SKAL VI OPGIVE NEW ORLEANS?

KRAVET OM RETTIDIG OMHU I EN SYNKENDE VERDEN OG I DANMARK



En ny rapport i Nature Sustainability leverer en dyster profeti: New Orleans risikerer udslettelse.

Byen er placeret i et sårbart, "skålformet bassin" under havets overflade, og forskere opfordrer nu de 360.000 indbyggere til strategisk udflytning, før havet træffer valget for dem.



De 3 vigtigste pointer:



Fremtidens kystlinje:

Havet stiger 3-7 meter mod næste årtusindeskifte. Det betyder tab af 75 % af vådområderne og en kystlinje, der rykker 100 km ind i landet.



Kulturelt tab:

En total flytning truer nabolag og den unikke smeltedigel af spansk, caribisk og americana-arv, der er opbygget gennem generationer.



Systemisk sårbarhed:

Menneskelig aktivitet og olieindustri har fjernet 3.200 km² naturlig buffer. Tabet øger sårbarheden eksponentielt, da byen står uden forsvar mod storme.





En global, strategisk udfordring New Orleans er et varsel.

Fra Jakarta og Rotterdam til svenske Kiruna, hvor minedrift tvinger byen til flytning, ser vi fundamentale risici for byudvikling.



Klimaflygtninge er en aktuel realitet; 25 % af New Orleans' befolkning er allerede flyttet de sidste 20 år.



At vente på katastrofen er som "at tisse i bukserne for at holde varmen". Vi må prioritere rettidig omhu i planlægningen nu, før befolkningens ressourcer er udtømt.



Danmark er næste kystkrise – vi ignorerer bare regningen



Havet omkring Danmark forventes at stige 0,3–1,0 m frem mod 2100 (op til ~1,5 m i worst case).

Læg dertil stormfloder på 2–3 m.

På længere sigt taler vi 3–7 m – nok til at ændre landkortet.



Konsekvens: Lavtliggende områder, byer og værdier presses.

Spørgsmålet er ikke om – men hvor meget vi mister, før vi reagerer.





Læs hele analysen her:

https://nyheder.tv2.dk/udland/2026-05-26-havet-aeder-sig-ind-paa-amerikansk-by-befolkningen-boer-flytte-inden-det-er-for-sent-lyder-advarslen

Vil du arbejde med nogle af tidens mest samfundsrelevante udfordringer?

Udlændingestyrelsen søger to studentermedhjælpere til Center for Asyl i Allerød – én til asylområdet og én til ekstremismeforebyggelse

Her bliver du en del af et politisk miljø med høj faglighed, uformel omgangstone og stærkt kollegialt sammenhold – og du får et unikt indblik i arbejdet som embedsmand i centraladministrationen

Der er to stillinger at søge:

4. Asylkontor – du kommer til at:
Støtte sagsbehandlerne og udføre lettere sagsbehandling
Sende klagesager til Flygtningenævnet og behandle aktindsigtsanmodninger
Besvare borgerhenvendelser

Passende for dig der studerer jura, statskundskab, sociologi eller lignende

Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) – du kommer til at:
Bidrage til kurser og konferencer for fagpersoner
Udføre research og mødeforberedelse til rådgivning af kommuner og politi
Udarbejde analyser, notater og hjemmesidetekster

Passende for dig der studerer statskundskab, samfundsfag, antropologi, historie eller lignende

Begge stillinger er på ca. 15 timer om ugen med fleksibilitet i eksamensperioder

Find jobopslaget via linket: https://studerendeonline.dk/job/3033253/

#Studiejob #Studentermedhjælper #Udlændingestyrelsen #Asyl #Ekstremisme #Statskundskab #Jura #JobOpslag #Danmark #Studerende #Karriere #Centraladministration

Er du en stærk leder med mod på en af Københavns mest komplekse driftsopgaver?

Københavns Kommune søger en driftsstærk afdelingschef til den kommunale indkvartering af flygtninge og fordrevne

Jobcenter København har aktuelt ansvaret for indkvartering af mere end 3.500 flygtninge og fordrevne fra Ukraine – og nu søger de en erfaren leder til at sikre stabil og professionel drift i en organisation under konstant forandring

Som afdelingschef får du:
Personaleledelse af tre~fire daglige ledere på tværs af indkvarteringslokationer
Ansvar for drift, vagtplanlægning og ressourceanvendelse
En central rolle i tværgående projekter og samarbejder med andre forvaltninger
Del af en engageret chefgruppe med 16 kolleger

De leder efter dig, der:
Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund
Har dokumenteret erfaring med ledelse af kompleks drift
Er stærk i forandringsledelse og trives med uforudsigelighed
Har erfaring med – eller ambitioner for – ledelse af ledere
Arbejder ansvarsfuldt og har høj arbejdskapacitet

Dette er en stilling til dig, der ikke er bange for at tage ansvar og gøre en reel forskel for nogle af de mest sårbare borgere i Danmarks største by

Find jobopslaget via linket: https://jobbank.dk/job/3020940/

#Ledelse #Afdelingschef #KøbenhavnsKommune #Integration #Flygtninge #JobOpslag #Danmark #Karriere #Driftsledelse #Forandringsledelse #Personaleledelse

Polens taknemmelighed overfor Iran.

I dag faldt jeg over en polsk mand, der skrev, at Polen altid vil være Iran taknemmelig, fordi de tog imod polske flygtninge, og undersøgte det lidt:

Under Anden Verdenskrig (1942-1943) modtog Iran over 116.000 polske flygtninge, herunder soldater fra General Władysław Anders' armé samt tusindvis af civile og omkring 2-3.000 forældreløse børn. De var flygtet fra sovjetiske fangelejre i Sibirien og Centralasien efter at være blevet deporteret fra det østlige Polen.

Flygtningene var svækket af to års mishandling og sult, og mange led af malaria, typhus, feber, luftvejssygdomme og sygdomme forårsaget af sult. Mange flygtninge døde kort efter ankomst til Iran som følge af langvarig sult - deres kroppe kunne ikke tåle mad.

Iranerne viste stor gæstfrihed på trods af egne vanskeligheder - hungersnød, økonomisk pres og allieret besættelse. Selvom Iran led under dårlige forhold, åbnede landet dørene for de polske flygtninge. Der er historier om, hvordan iranere kastede mad og slik til flygtningene, da de ankom, og hvordan den lokale befolkning hjalp til med at pleje de syge.

Byen Isfahan blev kendt som "De polske børns by" ("The City of Polish Children"). Der blev oprettet polske skoler og børnehjem i Isfahan. Tusindvis af børn, der var blevet forældreløse under krigen, fandt et midlertidigt hjem i disse institutioner.

Polske kirkegårde i Iran bliver stadig passet. I Tehran ligger den største polske kirkegård, og der findes også polske kirkegårde i andre byer.

Den polske regering har officielt takket Iran flere gange - bl.a. i 2022 ved 80-års jubilæet, hvor udenrigsminister Zbigniew Rau takkede det iranske folk for "generøs støtte" og for at passe polske kirkegårde. I 2024 blev der holdt arrangementer i Iran for at mindes den polske flygtningebølge - bl.a. en udstilling i Isfahan. Arrangementet viser, at Polen stadig lægger vægt på historien.

Og det er ikke første gang, Iran har støttet undertrykte folk. Under krigen i Bosnien-Hercegovina (1992-1995) sendte Iran våben og hjælp til bosniakerne, som var udsat for folkedrab - alt imens FN's våbenembargo var i kraft.

Også under apartheid i Sydafrika støttede Iran frihedskampen - efter revolutionen i 1979. Før da samarbejdede shahens Iran desværre med USA og Israel og bakkede op om apartheidregimet. Men efter revolutionen brød Iran med apartheid, indførte boykot og støttede i stedet ANC's kamp.

<h2>Kaos i Europas nøgleland Tyskland</h2>To ud af tre indrejsende, der påstår, at de er flygtninge, rejser bare ind i landet uden identitetspapirer1.
<b> Men det er i høj grad også et problem for andre dele af Europa, herunder Danmark.</b> For den massive strøm af mennesker, der rejser ind over grænserne til Tyskland og havner i Danmark eller andre europæiske lande, lægger et pres på modtagerlandene.

#socii #Politik #dkpol #FolketingsValg2026

Et naboland til Danmark vurderer nu, at sikkerhedssituationen er blevet mere alvorlig end på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Ifølge landets efterretningstjenester spiller Rusland en central rolle i den forværrede situation, og myndighederne advarer om nye metoder til at skabe pres og uro.

I en ny trusselsvurdering fremgår det, at russiske aktører forsøger at presse og rekruttere ukrainske flygtninge til at udføre ulovlige handlinger.

“Forsøgene er primært rettet mod ukrainske borgere, som kan blive udsat for pres eller trusler om at samarbejde.”

Myndighederne peger på, at flygtninge kan være særligt sårbare mål, fordi mange allerede befinder sig i en vanskelig situation efter at være flygtet fra krigen i Ukraine.

Menneskerettigheder er universelle og gælder for alle. Respekt, værdighed og ligebehandling skal udgøre fundamentet for vores samfund, og vi må tydeligt tage afstand fra enhver form for intolerance og diskrimination.
Sanktioner bør altid baseres på skadelige handlinger – ikke på individets identitet eller baggrund. Et retfærdigt samfund prioriterer forebyggelse, ligebehandling og en balanceret tilgang frem for et ensidigt fokus på straf. Det kræver, at vi forstår de bagvedliggende årsager til kriminalitet og arbejder målrettet på at udvikle langsigtede løsninger, der skaber reel forandring.
Vi skal støtte dem, der har behov, samtidig med at vi stiller krav til dem, der kan bidrage. Arbejdskraft skal integreres aktivt i samfundet, mens vi udviser forståelse for flygtninge, der er mærket af krig og traumer. Jo længere tid mennesker har levet under ekstreme forhold, desto større er behovet for en nuanceret og individuel tilgang. Et liberalt samfund investerer i mennesker, så de kan udvikle sig til at være en ressource frem for en udgift.
Ressourcer bør prioriteres til varige og bæredygtige løsninger frem for kortsigtede tiltag. Staten skal fokusere på sine kerneopgaver, mens borgerne selv bør finansiere luksusgoder. For eksempel kan brugerbetaling på motorveje sikre, at midlerne går målrettet til infrastrukturen, mens de høje skatteindtægter kan kanaliseres til de fire vigtigste kerneområder; sundhed, uddannelse, sikkerhed og omsorg.

Hvorfor vælger nogle mennesker at støtte imperialistisk adfærd, samtidig med at de tager afstand fra de uundgåelige konsekvenser, såsom flygtningestrømme? Det kan være svært at forstå, hvordan man på den ene side kan være stærkt imod flygtninge og på den anden side ubetinget støtte USA’s imperialistiske handlinger. Dette fremstår som en åbenlys selvmodsigelse. Et aktuelt eksempel er de mange, der forsvarer USA’s ulovlige indblanding i Venezuela. Samtidig ser vi, hvordan nogle hylder USA’s og Israels imperialistiske handlinger, mens de fordømmer Rusland og præstestyret i Iran. Denne dobbeltmoral er slående og rejser spørgsmålet om, hvornår der vil opstå en reel selvransagelse.
Desværre synes hverken racisme eller imperialisme at vække moralsk eftertanke. Gang på gang ser vi, hvordan personer, der har deltaget i imperialistiske og racistiske handlinger, bliver anerkendt og hyldet for deres indsats – eksempelvis i Irak. Dette er dybt bekymrende. Samtidig er det tankevækkende, hvordan nogle, der konsekvent fokuserer på kriminalitet blandt udlændinge, ignorerer den danske stats egne problematiske handlinger i forbindelse med støtte til ulovlig adfærd på internationalt plan. Det er påfaldende, hvordan visse grupper mødes med skarp kritik, mens organisationer, der åbent støtter undertrykkelse og etnisk udrensning, bliver mødt med stiltiende accept. Denne form for selektiv indignation er ikke blot uholdbar, men også dybt skadelig for en sammenhængende og retfærdig verdensorden.

Morten Thing skriver på Facebook - jeg deler den her - fordi det allerede bliver delt på Facebook - som er værd at læse:

Udsyn har udsendt et temanummer om zionisme, hvortil de havde bedt om et bidrag. Det ville de ikke trykke, men det lød sådan:

Hvorfor jeg ikke er zionist?

Af Morten Thing

Zionismen tog udgangspunkt i antisemitismen og så en løsning i, at jøderne fik deres egen stat, hvor der ikke var nogen antisemitter.

Nu er der jo ikke og var ikke områder på jorden, som står til rådighed for folk uden et land, så zionismen krævede en alliance med en militær magt, som kunne stjæle et område og som så en interesse i at give det til jøderne. Tyveri var den eneste mulighed, tyveri ved hjælp af militær magt.

Efter mordet på tsaren i 1881 steg antisemitismen i Rusland, og mange jøder flygtede til Vesteuropa og USA. I 1917 var englænderne tæt på at erobre Palæstina fra osmannerne. Udenrigsministeren lord Balfour udsendte en erklæring om, at England så med venlige øjne på etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina, blot måtte det ikke gå ud over de folk, som boede der i forvejen. Men det kom det til!

Hvorfor skrev Balfour sin erklæring? Fordi han syntes, at der var alt for mange jøder i England, som han gerne ville af med. Han så også en interesse i at flytte en større gruppe europæere (jøder) til Palæstina, som så kunne bekæmpe modviljen mod England. England fik Palæstina som mandat-område og brugte sin autoritet til at give jøder lov til at immigrere til området. Efter holocaust var antallet af jøder i Palæstina steget kraftigt, og England opgav sit mandat. Sagen blev overtaget af FN, som i 1947 nedkom med en delingsplan, hvor man gav jøderne meget land end deres antal gav anledning til. Derudover startede zionisterne en fordrivelses-krig, som medførte to ting: Den zionistiske stat Israel erobrer halvdelen af det område, som palæstinenserne skulle have haft, og den fordriver 750.000 palæstinensere fra det område, den nu har magt over.

Hvorfor gør zionisterne det? Fordi det tjener deres interesser, og fordi de er racister. De betragter palæstinenserne som et laverestående folk, som man altså kan tillade sig at fordrive. Ikke alene fordriver man palæstinenserne og skaber et kæmpe flygtningeproblem, man vil have hele Palæstina og fordrive alle palæstinenserne. Derved skaber man en jødisk stat omgivet af fjender. Og ikke noget med at kompensere de palæstinensiske bønder for deres ejendom: man stjæler den bare. Så for at undgå antisemitismen skaber man et land omgivet af hadefulde fjender.

Det var kort sagt ikke nogen løsning. Det var et nyt problem uden udsigt til løsning. Det startede med, at det gik op for zionisterne, at staten Israel måtte leve i evig krig, indtil man med krigen i Gaza begyndte at udrydde palæstinensere med sult.

Vigtigt er det også, at zionismen fører til udviklingen af en jødisk fascisme. Fra Vladimir Jabotinsky over Menachem Begin til Nethanyahu udvikles den som det ideologiske modstykke til landets militære situation. Til den jødiske fascisme hører udviklingen af løgnen som det helt centrale. Det starter da man i 1948 påstår, at det er de arabiske lande, som opfordrede palæstinenserne til at flygte, og det udvikler sig i årene efter til et sammenhængende system af løgne, som opbygger den store støtte til Israel. I dag handler det fx om ’verdens mest moralske hær’, IDF, som konsekvent bruger tortur og voldtægt som redskaber i deres kamp. Mishandlingen af gazanerne er en klar konsekvens heraf.

Zionismen var fra begyndelsen en ønskedrøm i lyserødt tyll. Selvom de mere klartseende ledere af og til udtalte klart, at zionismen indebar en voldelig fordrivelse af det folk, som boede der oprindelig, fremstillede man det normalt som en naturlig udvikling. Derfor har zionisterne argumenteret for, at palæstinenserne ikke var noget folk, og at det derfor ikke var en forbrydelse at stjæle deres land.

I en periode, hvor næsten alle kolonimagter tvinges til at opgive deres kolonier, udvikles Israel som den sidste. Og planen er ligesom med Amerika og Australien at fordrive eller dræbe alle de oprindelige indbyggere, de er ikke bedre værd.

Zionismen er en forbrydelse og en tilsvining af den jødiske historie. Zionismen hævder i virkeligheden, at jøder er lige så ringe mennesker som alle andre. Men før Israel havde jøder ingen magt og kunne derfor ikke begå forbrydelser i national skala. Men det er Israel. I dag taler man om, at antisemitismen i Europa er i stigning. Det er den muligvis også, men det helt afgørende er, at Israel i dag er jøders største problem. Når ikke-jøder er negative imod os, skyldes det Israel.

Når Danmark engagerer sig i krige, er det sjældent for vores eget lands skyld. Ofte handler det om at følge USA’s linje og støtte deres geopolitiske interesser. Dette rejser en række spørgsmål om vores rolle og ansvar – både over for de soldater, vi sender ud, og de mennesker, der flygter fra de konflikter, vi er med til at skabe.
Vi bør tage et opgør med den mistænkeliggørelse, der ofte præger debatten om flygtninge og integration. I stedet for at antage, at mennesker, der søger beskyttelse her, har kriminelle intentioner, bør vi fokusere på at forstå deres situation og lære af de fejl, der er begået – ikke med et racistisk eller fordømmende udgangspunkt, men med et reelt ønske om at forbedre vores indsats. Det handler om at skabe bedre løsninger og sikre, at vi kan hjælpe mennesker i nød på en værdig og effektiv måde.
Der er en tydelig dobbeltmoral i, hvordan vi omtaler vores hjemvendte soldater i forhold til de flygtninge, der kommer fra de samme krigsområder. Vi hylder soldaterne som helte, mens vi ofte møder flygtningene med mistro. Denne forskelsbehandling er ikke kun uretfærdig, men også kontraproduktiv, hvis målet er at skabe et samfund, der bygger på forståelse og sammenhold.
Politikere har desværre en tendens til at spille på frygt og fordomme, fordi det kan være en nem vej til stemmer. Men det er en kortsigtet strategi, der ikke løser de reelle problemer. I stedet bør vi fokusere på at forbedre vores integrationsindsats og skabe en mere nuanceret debat, der ikke baserer sig på forsimplede fjendebilleder. Kun ved at tage ansvar for vores handlinger – både som nation og som enkeltpersoner – kan vi sikre, at vi gør en reel forskel og bidrager til en mere retfærdig verden.