Morten Thing skriver på Facebook - jeg deler den her - fordi det allerede bliver delt på Facebook - som er værd at læse:
Udsyn har udsendt et temanummer om zionisme, hvortil de havde bedt om et bidrag. Det ville de ikke trykke, men det lød sådan:
Hvorfor jeg ikke er zionist?
Af Morten Thing
Zionismen tog udgangspunkt i antisemitismen og så en løsning i, at jøderne fik deres egen stat, hvor der ikke var nogen antisemitter.
Nu er der jo ikke og var ikke områder på jorden, som står til rådighed for folk uden et land, så zionismen krævede en alliance med en militær magt, som kunne stjæle et område og som så en interesse i at give det til jøderne. Tyveri var den eneste mulighed, tyveri ved hjælp af militær magt.
Efter mordet på tsaren i 1881 steg antisemitismen i Rusland, og mange jøder flygtede til Vesteuropa og USA. I 1917 var englænderne tæt på at erobre Palæstina fra osmannerne. Udenrigsministeren lord Balfour udsendte en erklæring om, at England så med venlige øjne på etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina, blot måtte det ikke gå ud over de folk, som boede der i forvejen. Men det kom det til!
Hvorfor skrev Balfour sin erklæring? Fordi han syntes, at der var alt for mange jøder i England, som han gerne ville af med. Han så også en interesse i at flytte en større gruppe europæere (jøder) til Palæstina, som så kunne bekæmpe modviljen mod England. England fik Palæstina som mandat-område og brugte sin autoritet til at give jøder lov til at immigrere til området. Efter holocaust var antallet af jøder i Palæstina steget kraftigt, og England opgav sit mandat. Sagen blev overtaget af FN, som i 1947 nedkom med en delingsplan, hvor man gav jøderne meget land end deres antal gav anledning til. Derudover startede zionisterne en fordrivelses-krig, som medførte to ting: Den zionistiske stat Israel erobrer halvdelen af det område, som palæstinenserne skulle have haft, og den fordriver 750.000 palæstinensere fra det område, den nu har magt over.
Hvorfor gør zionisterne det? Fordi det tjener deres interesser, og fordi de er racister. De betragter palæstinenserne som et laverestående folk, som man altså kan tillade sig at fordrive. Ikke alene fordriver man palæstinenserne og skaber et kæmpe flygtningeproblem, man vil have hele Palæstina og fordrive alle palæstinenserne. Derved skaber man en jødisk stat omgivet af fjender. Og ikke noget med at kompensere de palæstinensiske bønder for deres ejendom: man stjæler den bare. Så for at undgå antisemitismen skaber man et land omgivet af hadefulde fjender.
Det var kort sagt ikke nogen løsning. Det var et nyt problem uden udsigt til løsning. Det startede med, at det gik op for zionisterne, at staten Israel måtte leve i evig krig, indtil man med krigen i Gaza begyndte at udrydde palæstinensere med sult.
Vigtigt er det også, at zionismen fører til udviklingen af en jødisk fascisme. Fra Vladimir Jabotinsky over Menachem Begin til Nethanyahu udvikles den som det ideologiske modstykke til landets militære situation. Til den jødiske fascisme hører udviklingen af løgnen som det helt centrale. Det starter da man i 1948 påstår, at det er de arabiske lande, som opfordrede palæstinenserne til at flygte, og det udvikler sig i årene efter til et sammenhængende system af løgne, som opbygger den store støtte til Israel. I dag handler det fx om ’verdens mest moralske hær’, IDF, som konsekvent bruger tortur og voldtægt som redskaber i deres kamp. Mishandlingen af gazanerne er en klar konsekvens heraf.
Zionismen var fra begyndelsen en ønskedrøm i lyserødt tyll. Selvom de mere klartseende ledere af og til udtalte klart, at zionismen indebar en voldelig fordrivelse af det folk, som boede der oprindelig, fremstillede man det normalt som en naturlig udvikling. Derfor har zionisterne argumenteret for, at palæstinenserne ikke var noget folk, og at det derfor ikke var en forbrydelse at stjæle deres land.
I en periode, hvor næsten alle kolonimagter tvinges til at opgive deres kolonier, udvikles Israel som den sidste. Og planen er ligesom med Amerika og Australien at fordrive eller dræbe alle de oprindelige indbyggere, de er ikke bedre værd.
Zionismen er en forbrydelse og en tilsvining af den jødiske historie. Zionismen hævder i virkeligheden, at jøder er lige så ringe mennesker som alle andre. Men før Israel havde jøder ingen magt og kunne derfor ikke begå forbrydelser i national skala. Men det er Israel. I dag taler man om, at antisemitismen i Europa er i stigning. Det er den muligvis også, men det helt afgørende er, at Israel i dag er jøders største problem. Når ikke-jøder er negative imod os, skyldes det Israel.
Morten Thing skriver på Facebook - jeg deler den her - fordi det allerede bliver delt på Facebook - som er værd at læse:
Udsyn har udsendt et temanummer om zionisme, hvortil de havde bedt om et bidrag. Det ville de ikke trykke, men det lød sådan:
Hvorfor jeg ikke er zionist?
Af Morten Thing
Zionismen tog udgangspunkt i antisemitismen og så en løsning i, at jøderne fik deres egen stat, hvor der ikke var nogen antisemitter.
Nu er der jo ikke og var ikke områder på jorden, som står til rådighed for folk uden et land, så zionismen krævede en alliance med en militær magt, som kunne stjæle et område og som så en interesse i at give det til jøderne. Tyveri var den eneste mulighed, tyveri ved hjælp af militær magt.
Efter mordet på tsaren i 1881 steg antisemitismen i Rusland, og mange jøder flygtede til Vesteuropa og USA. I 1917 var englænderne tæt på at erobre Palæstina fra osmannerne. Udenrigsministeren lord Balfour udsendte en erklæring om, at England så med venlige øjne på etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina, blot måtte det ikke gå ud over de folk, som boede der i forvejen. Men det kom det til!
Hvorfor skrev Balfour sin erklæring? Fordi han syntes, at der var alt for mange jøder i England, som han gerne ville af med. Han så også en interesse i at flytte en større gruppe europæere (jøder) til Palæstina, som så kunne bekæmpe modviljen mod England. England fik Palæstina som mandat-område og brugte sin autoritet til at give jøder lov til at immigrere til området. Efter holocaust var antallet af jøder i Palæstina steget kraftigt, og England opgav sit mandat. Sagen blev overtaget af FN, som i 1947 nedkom med en delingsplan, hvor man gav jøderne meget land end deres antal gav anledning til. Derudover startede zionisterne en fordrivelses-krig, som medførte to ting: Den zionistiske stat Israel erobrer halvdelen af det område, som palæstinenserne skulle have haft, og den fordriver 750.000 palæstinensere fra det område, den nu har magt over.
Hvorfor gør zionisterne det? Fordi det tjener deres interesser, og fordi de er racister. De betragter palæstinenserne som et laverestående folk, som man altså kan tillade sig at fordrive. Ikke alene fordriver man palæstinenserne og skaber et kæmpe flygtningeproblem, man vil have hele Palæstina og fordrive alle palæstinenserne. Derved skaber man en jødisk stat omgivet af fjender. Og ikke noget med at kompensere de palæstinensiske bønder for deres ejendom: man stjæler den bare. Så for at undgå antisemitismen skaber man et land omgivet af hadefulde fjender.
Det var kort sagt ikke nogen løsning. Det var et nyt problem uden udsigt til løsning. Det startede med, at det gik op for zionisterne, at staten Israel måtte leve i evig krig, indtil man med krigen i Gaza begyndte at udrydde palæstinensere med sult.
Vigtigt er det også, at zionismen fører til udviklingen af en jødisk fascisme. Fra Vladimir Jabotinsky over Menachem Begin til Nethanyahu udvikles den som det ideologiske modstykke til landets militære situation. Til den jødiske fascisme hører udviklingen af løgnen som det helt centrale. Det starter da man i 1948 påstår, at det er de arabiske lande, som opfordrede palæstinenserne til at flygte, og det udvikler sig i årene efter til et sammenhængende system af løgne, som opbygger den store støtte til Israel. I dag handler det fx om ’verdens mest moralske hær’, IDF, som konsekvent bruger tortur og voldtægt som redskaber i deres kamp. Mishandlingen af gazanerne er en klar konsekvens heraf.
Zionismen var fra begyndelsen en ønskedrøm i lyserødt tyll. Selvom de mere klartseende ledere af og til udtalte klart, at zionismen indebar en voldelig fordrivelse af det folk, som boede der oprindelig, fremstillede man det normalt som en naturlig udvikling. Derfor har zionisterne argumenteret for, at palæstinenserne ikke var noget folk, og at det derfor ikke var en forbrydelse at stjæle deres land.
I en periode, hvor næsten alle kolonimagter tvinges til at opgive deres kolonier, udvikles Israel som den sidste. Og planen er ligesom med Amerika og Australien at fordrive eller dræbe alle de oprindelige indbyggere, de er ikke bedre værd.
Zionismen er en forbrydelse og en tilsvining af den jødiske historie. Zionismen hævder i virkeligheden, at jøder er lige så ringe mennesker som alle andre. Men før Israel havde jøder ingen magt og kunne derfor ikke begå forbrydelser i national skala. Men det er Israel. I dag taler man om, at antisemitismen i Europa er i stigning. Det er den muligvis også, men det helt afgørende er, at Israel i dag er jøders største problem. Når ikke-jøder er negative imod os, skyldes det Israel.
English