Det går den rigtige vej, men ikke for Putin og hans soldater.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skrev søndag på X, at Ukraine har udført et angreb 700 kilometer dybt inde i Rusland.


Det var indtil for nylig nærmest utænkeligt, at det kunne lade sig gøre - Men i løbet af de seneste måneder, har Ukraine opnået en styrke i kampen mod Rusland, som de færreste havde troet mulig- Putin er trængt.

Rusland i alvorlige problemer på Krim
Rusland er også trængt af Ukraine, hvad angår kontrol med landområder. Frem for alt Ukraine har tilbageerobret mindre områder. Ikke mindst har Ukraine skabt store problemer for Rusland på Krim.

Det er vanskeligt for russerne, at få forsyninger frem til Krim. Og nu er det blevet tæt på umuligt på grund af Ukraines angreb.

Forsyninger til Krim skal gennem en smal landkorridor. Men lastbilerne med forsyninger bliver systematisk bombet af Ukraine.

Krim halvøen står over for en dramatisk forsyningskrise! Brændstof har været mangelvare i ugevis. Og ukrainske droner angriber systematisk alle lastbiler, der transporterer olie og brændstof til Krim. Resultatet: Ødelagte lastbiler, udbrændte pansrede køretøjer og beskadiget militærudstyr hober sig op i den l 600 km lange landkorridor, der forbinder Krim med de russiske styrker mod Nord.

Det har blandt andet den afgørende konsekvens, at nøgleprodukter som benzin og almindelige dagligvarer er blevet knappe, hvilket sætter russerne under voldsomt pres.

Ukraine planlægger at optrappe angrebene yderligere. Det vil gøre det meget vanskeligt for Rusland at transportere udstyr, ammunition og brændstof til Krim via den centrale landrute, skriver BILD.

Situationen bliver forværret af fornyede angreb mod oliedepoter på Krim.
Den anden forsyningsvej til Krim er Kertjbroen. Men den er også udsat for angreb fra Ukraine. Det betyder, at tankbiler har forbund mod at bruge broen.
Der er mere information i artiklen.

#Socii #Putin #Rusland #Ukrine #Krim #benzinmangel #brændstof #forsyninger #tilbagetog

Mette Frederiksen bakker op om EU-udvidelse, mens europæiske ledere diskuterer, hvordan unionen undgår nye blokeringer indefra.

Er der frygt for ny "Orbán"?
Mette Frederiksen er på linje med størstedelen af Europas stats- og regeringschefer, der støtter udvidelse af EU. Men flere lande ønsker samtidig at gentænke EU’s optagelsesproces.

Det skyldes blandt andet erfaringer med Ungarns tidligere premierminister, Viktor Orbán, der blokerede flere beslutninger herunder støtte til Ukraine og sanktioner mod Rusland.

- Jeg tror, at jo flere lande der kommer med, jo mere må vi kigge ind i også at kunne træffe beslutninger på en anden måde, så ingen kan forsinke os i at gøre det, der skal til, for eksempel i oprustningen af Europa, som er det allervigtigste, siger Mette Frederiksen.

EU-landene står derfor i et dilemma. På den ene side vil de have østlande væk fra Putin og ind i den europæiske familie. Men samtidig kan flere medlemmer svække unionens handlekraft.

Det har fået Tysklands kansler, Friedrich Merz, til at foreslå en ny optagelsesmodel, hvor kandidatlande som Ukraine kan få mulighed for at tage del i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet – men uden stemmeret.

Ukraines præsident Zelenskyj var dog hurtig til at afvise forslaget:
- Det vil være unfair at lade Ukraine være til stede i EU uden at give os en stemme.
Zelenskyj har været en stor fortaler for landets EU-medlemskab, som han mener er til gavn for både Ukraine og Europas sikkerhed.

#Socii #Ukraine #EUmedlemsskab #EUKommissionen #EUParlamentet #MetteFrederiksen #OleVagnkjær

Ukraine slår igen...
Putin går efter den ukrainske befolkning - Volodymyr Zelenskyj går efter Putin - Ruslands forsyninger og økonomi.
Ukraine får mere og mere sympati fra den russiske befolkning, i håb om krigen snart slutter.

Foruden en olieterminal i Sankt Petersborg har Ukraine også ramt et russisk krigsskib på flådebasen Kronstadt, som ligger på øen Kotlin cirka 30 kilometer fra Sankt Petersborg.

#Socii #Ukraine #Rusland #Putin #økonomi #forsyninger

Præsident Volodymyr Zelenskyj meddeler søndag 31. maj 2026 på Telegram, at Ukraine i går modtog et nyt Iris-T forsvarssystem fra Tyskland.
(Iris-T-systemet er en mobil affyringsenhed, som kan monteres på en lastbil og affyre missiler til nedskydning af alt fra fjendtlige fly til droner og missiler).

<h2>Præsident Volodymyr Zelenskyj har annonceret en ændring i aktivitetsbalancen</h2>på frontlinjen og bemærket, at Ukraines aktive kampoperationer søndag oversteg Ruslands i antal.

- Der er gjort meget i år, og ændringen i balancen på slagmarken er synlig. Især dagens aktivitetsindikatorer viser, at der var flere ukrainske aktive operationer i løbet af de sidste 24 timer end russiske operationer.

Det siger den ukrainske præsident i sit aftenresumé: https://www.president.gov.ua/en/news/nasha-dalekobijnist-ce-te-sho-znachno-zminyuye-situaciyu-ta-104465

#Socii #Ukraine #magtballance

Gadenavne som udenrigspolitik – går grænsen her?

Siden Ruslands invasion af Ukraine har flere byer i Europa og Nordamerika gjort noget ret opsigtsvækkende: de har omdøbt gader og pladser ved russiske ambassader.

Det kan lyde som en lille ting, men signalet er ret tydeligt.

I Vilnius blev vejen til ambassaden omdøbt til “Ukrainian Heroes Street”.
I Warszawa hedder adressen nu “Alléen for ofre for russisk aggression”.
Og i Washington, D.C. har man valgt “Zelenskyy Way”, opkaldt efter Volodymyr Zelenskyy.

Det betyder i praksis, at russiske diplomater hver dag må skrive adresser, der hylder Ukraine eller peger direkte på krigen.

Også herhjemme i København har idéen været oppe. Der har været forslag og midlertidige aktioner med skilte ved den russiske ambassade, men ingen permanent officiel omdøbning.

Og så kommer det interessante spørgsmål:

Skal kommuner overhovedet blande sig i udenrigspolitik på den måde?

Der er gode argumenter imod. Udenrigspolitik er som udgangspunkt et nationalt anliggende, og man kan mene, at lokale myndigheder bør holde sig til deres kerneopgaver.

Jeg hælder faktisk selv normalt i den retning.

Men netop her er det værd at overveje en undtagelse.

For det her er en fredelig måde at sende et klart signal. Det er en synlig støtte til et land, der er under angreb. Og det er et greb, der ikke eskalerer, men markerer værdier.

Derfor kunne man argumentere for, at denne type tiltag ikke kun bør afhænge af lokale initiativer, men måske - eventuelt nationalt - støttes og koordineres.

Ikke som symbolpolitik for symbolpolitikkens skyld, men som en konsekvent og fredelig markering af, hvor vi står.

For nogle gange siger et gadenavn mere end en pressemeddelelse.

Hvad i alverden tror #Trump at opnå udover at, som Vance sagde det til Zelensky, gamble med #www3

Nå, nu er Trump ved at vove sig ud i endnu et farligt projekt - og truer Kina.
Var der ikke noget med, at han ikke ville have, at Zelenskyj skulle starte 3. verdenskrig ?? Men han må åbenbart godt selv ...

Den mand lærer aldrig af sine fejl - hvorefter han begår endnu flere ...

https://www.dr.dk/nyheder/udland/live-vaabenhvile-mellem-iran-og-usa#liveblog-embed

Ukraine sender militære specialister til Mellemøsten for at hjælpe med at bekæmpe iranske droner. Præsident Zelenskyj annoncerede beslutningen den 4. marts 2026. Ukraine har opbygget stor ekspertise i at nedskyde iranske Shahed-droner, som Rusland anvender i stor stil i invasionskrigen. Specialisterne skal nu dele denne viden med allierede i Mellemøsten. Det understreges, at hjælpen skal tilrettelægges, så den ikke svækker Ukraines eget forsvar mod russisk aggression.

Arne Lund skriver på FB:

EUROPA HAR LEVET PÅ EN LIVSLØGN OM RUSLAND
Fra Steigan d. 17. januar 2026

Når europæiske statsledere nu begynder at sige højt, at Rusland er et europæisk land, og at Europa må finde et kompromis med Moskva, er det ikke en ny indsigt. Det er et tegn på at virkeligheden har knust den løgn som har domineret europæisk politik, siden krigen i Ukraine begyndte i 2022.

I årevis har Europas politiske elite ladet som om Rusland kunne isoleres fra kontinentet. Sanktioner skulle knække økonomien. Våbenleverancer skulle fremtvinge et nederlag. Moral skulle erstatte diplomati. Resultatet er ikke fred, men en endeløs krig, økonomisk nedtur i Europa og en stadig mere åbenlys underordning under amerikanske strategiske interesser.

At denne linjen nu begynder at rådne, skyldes ikke humanisme eller omsorg for Ukraine. Den skyldes at projektet har fejlet.

Tyskland er det tydeligste eksempel. Landet, som byggede sin industrielle styrke på billig russisk energi, har bevidst demonteret sit eget økonomiske fundament i loyalitet med en geopolitisk konfrontation, Tyskland ikke kontrollerer. Resultatet er højere elpriser, svækket konkurrenceevne og stigende social utilfredshed Når tyske ledere nu snakker om kompromis, er det fordi regningen er blevet politisk umulig at ignorere.

(Iflg. NachDenkSeiten er antallet af konkurser i Tyskland i dag større, end under finanskrisen i 2008-09. I 2025 gik således knap 18.000 tyske virksomheder fallit, heraf ca. 450 større virksomheder dvs. hvor der er en omsætning på 75 mio kr. elle derover. Min bem.)

Også EU-kommissionen begynder at tale mere ærlig. Når det indrømmes, at forhandlinger med Rusland er uundgåelige, bekræftes det, mange har sagt hele tiden: Hele forestillingen om at krigen kunne vindes uden dialog, var en politisk fantasi. Diplomati blev ikke forkastet fordi det var umoralsk, men fordi det stod i vejen for en konfrontationslinje, defineret udenfor Europa.
(EU-toppens forsøg på at konfiskere de indefrosne russiske aktiver i et belgisk pengeinstitut, slog fejl pga. EU’s egne regler og hensynet til bankernes ”immunitet. I stedet vil man så ”låne” 90 mia € der gives Ukraine som et ”reperationslån”, og som tilbagebetales af Rusland, den dag russerne har tabt krigen (sic). EU bilder sig selv og andre ind, at ”lånet” - der reelt er en gave til Ukraine - vil kunne dække to års krigsførelse, samt drift af det ukrainske samfund i samme periode. Heller ikke dette holder. SIPRI angiver således, at krigsførelsen årligt koster den ukrainske statskasse ca. 60-65 mia €. Den civile sektor tegner sig iflg. statsbudgettet for 45-50 mia € Til sammen 105 -115 mia €. Ukraine om et års tid stå med en kassebeholdning på (i bedste fald) 25 mia €. Er krigen ikke afsluttet inden da, så skal Zelensky, eller hvem der nu er ved magten på det tidspunkt, atter ud med raslebøssen. Min bem.)
Italien har påpeget det mest pinlige aspekt ved denne politik: Europas totale mangel på strategisk selvstændighed. Mens USA fører krigen geopolitisk og militært, har EU reduceret sig selv til en kombination af sanktionsmaskine og våbenlager. Europa har ikke ledet. Europa har fulgt efter. Nu opdager man, at det er prisen for at opgive sin egen udenrigspolitik.

Krigstrætheden blandt de fleste er ikke et tegn på moralsk svigt, men på sund fornuft. De fleste europæere forstår det eliterne har nægtet at erkende: Rusland forsvinder ikke. Det kan ikke isoleres bort, straffes bort eller gøres irrelevant. Geografien lader sig ikke annullere. Rusland er Europas største nabo, og har været det i århundreder.

At beskrive Rusland som et europæisk land er derfor ikke kontroversielt, men en banal sandhed. Alligevel er denne sandhed blevet undertrykt. Fordi den kolliderede med fortællingen om Rusland som en ydre, nærmest asiatisk trussel udenfor det europæiske fællesskab. Denne fortælling har gjort krig politisk spiselig, men fred politisk mistænkelig.

Dæmoniseringen af Rusland har haft en funktion. Den har legitimeret oprustning, lukket munden på intern kritik og gjort det muligt at fremstille enhver, der taler om forhandlinger, som moralsk suspekt.

Del 2 i kommentarfeltet.