Af Carsten Jensen:
NÅR DER BLIVER SKUDT PÅ DE SULTENDE
Der er en øjenvidne-beretning fra Gaza, der har gjort stort indtryk på mig. Det er den britiske kirurg Goher Rabhour, lige hjemkommet efter en måned på Nasser Hospitalet, som fortæller om en 15-årig dreng, som efter at have mistet hele sin familie, i et bombeangreb med granatsplinter i rygraden er lammet på livstid fra navlen og nedefter.
Da drengen fra hospitalssengen ser op på lægen, spørger han ikke til sine chancer for igen at kunne gå, som alligevel er ikke-eksisterende. I stedet appellerer han grædende til lægen. “Vil du ikke godt slå mig ihjel.”
Dødstallet i Gaza har nu passeret de 57.000. Mens mediernes opmærksomhed, koncentrerer sig om krigen med Iran, bliver der dræbt omkring 100 mennesker om dagen i Gaza, og i disse dage er mange af de dræbte udsultede mennesker, som står i kø for at få del i en af de sparsomme madrationer, de og deres underernærede familier er tvunget til overleve på. Israelske soldater skyder efter ordre ovenfra frit løs på de sultende.
Men 57.000 er langt fra det virkelige antal de dræbte. Ifølge forskerteams fra to anerkendte institutioner, begge britiske, London School of Hygiejne and Tropical Medicine og London School of Economics er der nu tæt på 100.000 dræbte i Gaza eller fire procent af befolkningen. Mange bliver aldrig registrerede, enten fordi de er begravet under ruinerne, eller fordi de efterladte ikke magter at orientere myndighederne. Det er den israelske avis Haaretz, der i en grundigt researchet artikel bringer oplysningerne.
Den britiske regering, der lige som den danske har tætte forbindelser til det israelske militær, overvejer nu en udvidelse af terror-lovgivningen. Aktivister, der for nogle dage siden trængte ind på en militærbase og oversprøjtede de berygtede F-35-dødsmaskiner med rød maling, skal nu sigtes efter en terror-lov, der kan give op til 14 års fængsel.
At være våbenfabrikant, lad os bare kalde det mord-fabrikant, medfører ingen sigtelser. Tværtimod, våbenfabrikanter er agtede samfundsborgere.
Det er den britiske rapper Bob Vylan ikke efter, at han på Glastonbury Festivalen sang sloganet “Death, death to the IDF”, altså død over den israelske hær. Vylan har forklaret, at han med sit omkvæd udtrykte ønsket om “en afmontering af en voldelig militærmaskine”.
Forargelsen i Storbritannien vil ingen ende tage. Selv premierminister Keir Starmer har fordømt Bob Vylan, og kriminalpolitiet har indledt undersøgelser imod ham. Man forstår på den britiske offentlighed, at det er anti-semitisk at fordømme den israelske hærs daglige drab på sultende, der ikke er bevæbnet med andet end en madskål.
Betyder det, at man skal forsvare drabet på ubevæbnede civile for at bevise, at man er jødevenlig, eller bare tavst bivåne myrderiet, som flertallet af danske politikere gør? Beviser hele historien ikke snarere, hvor absurd anklagen om anti-semitisme er, hvis man vover i en elementær menneskeligheds navn at forsvare det udryddelsestruede palæstinensiske folks ret til at eksistere?
Jeg frygter, at britiske tilstande er på vej, også i Danmark, der ligesom Storbritannien har en socialdemokratisk leder, som i sin politiske behagesyge over den amerikanske våbenindustri er parat til at svigte enhver moral, når det kommer til palæstinenserne.
Også i Danmark risikerer vi en kriminalisering af aktivisme og protest.
Der er kun en vej frem. At blive ved med at protestere. Jo flere, vi er, desto vanskeligere bliver det at lukke munden på os. Vi må vise vores ansigter og sige fra.
Det er os, der forsvarer demokratiet.
Af Carsten Jensen:
NÅR DER BLIVER SKUDT PÅ DE SULTENDE
Der er en øjenvidne-beretning fra Gaza, der har gjort stort indtryk på mig. Det er den britiske kirurg Goher Rabhour, lige hjemkommet efter en måned på Nasser Hospitalet, som fortæller om en 15-årig dreng, som efter at have mistet hele sin familie, i et bombeangreb med granatsplinter i rygraden er lammet på livstid fra navlen og nedefter.
Da drengen fra hospitalssengen ser op på lægen, spørger han ikke til sine chancer for igen at kunne gå, som alligevel er ikke-eksisterende. I stedet appellerer han grædende til lægen. “Vil du ikke godt slå mig ihjel.”
Dødstallet i Gaza har nu passeret de 57.000. Mens mediernes opmærksomhed, koncentrerer sig om krigen med Iran, bliver der dræbt omkring 100 mennesker om dagen i Gaza, og i disse dage er mange af de dræbte udsultede mennesker, som står i kø for at få del i en af de sparsomme madrationer, de og deres underernærede familier er tvunget til overleve på. Israelske soldater skyder efter ordre ovenfra frit løs på de sultende.
Men 57.000 er langt fra det virkelige antal de dræbte. Ifølge forskerteams fra to anerkendte institutioner, begge britiske, London School of Hygiejne and Tropical Medicine og London School of Economics er der nu tæt på 100.000 dræbte i Gaza eller fire procent af befolkningen. Mange bliver aldrig registrerede, enten fordi de er begravet under ruinerne, eller fordi de efterladte ikke magter at orientere myndighederne. Det er den israelske avis Haaretz, der i en grundigt researchet artikel bringer oplysningerne.
Den britiske regering, der lige som den danske har tætte forbindelser til det israelske militær, overvejer nu en udvidelse af terror-lovgivningen. Aktivister, der for nogle dage siden trængte ind på en militærbase og oversprøjtede de berygtede F-35-dødsmaskiner med rød maling, skal nu sigtes efter en terror-lov, der kan give op til 14 års fængsel.
At være våbenfabrikant, lad os bare kalde det mord-fabrikant, medfører ingen sigtelser. Tværtimod, våbenfabrikanter er agtede samfundsborgere.
Det er den britiske rapper Bob Vylan ikke efter, at han på Glastonbury Festivalen sang sloganet “Death, death to the IDF”, altså død over den israelske hær. Vylan har forklaret, at han med sit omkvæd udtrykte ønsket om “en afmontering af en voldelig militærmaskine”.
Forargelsen i Storbritannien vil ingen ende tage. Selv premierminister Keir Starmer har fordømt Bob Vylan, og kriminalpolitiet har indledt undersøgelser imod ham. Man forstår på den britiske offentlighed, at det er anti-semitisk at fordømme den israelske hærs daglige drab på sultende, der ikke er bevæbnet med andet end en madskål.
Betyder det, at man skal forsvare drabet på ubevæbnede civile for at bevise, at man er jødevenlig, eller bare tavst bivåne myrderiet, som flertallet af danske politikere gør? Beviser hele historien ikke snarere, hvor absurd anklagen om anti-semitisme er, hvis man vover i en elementær menneskeligheds navn at forsvare det udryddelsestruede palæstinensiske folks ret til at eksistere?
Jeg frygter, at britiske tilstande er på vej, også i Danmark, der ligesom Storbritannien har en socialdemokratisk leder, som i sin politiske behagesyge over den amerikanske våbenindustri er parat til at svigte enhver moral, når det kommer til palæstinenserne.
Også i Danmark risikerer vi en kriminalisering af aktivisme og protest.
Der er kun en vej frem. At blive ved med at protestere. Jo flere, vi er, desto vanskeligere bliver det at lukke munden på os. Vi må vise vores ansigter og sige fra.
Det er os, der forsvarer demokratiet.