En lille historie, der kunne have udspillet sig i det virkelige liv. Og måske gør den det......
------------------------------------
De kaldte ham Krasnov.
Ham, den unge gulhårede arving til en megaformue. Ham, de havde fanget på kamera, mens han udøvede sine lyster sammen med en for ham ganske ny og ung veninde. For dem, var hun hverken ny eller ung, men fuldt ud oplært i Honningfældens fristende verden.
Og hun legede med, for det sagde de hun skulle. Sagde, at valget ville stå mellem fortsat fremgang for hendes nære, eller bopæl under midnatsolens evige kulde.
Så da Krasnov luftede sine inderste lyster for hende, nikkede hun smilende accepterende mens hendes inderste tanker mindede hende på badet bagefter. Badet, hvor de gyldne dråber kunne renses af igen, kun efterladende en svagt syrlig duft af menneskelige efterladenskaber.
Det var skamfuldt for ham og hele den verden han stammede fra. Skamfuldt at være besat af lysten til at "eje" så unge kvinder - skamfuldt at ville give dem gyldne brusebade - skamfuldt at tænde på den magt, han følte trang til at udfolde over dem.
Det vidste de godt, de andre. Derfor havde de brugt penge, mennesker, og tid, på at forberede de hemmelige optagelser af ham igang med at udleve sine lyster på den nye veninde, de havde skaffet ham.
Bagefter gemte de optagelserne, for måske - måske måske måske - ville de kunne bruge dem senere til at styre ham i dén retning, der passede dem bedst.
Og så kaldte de ham Krasnov - ham, den unge gulhårede arving, der overtog sin fars imperie, og bralrede løgne til højre og venstre om egen storhed og andres ringhed, mens han gjorde sig til overfor dem, der kunne skaffe ham det, han ønskede.
Magt, penge, kvinder. De sidste i Epstein'ske proportioner - unge, smukke, føjelige. Parat til at blive "grabbet by the pussy", hvad enten de ville eller ej. Begravet med en gylden pose penge, hvis de råbte for højt.
Imens ventede de andre. Ventede på det helt rigtige tidspunkt, mens de helt stille manøvrerede deres proselytter i position til en "hjælp", der måske var brug for. Måske måske måske.
For den, der venter længe nok, kan ikke bare se æblet falde ned fra træet, men også kernerne spire i den gødede jord.
Et sådan æble var han, ham Krasnov. Stort, gult - og fyldt med ikke bare skønhedspletter, der skjulte sig under det tynde gule skind, men også med al den rådne fortid, de ikke bare havde billeder og film af, men også båndede samtaler mellem ham og....................
Samtaler, han helst ville glemme eksistensen af. Billeder, han ville forfærdes over. Film, han ville blive fanget i og fanget af.
Pludselig var det der - øjeblikket. Pludselig havde påvirkningen haft sin effekt, og han troede selv på, at det var hans eget indfald at ville lede alle sine egne landsmænd. Pludselig troede han på det, når andre fortalte ham at han var en længe ventet gave, og at han kunne tillade sig alt for at blive netop dét.
Leder.
........................og guldet strømmede ned over de mennesker, der skulle hjælpe ham til magten. Gav dem mulighed for at snyde, svindle, stjæle, ændre, så resultatet ville blive det ønskede. Gav dem mulighed for at bruge de andres landsmænds evner på den sorteste måde mulig..............................
Han skulle mødes med Bjørnen bagefter, Krasnov. Mødes, og tale om verdens fremtid. Mødes, og virke som statsmænd. Mødes, og.........
Da de sad alene præsentede Bjørnen ham for billederne, filmene, samtalerne, og kiggede mildt på ham, mens den mindede ham om hvor stort et tab, det ville være for ham, hvis han, Krasnov, blev vist til sine landsmænd som det han var.
Og Krasnov nikkede, for Krasnov ville ikke miste den magt, han havde opnået. Så skidt med, at han måtte børste Bjørnens pels og sørge for mad og vand, når det var nødvendigt.
Bjørnen grinede i skægget, mens Krasnov klappede den - og tænkte sultent på hvor godt det ville komme til at smage, når den satte tænderne i ham - og bed til.
En lille historie, der kunne have udspillet sig i det virkelige liv. Og måske gør den det......
------------------------------------
De kaldte ham Krasnov.
Ham, den unge gulhårede arving til en megaformue. Ham, de havde fanget på kamera, mens han udøvede sine lyster sammen med en for ham ganske ny og ung veninde. For dem, var hun hverken ny eller ung, men fuldt ud oplært i Honningfældens fristende verden.
Og hun legede med, for det sagde de hun skulle. Sagde, at valget ville stå mellem fortsat fremgang for hendes nære, eller bopæl under midnatsolens evige kulde.
Så da Krasnov luftede sine inderste lyster for hende, nikkede hun smilende accepterende mens hendes inderste tanker mindede hende på badet bagefter. Badet, hvor de gyldne dråber kunne renses af igen, kun efterladende en svagt syrlig duft af menneskelige efterladenskaber.
Det var skamfuldt for ham og hele den verden han stammede fra. Skamfuldt at være besat af lysten til at "eje" så unge kvinder - skamfuldt at ville give dem gyldne brusebade - skamfuldt at tænde på den magt, han følte trang til at udfolde over dem.
Det vidste de godt, de andre. Derfor havde de brugt penge, mennesker, og tid, på at forberede de hemmelige optagelser af ham igang med at udleve sine lyster på den nye veninde, de havde skaffet ham.
Bagefter gemte de optagelserne, for måske - måske måske måske - ville de kunne bruge dem senere til at styre ham i dén retning, der passede dem bedst.
Og så kaldte de ham Krasnov - ham, den unge gulhårede arving, der overtog sin fars imperie, og bralrede løgne til højre og venstre om egen storhed og andres ringhed, mens han gjorde sig til overfor dem, der kunne skaffe ham det, han ønskede.
Magt, penge, kvinder. De sidste i Epstein'ske proportioner - unge, smukke, føjelige. Parat til at blive "grabbet by the pussy", hvad enten de ville eller ej. Begravet med en gylden pose penge, hvis de råbte for højt.
Imens ventede de andre. Ventede på det helt rigtige tidspunkt, mens de helt stille manøvrerede deres proselytter i position til en "hjælp", der måske var brug for. Måske måske måske.
For den, der venter længe nok, kan ikke bare se æblet falde ned fra træet, men også kernerne spire i den gødede jord.
Et sådan æble var han, ham Krasnov. Stort, gult - og fyldt med ikke bare skønhedspletter, der skjulte sig under det tynde gule skind, men også med al den rådne fortid, de ikke bare havde billeder og film af, men også båndede samtaler mellem ham og....................
Samtaler, han helst ville glemme eksistensen af. Billeder, han ville forfærdes over. Film, han ville blive fanget i og fanget af.
Pludselig var det der - øjeblikket. Pludselig havde påvirkningen haft sin effekt, og han troede selv på, at det var hans eget indfald at ville lede alle sine egne landsmænd. Pludselig troede han på det, når andre fortalte ham at han var en længe ventet gave, og at han kunne tillade sig alt for at blive netop dét.
Leder.
........................og guldet strømmede ned over de mennesker, der skulle hjælpe ham til magten. Gav dem mulighed for at snyde, svindle, stjæle, ændre, så resultatet ville blive det ønskede. Gav dem mulighed for at bruge de andres landsmænds evner på den sorteste måde mulig..............................
Han skulle mødes med Bjørnen bagefter, Krasnov. Mødes, og tale om verdens fremtid. Mødes, og virke som statsmænd. Mødes, og.........
Da de sad alene præsentede Bjørnen ham for billederne, filmene, samtalerne, og kiggede mildt på ham, mens den mindede ham om hvor stort et tab, det ville være for ham, hvis han, Krasnov, blev vist til sine landsmænd som det han var.
Og Krasnov nikkede, for Krasnov ville ikke miste den magt, han havde opnået. Så skidt med, at han måtte børste Bjørnens pels og sørge for mad og vand, når det var nødvendigt.
Bjørnen grinede i skægget, mens Krasnov klappede den - og tænkte sultent på hvor godt det ville komme til at smage, når den satte tænderne i ham - og bed til.
Dansk
