtuelle partikler
der hele tiden opstår og forsvinder
er der ikke mere.
©Arne Herløv Petersen
