Dagens Arne :

Dér sidder hårmyggen på sit blad
og ser på mig
Dens lille punkthjerne
er en simpel afbryder
En termostat

Tænd Sluk
Lys Mørke
Parre sig Æde
Trussel Sikkerhed

Men hvad ved jeg om det?
Måske er myggesangen et epos
om kæmpeinsekternes sagnverden
engang i kultiden.

Måske sender hårmyggen lige nu
over en ukendt frekvens
til alt levende omkring sig

Måske samles alt i haven nu
i ét sind
én tanke
ét øje
rettet mod mig.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Håbet er den lille lygte
vi tager med
når vi færdes i mørke.

Uden den
kan vi ikke finde vej.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Hvorfor vil jeg sætte spor
i tidens flyvesand
når ørkenen snart
dækker kloden?

Hvorfor tror vi
vi kan mildne døden
ved at avle børn
bygge broer
skrive digte
sætte en sten på den plet jord
hvor lidt aske
giver næring til encellede organismer?

Døden ser dig
fare febrilsk rundt
og pudse eftermæle.
Den ryster på hovedet
og ler.

Kølvandet efter vores båd
danner ingen evig fure i havet
Hvert ord man siger
er en kortvarig forstyrrelse
af luftens urokkelige ro

Selv det ynkelige billede
fra kemoperioden
hvor du ligner en oppustet frø
og som de altid bruger
for at ramme dig
vil blive slettet i arkivet

Ingen hører dig nu
ingen vil høre dig senere
De få fodspor i sneen
forsvinder i næste tøvejr

Trøst dig med dette:
Den skrævende konge
på bronzehesten
har heller intet efterliv,
han er lidt mos og fnuller
i et hjørne af kobberkisten

Når man er død
sidder man ikke
og læner sig ud over skyens kant
for at sige Tittebøh til dem dernede

Alle vi, der endnu er;
er snart forbi
og alle de, der var,
har aldrig været til.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Går ind
i den dobbeltbundede
søvn

Faldlem
efter faldlem
åbner sig lydløst

Håber hver gang
at faldskærmen
når at folde sig ud.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Mellem skrydende æsler
og munke der fyldte
de smalle og smattede gyder
stod Geoffrey Chaucer
og så mod himmelen
for at finde
det svar
han søgte efter

Da mørket faldt på
og han stod der endnu
fandt hans blik
Betelgeuse
der beroligede ham
med sin urokkelige stråleglans
og gav ham mod på
at skrive videre

Men det svar
Betelgeuse gav ham
måtte vente 640 år
for at nå frem

Nu er svaret kommet:
Betelgeuse eksploderer
Himmelhvælvet er forvandlet
Alt det, du troede,
er vendt på hovedet

Søger du efter en mening
finder du kaos
i den eksploderende
stjerne

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Jeg er mest fugl
blandt andre fugle
tænkte fuglen

Når jeg er sammen med mennesker
bliver jeg så opmærksom
på mine vinger.
Sitrer det i dem?
Får de flyvelyst?
Er de ikke lidt stive og kantede?

Jeg ser på deres næser
og pikker i bordet
med mit hårde næb
Det klør i næbbet
Så stift det er.
Det er alt for spidst

Deres hænder flagrer i luften
men løfter dem ikke op
Deres ben er som stolper
De går så selvsikkert
på store flade fødder
De bevæger sig hele tiden
tungt hen over jorden

Når jeg er sammen med dem
føles det forkert at flyve
Alt for uansvarligt.

Sammen med de andre fugle
kan jeg være fugl .

©Arne Herløv Petersen

Dette syn mødte os i morges. Lige udenfor vores stuevindue.
Så vi måtte foranstalte en pæn begravelse. Så regner vi med at St. Peter tager imof

Dagens Arne :

Det er på tide
at oprette Skiftingernes Befrielsesfront
Vi er det mest miskendte mindretal
der findes
Vi bliver forhånet offentligt
Wikipedia skriver
vi er grimme og utiltalende

Hvad ved mennesker om det?
Den ene skifting
finder den anden
meget smuk og tiltalende
Jeg har set mange smukke skiftinger
med lodrette pupiller
og ører så spidse som kræmmerhuse

Vi er den sande urbefolkning
Troldene var her først
Vi nedstammer direkte
fra de første pelsaber

Jeg opdagede først, jeg var skifting,
da jeg bemærkede,
at alle de andre børn havde vanter på,
når vi havde sneboldkampe.
Jeg trak vanterne af Rikke
og så, hendes håndflade var helt bar.
Det var et sært og erotisk ladet øjeblik.
Jeg viste hende mine lodne hårflader
og de små hår, jeg havde på neglene
og hun svor, hun ville være min,
bare jeg ville sige ae ae til hende
med mine troldehænder

Når vi møder hinanden på gaden
viser vi hugtænder
og vifter med øreduskene.

Men der er ikke nogen gay parade for os
Vi springer ikke ud af selv det mindste kosteskab
Vi afslører os aldrig for menneskene
og de opdager aldrig, hvad vi er
Vi er gode til camouflage

Der er jo også det ved det
at nogle af vores gamle skikke
måske kunne vække anstød
for eksempel det med at spise spædbørn
Nogle ting skal man holde for sig selv

Vi mødes i skumle kassematter
drikker et glas kristenblod
og synger de gamle sange
En lille skifting rejste
Den danske sang er en lodden skifting
I natten klam og kold, der lå en lille trold

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Vi er støvmider på hendes hud;
hun ænser os ikke.

Råber du i skoven
får du intet svar;
Træerne kapsler sig inde i bark
Skolopendrene iler bort.

Søger du svaret i skyerne
driver de ud over havet.
Spørger du bølgerne
kammer de over
og hvisler gennem dynger af tang.

Du må gå den modsatte vej.
Når du holder om katten
og den trykker sig flad mod dit bryst
føler du dens spinden
som en sang i din egen krop.

Da først får du hende i tale.
Langt under gulvet
under jord og klippegrund
kan du mærke Jordens mørke hjerte
gungre dig i møde.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne:

Se, alle muldvarpeskuddene, siger du.
Men det er ikke muldvarpe.
Det er blishøns.

Du kender fuglefrø.
Dem man giver kanariefugle.
Dem kan man få alle vegne.

Men der findes en anden slags fuglefrø
som man ikke kan købe.
Når man sår dem,
pibler fuglene frem.

Spurve traner krager hejrer
Guldpiroler og bomlærker
Kolibrier og ørne

Svanefrø er flade og aflange
Nede i jorden
danner der sig svaneklumper
med sort pels.
Men når de kommer op
har de brune dun.

De basker mod solen
Når lyset gløder gennem vingerne
bliver de store og hvide,
stive og brusende.
De låner lys af solen;
De låner lyd af vinden.

Svanerne ligger som snedriver
ud over markerne.
De længes hjem til jorden
Om natten graver de sig ned
så kun næbbet stikker op

De ligger og ser mod Betelgeuze
fra deres huler.

Men de graver sig kun ned de steder
hvor ingen kommer.
Intet menneske har set
rækkerne af gule næb.

De bryder frem
samtidig med solen,
ryster jord af vingerne,
strækker halsens S ud
i en hilsen til himlen

Når de flyver med klaprende vinger
danner de broer af lyd
mellem jorden og skyerne.

©Arne Herløv Petersen